Den seneste tid er gået med en “modul-opgave” om DSA-elever. Dansk Som Andetsprog. Og idet “man” – fra politisk side – ikke rigtigt gider tilføre folkeskolen (eller læreruddannelsen) yderligere ressourcer, så er det lige noget, som vi lærerstuderende OGSÅ lige skal have med i vore “didaktiske overvejelser”. Man skulle jo nødig komme til at kede sig, og metieren bærer jo sådan set lønnen i sig selv, ikk’sandt? Vi vil jo – som Hendes Majestæt Statsministeren siger – alle børnene det bedste. I ledige stunder kan man så overveje hvem “vi” er, hvem de omtalte “børn” er, samt hvad der er “det bedste”?

Ihvertfald tilsiger Loven (specifikt: Folkeskoleloven), at sådan er det, hvorefter man have sig at rette. Og det er netop “Loven” – lov – vi skal have under kniven idag.

Ukendskab til loven er – som bekendt – ikke nogen undskyldning. Men så er der også dem, der har et nærmest fetichistisk forhold til regler. F.eks. Jack Merridew i “Lord of the flies”, der allerede tidligt i romanen, bliver talerør for: – Vi skal have masser af regler! Hvilket man sammenholde med, at meget lovgivningsarbejde – i Danmark – består i behandling af “Lovforslag om ændring af lov om …” Men hvad er “Lov”? Og vi vil se bort fra det konkrete indhold af en given lov og spørge, som Marcus Aurelius: – hvad er det, i sig selv?

Og der nytter det virkelig ikke, at komme springende med Jura, retspleje eller retfærdighed. Det kommer EFTER loven, således at man kan faktisk kan sige, at LOVEN ikke er udtryk for retfærdighed, men man kan blive dømt “retfærdigt – efter loven”. Lov er lov og lov skal holdes, som vistnok Politimester Bastian, i “Folk og Røvere i Kardemommeby” fyndigt udtaler.

Men hvor kommer “love” fra? En medstuderende (hej Patrick!) gjorde mig fornylig opmærksom på, at der på engelsk var en etymologisk kobling mellem “lore” og “law”. Folklore og Lov. Hvilket umiddelbart kan virke provokerende – heldigvis. Og forbindelsen mellem engelsk og dansk er til at tage og føle på, når man indtænker “Danelagen” – “Danelaw” – i et historisk perspektiv (sådan cirka det 8. århundrede frem til slaget ved Hastings 1066, give&take).

(Folk)lore betragtes vel alment som observerede traditioner og ritualer, eventuelt myter og fortællinger, fra mere eller mindre eksotiske lokaliteter. Herunder folkeeventyr, nationalepos’er eller stedbundne myter og overleveringer.

Og på den måde kan man gå etnologisk, eventuelt antropologisk, til værks – eller hive Freud på banen, når nu psykoanalysens efterkommere, i form af systemisk teori og inklusionsparadigmer, er kommet så vældigt i vælten. Men det pjat har vi ikke tid til hér.

En 1:1 kommensurabel skalering af “law” og “lore” er mulig ad en lille omvej. For flere (engelske!) opslagsværker holder på, at “lore” kommer af Old English (og vi viser lige én:

Som sagt: af Old English: Lãr. Og “lar” er et latinsk låneord (faktisk er det bare latin), der en forkortelse af “Lares”. Og larer er det samme som genus loci – hjemmets beskyttere. Men også lokalitetens beskytter. På visse betingelser.

Larerne (loven) beskytter indenfor et bestemt område (geografisk, psykologisk, økonomisk, politisk – pick any!). Hér gælder “loven” – men hvis du bevæger dig udenfor denne lov, udenfor larernes indflydelse, da vil du lide fordærv og død, thi dér kan de ikke længere beskytte dig. Det er Loven, og den går jo netop fint i tråd med f.eks. “folkeeventyrets” morale. Og på den måde er netop de folkloristiske traditioner og fabler (eventyr) en ritualistisk edsaflæggelse til de “stedlige ånder”: – herre! befal! vi følger! & “Flyv Ikke Højere End Vingerne Bær” – ved hjemmets arne, det lønner sig bedst.

Man kan derfor forestille sig, at LOVEN udspringer af visse konkrete observationer eller nødvendigheder (“nej, puttepige: – det er ikke smart, at gå ud i skoven om natten”) og dertil nogle moralske overlæg (“fædre bestemmer over døtres dyd – underforstået: “fædre kender udmærket til andre mænds og fædres fantasier og inklinationer”). Allerede hér har vi så ideen om en “ejendomsret”, og så kører det ellers derudaf. For næste levende billede er påstanden om, at indenfor et specifikt geografisk område, gælder den “lov” som husherren – nu Fyrsten – påstår han kan beskytte, med belæg i at der er larer (deiteter) der beskytter hans “ejendom”. Og så får vi told og skat 🙂 som “beskyttelsespenge” og “dummebøder”, gebyrer, honorarer, sportler, ydelser, afgifter. Og tror man ikke på dén, så undersøg lige hvor Habsburgernes kodyle formue stammede fra – og det var netop Habsburgerne, der definerede “Loven” i en lang historisk periode, i Europa.

Og det bringer os vel i virkeligheden til en erkendelse af, at lov er en legering af lige dele snusfornuft, forestillinger om ejendomsrettens ukrænkelighed samt påstanden om udefra kommende trusler og direkte trusler i form af sanktioner. Helst garneret med nogle “moralske principper”, der defineres af den til enhver tid sejrende kaste. Bliv ved din læst & Bliv. Hjemme. Lares ipso facto.

Og nu vi alligevel er her, og netop fordi det har affinitet til det folkloristiske, en kortvarig rekursion til “Bro Bro Brille”, fra tidligere indlæg, men motiveret af Øl&Ævls podcast nr. 125 om samme, samt diskussion med min nævnte medstuderende (Hej igen, Patrick!)

Idet jeg har haft svare problemer med, at finde tilbage til kilden for min eksplicitering af at “braux” er fransk for “markafbrænding”, begyndte jeg at tænke ad de baner, som ØlÆvler Mathias'(?) mor havde SMS’et til ham. Og hér drejer det sig om Pesten, Den Sorte Død, lavet om til kædedans. Hvilket jo så kan suppleres med, at Thors rejse til Udgårdsloke – i middelalderen – blev lavet om til kædedansen “Tor af Havsgårds rejse til Tossegreven” (Asgård – turser = jætter).

Og så fandt jeg ordet “breau“, der angiveligt skulle betyde “at gå hen over”, “at overskride”. Okay: breau, breau, brillé – Første gang, Anden Gang, MEN: – tredje gang … så skal (han) “skinne”. Der er klart muligheder i den udlægning. Men selvom jeg accepterer, at “den sorte gryde” er set i mange katolske udlægninger af Helvede:

…. – så har “Den Sorte Gryde” stadig konnotationer til noget keltisk. Og det drejer sig ikke om det 5. århundrede. Det drejer sig om tiden op til år 100 fvt. Men det er anden historie. Og det er ikke sikkert at den ville have været bedre, idet keltisk lovgivning på mange måder ligner noget vi kender fra langt nyere tid – fra et helt andet geografisk område. Med tanke på Jyllandsposten og Charlie Hebdo tør jeg ikke sige mere …. (gu gør jeg da så)

Ihvertfald en tak til Patrick fordi han satte mig igang.