I ulvens tegn — The Wolf Man (1941) vs. The Wolfman (2010)

The Wolf Man (1941)

Næppe er Larry Talbot hjemvendt til sit fædrende slot, og er begyndt at kurtisere frk Conliff, førend der bliver smidt grus i maskineriet i form af et bid fra en ulv — eller var det sigøjneren Bela (Lugosi)? Snart er hele oplandet i tumult over yderligere ulvedrab.

Så lang i tygget er The Wolf Man, at man i 2020 har svært ved at forstå, den kun er 70 minutter lang. Rundkindede Lon Chaney, Jr. uden pelshue er en tilforladeligt tandløs hovedperson, men i fuld makeup blev han en målestok for hovedparten af varulve på film siden hen. Man kommer simpelthen ikke uden om Wolf Mans klassikerstatus.

🌖 — trods tidens skarpe tand fortjener Wolf Man sin trekvarte måne.

TMDB | Rotten Tomatoes

The Wolfman (2010)

The Wolfman fik en ublid modtagelse, da den først blev vist i biograferne, men det ucensurerede director’s cut retter mange af originalversionens mangler. Det er på én gang en smagfuld øvelse i sengotik og Victoriana, og en brutal creature feature af bedste slags.

Varulven er en fremragende opdatering af Universals varemærkebeskyttede Wolf Man, udført af den moderne filmvarulvs fader, Rick Baker. Der sidder ikke et hår forkert på dette bæst af en film, som behændigt væver skeletter i slægtskabet og undertrykte tarumer over en baggrund af imperiets forfald, før hele gobelinen flænses i stumper og stykker til fordel for et overdådigt opgør.

🌖 — Wolfman burde indtage en velfortjent plads på monsterfirmamentet: Ikke på højde med Coppolas Dracula, men mile foran Branaghs Frankenstein

TMDB | Rotten Tomatoes

I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.

Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.

Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!

Comments

  1. Henning

    Way back, da far var knægt – altså sådan cirka i et af de første år af 1970’erne, viste svensk(!) fjernsyn en række “skræk-film”, og det må vel ha’ været fredag eller lørdag, på Flimmertossen. Og i mine alderstegne 10-12 år, sad jeg trofast (uden Walther) og kiggede “Frankenstein” (Karloff), “Dracula” (Lugosi), “The Wolf Man” (Chaney jr.), “The Mummy” (Karloff) og sikkert et par ikoner mere (Da kritjer from se blak largun? Se inkredibbel skrinking man? The Bellmann from Vor Frue? – muligvis).

    Ihvertfald husker jeg det som en pragtfuld sommer, hvor hver eneste lørdag bød på en oplevelse, der lige netop kunne skimtes over kanten på den pude, jeg næsten-eller-ikke-men-alligevel holdt op for mit ansigt.

    Èn ting er min egen nostalgi (snøft), men den der umiddelbare “impact”, den kunne jeg sgu godt unde yngre generationer. Er verden blevet forrået? Er verden blevet forrådt? Jeg må ud og hyle – under fuldmånen, grrargheangeee – wyyyyiiiiiihh!!!

    1. Allan Haverholm Post
      Author
      Allan Haverholm

      Ah, fedt at høre fra en, der oplevede de gamle Universalfilm i en letpåvirkelig alder. Da jeg voksede op, viste Danmarks Radio kun Jens Lyn og King of the Rocket Men fra den sort-hvide biografs tid. Og Gøg og Gokke, men det er en anden genre… Selv udviklede jeg et godt stykke op i trediveårsalderen et alvorligt skærmcrush på Elsa Lanchester i Bride of Frankenstein.

      Jeg ved simpelthen ikke, om både gyserfilm og publikum er blevet forråede (eller mere sofistikerede), men de gamle films evne til at skræmme er med årene forvandlet til den der ubestemmelige størrelse, man i mangel af bedre kalder “charme”. Det er som en slags omvendt uncanny valley, hvor en relativt nær fortid virker på én gang glansbilledagtig familiær, men grundlæggende fremmed.

      1. Henning

        Elsa Lanchester, ja!
        Jeg husker vi sad der og så “Bride of Frankenstein”, og så sagde min mor, at hende dér med håret, det var jo hende, der havde skrevet historien.
        I lang tid var jeg overbevist om, at Elsa Lanchester havde skrevet “Frankenstein” – og hva faen havde det med Mary Wollstonecraft Shelley, at gøre? Var det måske Elsas “rigtige” navn.
        Indtil det gik op for mig, at Elsa spiller både Mary og The Bride i den film.
        Sær blanding af oplysningens indsigt og et fald fra naivitetens uskyldsrene himmel 🙂

  2. Janus

    Jeg var vist en af dem, som var hårde ved den nye Wolfman – så det er muligt, den fortjener en ny chance i den bedre udgave. Bare det, at den har overhalet Branagh 🙂

    1. Janus

      Okay, den var faktisk noget bedre, end jeg huskede den. Måske også fordi jeg syntes at fange en del referencer til American Werewolf in London i den – en af figurerne i pubben er også i pubben i AWiL, og scenerne, da Lawrence slipper løs i storbyen, synes at have flere referencer. Og nåja, så er Lawrence jo faktisk en amerikansk varulv i London.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.