Byen Pilot’s Creek har en grim hemmelighed. I 1930er bliver en unge kvinde Ella Louise og hendes datter, Jessica, trukket ud af deres hjem midt om natten. En gruppe af byens mænd brænder dem på bålet for heksekunst.

I 1950’erne er det en spøgelseshistorie, man kan få byens alkoholiker til at fortælle. Og i 70erne drives en af de drenge, som gjorde det, til at bruge historien i en horrorfilm, “Don’t Tread on Jessica’s Grave”. Den er ikke en stor succes, men den får kultstatus – og i 90erne er det tid til ironisk metagenfilmatisering med “I Know What You Did on Jessica’s Grave”. Historien har fået sit eget liv – eller rettere: Ella Louise og Jessica har aldrig helt sluppet deres.

Sidste chance for at lægge fortidens ugerninger endegyldigt i jorden kommer, da en true crime-podcaster beslutter sig for at opsøge den skuespillerinde, hvis livet har været præget og ødelagt af historien.

“The Remaking” har sådan en fed ide – og en struktur, der vokser som en spiral. Den er tydeligt proppet med kærlighed til horrorgenren, og de forskellige årtiers tilgang til historien er så tydeligt genkendelige. Man kan næsten se film-udgaverne for sig. På det plan er det en fornøjelse at læse, ganske enkelt.

Desværre er den skrevet, så det knager og brager, hvor ideplanet ellers flyder så let. Chapman forfalder igen og igen til en opbygning, der hedder: Et udsagn. Linjeskift. En mol-agtig uddybning af udsavnet. (måske endnu et linjeskift og endnu en uddybning for helt at slå det fast, at det er horror, vi snakker om).

Det føles, som om der burdes strøes dramatic chipmunk-giffer ud over siderne. Her fra side 95.

That was when she noticed the upturned earth.
All the dirt. So much soil.
It looked as if someone had dug a hole in the ground.
No. Not dug in.
Dug out.

Og det her sker til tider flere gange på samme side, til det kommer til at virke parodisk.

Det er synd, for “The Remaking” er i sin kerne super effektiv og fermt udtænkt. Jeg fristes til at sige, at den burde filmatiseres. Jeg kan næsten se den for mig.