Way back, da far var knægt – altså sådan cirka i et af de første år af 1970’erne, viste svensk(!) fjernsyn en række “skræk-film”, og det må vel ha’ været fredag eller lørdag, på Flimmertossen. Og i mine alderstegne 10-12 år, sad jeg trofast (uden Walther) og kiggede “Frankenstein” (Karloff), “Dracula” (Lugosi), “The Wolf Man” (Chaney jr.), “The Mummy” (Karloff) og sikkert et par ikoner mere (Da kritjer from se blak largun? Se inkredibbel skrinking man? The Bellmann from Vor Frue? – muligvis).

Ihvertfald husker jeg det som en pragtfuld sommer, hvor hver eneste lørdag bød på en oplevelse, der lige netop kunne skimtes over kanten på den pude, jeg næsten-eller-ikke-men-alligevel holdt op for mit ansigt.

Èn ting er min egen nostalgi (snøft), men den der umiddelbare “impact”, den kunne jeg sgu godt unde yngre generationer. Er verden blevet forrået? Er verden blevet forrådt? Jeg må ud og hyle – under fuldmånen, grrargheangeee – wyyyyiiiiiihh!!!