Inner Ghosts

Inner Ghosts

I aftes endte jeg med at se Inner Ghosts fra 2018. Det var en besynderlig oplevelse, for den havde faktisk nogle ganske stærke elementer – og lidt en følelse af at være bygget på en bog, hvor man havde været nødsaget til at skære noget grundlæggende forklarende væk. Desværre var den også præget af mindre end overvældende håndværk, sløj skuespil og et fundament af tåbelighed.

Som eksempel følgende monolog, der udgør filmens videnskabelige grundpræmis:

3
Episode 99 – Into The Black – Barnard Castle Eye Test – Lagunitas IPA og… Okkuperet

3 kommentarer

Hæhæ!
Ny disciplin: – de dårligste forklaringer til understøttelse af en fortælling. Eller: – hvornår er det komplet umuligt, at få knappet selerne til tvivlens bukser knappet op?

Et af programpunkterne i den såkaldte “mundane science fiction” var vel, at frigøre genren fra “techno-babble”. Det lykkedes bare ikke særligt godt, vel da? “du skal stadig ha det skide rumskib til Ganymedes, på baggrund af en teknologi, der ikke findes, med udgangspunkt i en økonomisk struktur, der ikke findes og en række råstoffer samt problematikker, der allerhøjest kan være supponerede.
Og så bliver det (jo) ikke nemmere, dersom det “okkulte” skal rationaliseres. Mere techno-bab! Og man ender med de korte forklaringer, der virkelig siger forfatter og producent “noget” (eftersom de er så fordybet i egen “world-building”), men næppe kan forstås af omgivelserne.
Uden sammenligning iøvrigt (jo – absolut), sidder jeg p.t. og læser Peter Øvig Knudsens 1000-siders “epos” om “Thy-lejren” (med tilliggender). Og uagtet sympatier – og egen mangelfulde hukommelse (thi man var vel kun et barn) – er det tydeligt at der i dette “sociale eksperiment”, gradvis opstod et egen indre “rationale”, der kun lader sig forklare udfra dets egne præmisser. Såkaldt “omfangs-logik”.

Ikke desto mindre kan omfangslogikken blive for tynd, for snæver, for meget (mand!), og så er det ikke længere “willing suspense of disbelief”, som det – med vistnok H.P Inselmanns ord – er “hanged by the neck until death”. Skuffelserne står i kø, men vi lever for de få øjeblikke af “sense of wonder”, hvor Dan Turells satori sætter ind. “Lysets Engel går med glans…” osv

“Spøgelser uden hjerner”? Jasåeeee – min øjeblikkelige association var “Stjerner uden hjerner”. For den film(?) fører sig også frem på den mest mellemlægningspapirtynde præmis og er faktisk ganske umulig at se, dersom blot en enkelt synapse rører på sig 🙂

Se dog noget ordentlig fjernsyn, menneske 😀

Jeg har sådan en monolog om horror, hvor de starter fra udgangspunktet, at alle videnskabsfolk egentlig godt ved, at det overnaturlige er virkeligt, og paranormale forskere er velansete, og hvor tåbelig den type horror er – men så er jeg i gang med at genlæse Charles Stross’ The Atrocity Archives, og nu visner den monolog lidt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.