I ulvens tegn — Wolfen (1981)
1981: Hr og fru Donald trump bliver dræbt af varulve i Battery Park. Man forstår, det er fiktive aliaser, dels fordi vi stadig hænger på røvhullet, dels fordi folk bryder sig tilstrækkeligt om ejendomsmagnaten til at efterforske mordene. Det sker imod en baggrund af hele Bronx i ruiner, som led i bysanering.
Det ligner Leipzig efter krigen, men her er det ravende kapitalisme, der har forårsaget det apokalyptiske bylandskab. Ikke desto mindre truer et andet, større tidsperspektiv, i form af de indfødte amerikaneres “skinwalkers”, som gør hævd på landet.
🌗 — den måske mest ambitiøse varulvefilm fra 1981 får kun en middelkarakter, til dels for castingen af meget unge James E. Olmos og Gregory Hines.
I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.
Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.
Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!
4 kommentarer
“Wolfen” er et af de dér eksempler på et Hollywood, der tænker, at “den historie kan vi lave meget bedre!”
Det eneste eksempel jeg kan komme på, i den forbindelse, er filmatiseringen af Heinleins “Starship Troopers”, der netop er lavet som filmatiseringen af den roman, man troede man læste – indtil det gik op for én, at Heinlein mener det hele, dybt seriøst.
Mht. “Wolfen”, så er den “en filmatisering” af Whitley Striebers “The wolfen”. Og nu har jeg ikke det store til overs for Whitley, der fandt ud af, at når en beretning om, hvordan han blev bortført af ufonauter skæppede så godt i kassen – hvorfor så ikke blive bortført en gang til? Og endnu engang, bare lige for at være sikker på et positivt cash-flow på kontoen!
Ikke desto mindre er “The Wolfen” (da.: “Varulvenætter”) faktisk en udmærket spændingsroman – dog ikke skræk-roman; måske science fiction-roman, med sit “intenderede novums hegemoniske status over narrativet”, som vist Stig W. Jørgensen definerede genren engang. Heri introduceres “Homo Lupus” – en “ulve-art”, der har evolveret til et sapient stadie, og med en morfologi der omfatter en slags hænder. Endda gives der en udmærket “origin-history” for dette evolutionære spring. Se det er spændende.
“Wolfen” – derimod – minder mere om David Morrells “The Totem”. Men så skulle de jo bare ha’ filmatiseret den, istedetfor.
Vi nærmer os fuldmåne, og jeg sidder og tænker på om “clou’et” i Ulvens Tegn mon kunne blive “Ulvetider”? Ellers vil den ihvertfald mangle stort i dette 28-dages maraton 🙂
Jeg kan huske, at jeg læste Striebers “Jeg er blevet bortført”, da jeg var ung, og den var ret fed – altså som roman. Men der var den der konstante skurren i ens hjerne over, at han angiveligt mener det.
Du mener den danske “Ulvetid” (endnu en film fra 1981 – en god varulveårgang)? Eller Michael Hanekes film fra 2003? Jeg erbange for, de begge faldt gennem nettet, da jeg trawlede efter materiale. Uden at love noget, så er der da absolut flere film, der kunne indgå i endnu en varulveserie. I første omgang skal jeg lige barbere kroppen og lænke mig selv i kælderen, til ulven er ude af kroppen, og jeg orker dykke ned i emnet igen.
Hvad Strieber angår, så slog det mig, at jeg egentlig ikke har læst noget videre af hans oeuvre. “Communion” kunne jeg godt nøjes med at se på film, og Christopher Walken er jo svær at overgå. Men jeg huskede efterhånden, at den første bog af Strieber, jeg læste engang i folkeskolen eller gymnasiet, netop var en bog om varulve., men jeg kunne ikke huske ud fra titlen, om det var “Skygger i natten” eller “Varulvenætter”. Lidt flov blev jeg, da jeg opdagede at begge er fordanskninger af “The Wolfen”.
Jeg kan simpelt hen ikke genkalde bogen eller dens handling godt nok til at sammenligne med filmen, men det er måske anledning til at stifte nyt bekendtskab med gamle Whitleys brogede forfatterskab…
“Ulvetid”, yes – med forlæg i Helle Stangerups bog asn.
Den går under betegnelsen “psykologisk gyser” – mæææææææn….. – kan man nu stole på det 🙂
Men altså ikke. Stort trist 🙁
Jaja, Walken med en Nilfisk i måsen. Fantabuløst!
Faktisk har hele den der “abduction”-trend funktioneret fint (henne i USA) i det meste af Den Kolde Krig (1950-90, sådan cirka). Men da en yderst estimeret (freudiansk) psykolog fremsatte det synspunkt, at der KUNNE være tale om “førbevidste overførsler”, der KUNNE pege i retning af noget incestuøst, noget seksuelt misbrug, så droppede det mærkbart i kvantiteten af disse beretninger. Konklusion?
Altså: – hvis man nu ikke stiller for høje krav til sin corona-litteratur, så kan “Varulvenætter” sgu’ godt slæve an. Kunst er det ikke – befri os vel. Men som kiosk-basker ligger den i den bedre ende, uden altfor meget “guddommeligt udenfor maskinen” 🙂