The Platform/El Hoyo-scifihaiku
Vertical prison
A obvious metaphor
“I can’t shit upwards.”
Okay, her var faktisk en positiv overraskelse på Netflix – en single location science fiction-film på spansk.
Lokationen er en fængselscelle – der er plads til to mennesker, og der er et hul i både gulv og loft, bag hvilke der er tilsvarende celler. Hver dag bliver der sænket et bord fyldt med mad ned gennem hullet, og de indsatte har så et par minutter til at spise, hvorefter maden fortsætter nedad. Der er megen mad til dem i de øverste celler og mindre, jo længere ned man kommer – og hver måned bliver man anbragt i en ny celle.
Jeg har en vis forkærlighed for denne type historier – hvor personerne er anbragt i meget begrænsede rammer, og det alligevel lykkes at fortælle en spændende historien. Det er naturligvis ikke rigtig “single location”, for hovedpersonen ender da med at flytte sig mellem celler, men det er jo i bund og grund den samme lokation, der går igen. Og alligevel bliver Platformen en superinteressant film. Vi kom til at se den med engelsk tale, hvilket bare skruer en smule op for særheden.
10 kommentarer
Er det hvad Jeremy Bentham ville have kaldt et “pancoprocon”? Fængslet, hvor alle skider på alle?
Konnotationen er slet ikke så tosset: – Bentham, eller ihvertfald hans skelet pakket ind i voks og behørig beklædning, sidder i et skab i London, i Parlamentsbygningen. Det siger så noget om engelsk parlamentarisme, at han – Bentham – til stadighed (fra tid til anden) bliver inviteret med til møder (“kommer ud af skabet”, så at sige). Dog – som det understreges – “uden stemmeret”. Jaså! Nå, ikke? Der kan man bare se 🙂
Hvad jeg ikke ser omtalt så tit, er det ironiske i, at panopticonets fader efter sin død sidder på udstilling i et glasskab, efter eget ønske endda. Nu er det altså ham, der bliver beskuet istedet — ikke i Parlamentet, men på University College London, så han kommer kun med på fakultetsmøder…
Det er også rigtigt! Forkert husket!
Ikke desto mindre: – utilitarisme på et vist (morbidt) niveau. Allerede dér –
Om man så skal “læse” utilitarisme ind i “The Platform”, eller se den som en metafor for det sen-kapitalistiske Hattemager-the-selskab …. – åh, ved du! Jeg ved det ikke! (hvilket så (muligvis) hænger sammen med, at jeg kun har set trajlaren 🙂
Men sidder Bentham på en stol, eller sidder han på tønden? Det er jo dét, vi vil vide!
Hvis der ikke allerede findes en zombiefilm, hvor man ser Jeremy stavre forbi i baggrunden, bliver jeg skuffet.
Vi har den på listen! Den så ret interessant ud og fyrene fra Red Letter Media anbefalede den også!
Se den fluks! 🙂
Det slår mig – man må kunne lave en liste med den slags single location-science fiction film.
Fritz Leibers “The Big Time” – og i mindre grad, men alligevel “No Great Magic” – ville egne sig fortrinligt til kammerspil, eller “single-location-film”.
Nu kom Leiber (jo) også ud af en teaterslægt, så det er næppe så mærkeligt. Mærkeligere er det, at jeg – og oplys mig endelig i min uvidenhed – ikke mener “Big Time” er blevet opført på en scene.
Heinleins “By His Bootstraps” (okay, der er to scener) var også en mulighed.