Nu har jeg efterhånden – i kommentarsporet – kaldt “Supersnakkerne” alt muligt. Hvilket skyldes at de selv ekvilibrerer med superhemmelige alias-identiteter, der – når Verden stander i våde, og skæbnens knive ligger i de forkerte hænder – nøder dem til at komme nødstedte til hjælp som Kim Helt og Marvel-Morten: “To tidligere tegneserieredaktører, der taler sig tossede”, som de selv altid indleder deres podcasts med.

Bag disse dæknavne (nej, det har ikke noget at gøre med Schiønning og Arvé at gøre!) gemmer sig naturligvis Kim Schou og Morten Søndergård – i fuld offentlighed. Og med det samme skal det indrømmes, at mit kendskab til Søndergård er større end til Schou – al den stund, at jeg brugte en stor del af min teenagetid i Fantask. Og den senere truende økonomiske krise er ihvertfald ikke min skyld! Og fra den “epoke” i mit liv, husker jeg Morten som et vidende, entusiastisk og gennemført engageret menneske, der kunne rable – i det ords mest positive betydning – deruda’ om alt vedr. tegneserier, film og science fiction. Og det har holdt ved, hvilket man kan erkyndige sig om, ved at lytte til “Supersnak”.

Supersnakkerne har ikke selv helt tjek på, hvor mange episoder af “Supersnak”, de egentlig er oppe på. Men det er et betragteligt højt antal – små 200, I believe.

I disse moderne tider er det væsentligt, at man har et “koncept” (også kaldet “elevator-talen”). Og det har Supersnak så sandelig også – hvilket dog ville kræve en elevator, der gik til The International Space Station. På den anden side er det sådan set enkelt nok: – for hver episode af podcastet er der valgt enten en superhelt, en tegner, en film, en tegneserie, en forlægger, en forfatter, en instruktør, en tegnefilm, en …. ja, som sagt: – uhyre enkelt 🙂

Og efter en kort introduktion af “dagens tema”, geråder de to værter sig ud i hyggeligt mundhuggeri, digressioner ad libitum, associative højfjeldsvandringer og historisk akkuratesse (“nej, det var i nummer 217 af “The Sparrow!” – “Nix! Det var nr. 117 af “The Eagle!”). Hvorefter man umiddelbart kunne tro, at nørd-barrieren var nået, samt at man er vidne til en gang kombineret TP og Bezzerwizzer. & det er man OGSÅ! Men mere end det: – thi værterne har en misundelsesværdig evne til, at perspektivere deres trang til overbud – som aldeles ikke er selvhævdelse – der formår at delagtiggøre, engagere, lytteren i den vej hulter-til-bulter-diskussionen nu går. Og netop fordi d’herrer faktisk ved en allerhelvedes bunke om deres eget “konceptuelle tema”, skal man være forberedt på at afstå mindst 1½ time på kontoen for opmærksomheds-budget. Men de røde ører er givet godt ud.

Nu har jeg lært – eller ihvertfald fået at vide – at man altid skal starte sit “feed-back” med tre positive ytringer. Derefter kan man gå til det negative “feed-back”. Det er en meget underlig måde at betragte “feed-back”-begrebet på. Men ihvertfald kan man sige så meget som, at lytteren til “Supersnak” nok er nødt til at være i besiddelse af en hvis grad af fleksibilitet (og ellers kan man jo altid brokke sig i kommentarfeltet). Og hér tænker jeg på, at der er ret mange lag i diskussionerne mellem Schou og Søndergård – det er ikke 1:1. F.eks husker jeg, at Søndergård udtalte at af alle “Marvel Comics”-figurer ville han helst være “Dr. Doom”, for den figur havde sit eget rige og diplomatisk immunitet. Se, det er nok næppe et udtryk for at Søndergård skulle være krypto-fascist, men i høj grad et udtryk for, at i “Supersnak” leges der med – og snakkes (skændes) der om – Universer. Det er hér kravet til lytteren sætter ind. Eller også er man bare selv ude om det – ævbæv 😀

Alt det foregående “skriv” kunne læses somom “Supersnak” er noget værre rod. Til hvilket der er at sige: – Jep, skatter; det er det OGSÅ. Men fremfor alt er “Supersnak” et forum, en arena, et “somewhere over the rainbow”, hvor den åbenlyse begejstring for figurer med underbukser udenpå tøjet, IKKE får lov at overskygge knivskarpe betragtninger om den – nogle gange – alt for realistiske verden, vi bor i. Så selvom Schou og Søndergård ifører sig stramtsiddende trikot og slængkappe, selvom de ifører sig magiske identiteter – out of this world – så har de til stadighed ganske robuste fødder plantet solidt i en virkelighed vi har til fælles. Og det er netop det opmuntrende, det tilskyndende, til at blive ved ved at lytte til “Supersnak”. Der er intet vi mangler mere, end holdbare holdninger og begrundede betragtninger.

Endelig skal det da også nævnes, at Mark Borello har udført nogle vidunderlige vignetter til hver enkelt episode af “Suspersnak”. Og mens man lytter til pod’en, kan man lade sine øjne gå på opdagelse i Borellos utrolige grafik.

“Supersnak” får 10 stjerner udaf 5 mulige

https://nummer9.dk/category/podcast/supersnak/