Hæhæ!
Ny disciplin: – de dårligste forklaringer til understøttelse af en fortælling. Eller: – hvornår er det komplet umuligt, at få knappet selerne til tvivlens bukser knappet op?

Et af programpunkterne i den såkaldte “mundane science fiction” var vel, at frigøre genren fra “techno-babble”. Det lykkedes bare ikke særligt godt, vel da? “du skal stadig ha det skide rumskib til Ganymedes, på baggrund af en teknologi, der ikke findes, med udgangspunkt i en økonomisk struktur, der ikke findes og en række råstoffer samt problematikker, der allerhøjest kan være supponerede.
Og så bliver det (jo) ikke nemmere, dersom det “okkulte” skal rationaliseres. Mere techno-bab! Og man ender med de korte forklaringer, der virkelig siger forfatter og producent “noget” (eftersom de er så fordybet i egen “world-building”), men næppe kan forstås af omgivelserne.
Uden sammenligning iøvrigt (jo – absolut), sidder jeg p.t. og læser Peter Øvig Knudsens 1000-siders “epos” om “Thy-lejren” (med tilliggender). Og uagtet sympatier – og egen mangelfulde hukommelse (thi man var vel kun et barn) – er det tydeligt at der i dette “sociale eksperiment”, gradvis opstod et egen indre “rationale”, der kun lader sig forklare udfra dets egne præmisser. Såkaldt “omfangs-logik”.

Ikke desto mindre kan omfangslogikken blive for tynd, for snæver, for meget (mand!), og så er det ikke længere “willing suspense of disbelief”, som det – med vistnok H.P Inselmanns ord – er “hanged by the neck until death”. Skuffelserne står i kø, men vi lever for de få øjeblikke af “sense of wonder”, hvor Dan Turells satori sætter ind. “Lysets Engel går med glans…” osv

“Spøgelser uden hjerner”? Jasåeeee – min øjeblikkelige association var “Stjerner uden hjerner”. For den film(?) fører sig også frem på den mest mellemlægningspapirtynde præmis og er faktisk ganske umulig at se, dersom blot en enkelt synapse rører på sig 🙂

Se dog noget ordentlig fjernsyn, menneske 😀