“Løftet, der holdtes” og “Løftet, der brødes”, af Lafcadio Hearn

“Løftet, der holdtes” og “Løftet, der brødes”, af Lafcadio Hearn

I dag byder Janus på en dobbelt Lafcadio Hearn-feature, med to spøgelseshistorier på fælles tema, fra det forgangne Japan.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Superkultur-podcastens julepodkalender 2020 er produceret i samarbejde med Bondos Bibliotek. Alle tekster og oversættelser er i public domain, og gengives her under en Creative Commons-licens (CC-BY-NC-SA).

Vores intro-speak er bearbejdet fra HF Feilbergs Jul, bd. II. Udtoningsfanfaren er fra en drive-inbiograftrailer.

De ansvarlige er Janus Andersen og Allan Haverholm. Send dem en julehilsen på podcast@superkultur.dk, på twitter @superkultur, eller støv ouijabrættet af og kanaliser deres ektoplasmiske essenser i en horcrux efter dit valg.

2
Danske besættelser, del 3: “Djævleblændt” Danske besættelser, del 2: “Heksejagt”

2 kommentarer

I fordums tid, da ruder konge var knægt og far var en lille pige, havde Filmmuseet til huse i Store Søndervoldstræde på Christianshavn i København.
Bortset fra museum og bibliotek, var der også en biograf, og man kunne – for et yderst beskedent beløb – blive medlem af “Filmmuseet”, og for et næsten symbolsk beløb (5-10 kroner pr. forestilling) komme til at se en røvfuld af film, der hverken gik i biografer eller fjernsynet (heller ikke det svenske, som vi, i min familie, ellers holdt mere af, end den danske udgave).
Endda kunne man skrive til Filmmuseet (det dér med konvolut og frimærke) og komme med ønsker til forevisninger, hvilket resulterede i at jeg kom til at se en allerhelvedes bunke sci-fi-film (bl.a. Solaris uden undertekster men med simultan-oversættelse … – spøjs oplevelse).
Én sæson blev afsat til “japansk cinematografi”. Og bortset fra de obligatoriske Kurusawa (naturligvis, og hvorfor dog ikke?) var der også neo-depressionistiske japanske art-movies. Men, og i denne forbindelse relevant, japanske skrækfilm. Herunder “Kwaidan” (1964) – som vel nok mere er en samling af novelle-film, end en egentlig spillefilm. Og der er vist også noget med, at “kwaidan” blot er genre-betegnelse: “spøgelseshistorier”.
Men jeg blev jo lidt nysgerrig efter at vide mere om denne Lafcadio Hearn, og opdager sørme’ at det er en europæer, som har gjort udi klassisk japansk horror, idet det er nogle af hans historier, der ligger til grund for “Kwaidan” the movie. Det er sgudda skægt.
Gad vide, hvad det har at gøre med “River Kwai” af Pierre (Abernes Planet) Boulle?

Puha, det er alligevel et godt udvalg af film for under en tier…!

Forbindelser til River Kwai? Nja, en hurtig internetsøgning fortæller at en mere reel form af filmens titel er “Kaidan”, hvor “kai” betyder spøgelse eller åndesyn. Det kendes osse fra sammensætningen “yokai”, som er trolddoms- eller ulykkessvangre spøgelser. Skal vi over i beslægtede film kan vi isf tage Miyazakis Mononoke hime – hvor navnet på titlens prinsesse er omtrent synonymt med “yokai”.

Eller vi kan tage et elegant hop fra Kurosawa i stedet, til hans ven og kollega Ishiro Honda, som bl a instruerede den oprindelige Gojira 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.