Channel Zero: No-End House

Der er visse historier, som jeg personligt har svært ved mentalt at flytte fra et medie til andre. Et godt eksempel er superheltene, der godt nok har tjent en del penge på at optræde på levende billeder – men hvor jeg som regel godt kan vende tilbage til tegneserierne og genfinde noget af den oprindelige fornøjelse, er det, som om de levende billeder virker kunstigere og mere opstyltede for hvert gensyn, og historierne virker som noget, der bare ikke føler sig godt tilpas på et lærred (eller en skærm).

Især inden for genrer som science fiction og horror er det visse typer af historier, der for mig uløseligt er bundne til ét domæne. Nu og da kan det være sådan meta-spas at læse ting som f.eks. “Alt det hun ville ønske, hun ikke forstod” af Steen Langstrup, men slashere og torture porn hører altså til på levende billeder. Måske er det et spørgsmål om rytme – The Cabin at the End of the World, som jeg skrev om forleden, ville være en ganske udmærket halvanden times film, men for mig var der for lidt kød på historien til den investering, en roman kræver.

Men – og dette er et lykkeligt men – tv-serien Channel Zero har flere gange formået at tage historier, som min underbevidste bibliotekar har anbragt godt og grundigt i den tekstuelle kasse, og med stort held ladet deres Platon-skygger lege på den lille skærm. I den rækkefølge, jeg har set dem: Sæson 3 (Butcher’s Block) om to søstre, der flytter til en ny by og drages ind i et mysterium om mystiske trapper; Sæson 1 (Candle Cove) om en mystisk tv-serie, som folk i en lille by husker fra deres barndom, men som ikke lader til at eksistere; og senest sæson 2 (No-End House) om et hus, der dukker op her og der fra tid til anden og lokker folk til at forsøge at klare sig igennem dets 6 rum.

Det sjove er, at min indre bibliotekar måske ikke er så god en katalogisator, som jeg troede, for seriens udgangspunkt er andet og mere end tekstuelt – de enkelte sæsoner bygger nemlig på creepypasta-historier, internettet egne crowdsourcede forsøg på at lave moderne vandrehistorier, som også gav os Slenderman (og en ret ligegyldig filmatisering). Så jeg synes, der er et metatekstuelt element til historierne, som måske ikke helt passer i kassen.

Men nok om det.

Channel Zero leverer en ny historier i hver sæson. Og som sagt synes jeg, at de tre, jeg har set, alle har virket som ellers rene teksthistorier (med Butcher’s Block vibrerende i en sær Clive Barker-post-Book-of-Blood tone), men nogle fælles elementer er der derudover: Folkene bag har en ret god visuel sans, som gør, at de slipper fra at konkretisere nogle ret slippery emner; de har en tendens til at bevæge sig over i en fantasy-retning (forstået på den måde, at hovedpersonerne har det med at bevæge sig fra en genkendelig verden med få, skræmmende elementer til en helt igennem fantastisk verden, hvor det gælder om at genfinde virkeligheden); og nåja, så har de måske en lille tendens til at trække historien lige en lille smule længere, end den helt kan holde til. Men det tilgiver man.

I No-End House (spørg ikke ind til min vej gennem de første tre sæsoner, please) er det en gruppe unge mennesker, som får nys om titlens bygning. Rygterne siger, at den dukker op et tilfældigt sted, hvorefter folk begynder at modtage hints på telefon og lignende. Man skal blot gennemføre seks skræmmende rum, hvilket de naturligvis må prøve, så afsted og finde huset, der tårner sig sort op over dem. Det starter roligt nok, men snart adskilles de af huset, og rummene begynder at blive mere og mere personlige.

De slipper ud af huset i slutningen af det første afsnit. Eller rettere: det gør de naturligvis ikke helt. Snarere trækkes de længere og længere ind i det. Og det er her, sæsonen især lykkes, for der render en drømmeagtig logik gennem store dele af historien, og det er ofte noget, der frister til excesser. Men No-End House formår både at visualisere personernes indre og lade det ydre være forankret i deres personer, og det kommer der sjældent vellykket horror ud af. Så vellykket, at jeg besluttede mig for at opsøge originalen – at finde her. Og den har ærligt talt ikke meget med det færdige resultat at gøre, udover ideen om en hus, som opstiller en række rum, man skal gennemføre. Så måske er mindre indre bibliotekar ikke helt så dårlig alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.