Ah, fedt at høre fra en, der oplevede de gamle Universalfilm i en letpåvirkelig alder. Da jeg voksede op, viste Danmarks Radio kun Jens Lyn og King of the Rocket Men fra den sort-hvide biografs tid. Og Gøg og Gokke, men det er en anden genre… Selv udviklede jeg et godt stykke op i trediveårsalderen et alvorligt skærmcrush på Elsa Lanchester i Bride of Frankenstein.

Jeg ved simpelthen ikke, om både gyserfilm og publikum er blevet forråede (eller mere sofistikerede), men de gamle films evne til at skræmme er med årene forvandlet til den der ubestemmelige størrelse, man i mangel af bedre kalder “charme”. Det er som en slags omvendt uncanny valley, hvor en relativt nær fortid virker på én gang glansbilledagtig familiær, men grundlæggende fremmed.