Jeg er ret sikker på, at det var dig, Janus, der engang “belærte” mig om, at “nåja, Lessing havde jo fået en Nobelpris i litteratur, men næppe for hendes science fiction – output”. For så vidt som, at jeg senere er kommet til den afklaring, at der ikke er meget SF i Doris’ output (tjek evt scifisnakkernes holmgang med Inge Eriksen eller LæsDen-gutternes livtag med Shikasta), er det jo kun anekdotisk, og for at holde debil cementen fra dørene, at fremhæve den slags ligegyldigheder.

Men idet Doris forekommer temmelig afslappet og nærmest lunken overfor DEN HELT STORE NYHED, kan man – eller rettere jeg – ikke frigøre mig fra, at de sidste par års temmelig mærkelige adfærdsformer i NOBEL-KOMITEEN (fint skal det være), har udvandet – nærmest latterliggjort – pris såvel som komité.

Det er uhyre tørre tårer jeg sjatter over Oscar-prisens fall from grace, Nobelpriskomiteens nid og inside-nag, samt Det Danske Akademis bedagerhed og komplet ligegyldige eksistens – bortset fra alle tre “institutioners” opretholdelse ved internt rygklapperi.

Og på den måde er det vildt opløftende, at se en gammel kone give udtryk for at det er – for hende (implicit: for alle) – er bedøvende ligegyldigt. ” I have written for sixty years” – id est: – jeg ved sgu godt hvad man skal gøre; det behøver jeg ikke noget andet for at vide!
Det er klasse – det er dronning (da det nu ikke kan være “konge”)
Så den var go dén, var den da, dér 🙂