Damon Draycot er en fandens karl, en mændenes mand og en kvindernes ligeså. Han er verdenskendt som arkæolog, så vi snakker Indiana Jones-niveau af mandlighed, forestiller jeg mig. Så han bliver naturligvis interviewet på fjernsynet, da han opdager en hidtil uudforsket hule i Texas og vil bedrive videnskab i den – og tillige slå rekorden i at opholde sig længst under jorden. Alle jubler og klapper i deres små hænder.

Og ned i mørket drager Damon, hvis efternavn udtales Draco. Hvad han oplever der, vil han ikke, med bagsidens ord “ønske for selv sin værste fjende”. Jeg vil spoile og fortælle, at det er en nomade-civilisation af dragemænd. Lidt som omvendte kentaurer med mand fra røven og ned og drage op. Da Damon kommer ud for en ulykke, redder de hans liv med en blodtransfusion (“Hvis det er dit navn for at give blod fra én til en anden for at redde liv, ja.”) og peger ham tilbage i retning af overfladen.

Det er dog andet end berømmelsen, der venter tilbage i Damons egen verden. Med blodtransfusionen har fulgt – nåja, en varulvefortælling, bare med lidt oftere transformationer, end fuldmånen ville kræve. Og selv om den dragemand, der reddede vor hovedpersons liv, egentlig virkede ganske tilforladelig, vækker Damons nye dragegenpart ikke andet end voldelige følelser i ham, så han stormer ud i natten (jeg forestiller mig bar røv og dolk under den dragoniske overkrop) for at myrde og voldtage.

“Dragemanden Draco” er… ikke en god bog. Men okay, det er nok ikke, hvad man forventer, når man samler “Midnatsgyseren” op – man vil have noget hurtigt og blodigt og schlocky. Og schlocky er det også – men det føles også som at læse en historie, fra før en modig litterær arkæolog drog ned i fiktionens mørke og frembragte oldtidens glemte hemmelighed, spændingskurven! Det virker ikke helt, som om Cyril Donson ved, hvad han egentlig vil – der bruges en del energi på dragemændene, som ingen rigtig betydning får (som om han måske ønskede at vende tilbage til dem i en senere bog), og historien sjosker afsted i utroligt lang tid, før der egentlig sker noget, og myrderierne kan gå i gang.

Mest interessant er nok, at den – med dragemændenes vandren rundt i underjorden – indskriver sig i huljordstemaet. Måske har Niels Klim mødt en af dem og fniset og fniset forlegent ad hans underudstyr.