Nogle gange bevæger man sig ind på bøger ad sære omveje. Jeg stødte først på Adam Roberts på The Guardian, hvor han blandt andet har skrevet Fever dreams: did author Dean Koontz really predict coronavirus?, som (mener jeg) var med starte et afsnit af podcasten. Senere stødte jeg på ham på Twitter, hvor han bl.a. gør sig i ordspil af militærstyrke.

(Han begår dog også mere alvorlige pipperier).

Men langt om længe kom jeg dog til Roberts’ debutroman fra 2000, Salt, som ad sære veje havde lusket sig ind blandt mine bøger. Den lovede god science fiction af den klassiske type, men blev samtidig lovprist af Peter F. Hamilton på forsiden, hvilket føles lidt som at se Jane Austen solgt på et citat af Barbara Cartland.

Titlens Salt er den planet, hvorpå det meste af handlingen foregår – man gætter nok dens mest fremtrædende karaktertræk. Tænk en hvidere udgave af Arrakis. Hertil ankommer kolonister fra Jorden, delt op i forskellige fraktioner efter hovedsageligt religiøse forskelle, som skaber hver deres stat på den nye verden. Og så er der lige Als, hvis forskel fra de andre er noget mere grundlæggende. Faktisk var de nok mere end mindre tvunget til at kalde sig selv religiøse for at kunne komme med på rejsen – deres stat er grundlæggende anarkistisk. De betragtelige kulturforskelle bringer dem allerede undervejs på kollisionskurs med Senaar, der er på vej mod et militært diktatur. Og bedre bliver det ikke, da de alle har slået sig ned på Salt.

Historien fortælles gennem en repræsentant for hver side: Barlei ender som den øverste leder i Senaar, mens Petja er centralt anbragt i udviklingen på Als’ side (da Als jo ikke har ledere og i det hele taget har svært ved at forstå tanken).

Salts grundkerne er de to kulturer, der er så vidt forskellige, at det er dem umuligt at forstå modparten. Senaar sender diplomatiske udsendinge, og Petja ender som den, der skal tage imod dem; diplomaten forventer en formel modtagelse, og Petja svar er “Jeg kan da hjælpe dig med at få et glas vand, hvis du trænger.” Det må naturligvis ende galt. Og på den ene side er det en meget alvorlig affære, men samtidig tegner Roberts dem så skarpt op imod hinanden, at man næsten får lyst til at fnise.

Roberts har begået en del bøger siden, og det er klart et forfatterskab, jeg vil videre med. Salt var et godt bekendtskab, som formåede at fænge, selv om der måske ikke er et stærkt plot. Der var et tydeligt genrekendskab og en skarp kontrol med virkemidlerne. Og noget underliggende humor.