THE HORSING-SYSTEM

Mysteries of the Autonomic Nervous System - Masterson Method
(ill.: masterson method)

Det starter med “bullshit” og derefter “horsing around”.

Faktisk havde jeg skrevet et indlæg – som jeg så overvejede om jeg skulle skrive som en kronik, og tilbyde den til ét af “de herskende dagblade”. Det indeholdt en højlydt undren over den retorik, der i medier bliver bragt i anvendendelse i den forhåndenværende yderst kritiske situation (“Putins krig”, “Putins invasion”, “Putins hær” stillet overfor, at det aldrig hed “Nixons bombemaskiner”, “Thatchers flåde” eller “Anders Fogh Rasmussens soldater”). Og jeg tillod mig desuden en stille undren over den beredvillige nødhjælp, der kom ukrainske flygtninge i møde. Det samme oplevede man ikke, da flygtninge fra Mellemøsten bevægede sig langsomt, af udmattelse og forknugethed, op ad de danske hovedveje. Til dem var der ikke 9 milliarder kroner (1.500 bobs pr. hver dansker) og 2.500 Stinger-missiler – hvad skulle de vel også bruge dem til? De skulle jo videre – helst i en fart!

I sidste ende mistede jeg modet. Jeg turde ikke – simpelthen! For ud fra de parametre, der “normalerweisse” bliver bragt i anvendelse i ophedede diskussioner, ville jeg blive udnævnt til at være en “puhbæ”, en “omvendt girafrøv” – en “bullshit”. Og man har hverken rygmærke eller motorcykel, så det ville jo ikke holde.

Joan Miró Ubu Roi IV
Joan Miro. Ubu Roi (Goldmark Galleri)

Lad os derfor – istedet – vende blikket mod nogle næsten 40 år gamle tildragelser.

Sådan cirka halvdelen af årgang ’85 på Tårnby Børnehaveseminarium var helt oppe at køre på musik og drama, og i 1985 opsatte vi – ad to omgange – “Kong Ubu” i en storstilet produktion. Så storstilet den nu kan blive, når der ikke er så meget som en bøjet femøre at gøre godt med. Men storstilet nok til, at forestillingerne blev set af små 500 publikumser. Og på forhånd vil jeg godt advare: – der bliver tale om selvpromovering, mine damer og herrer! Take it or leave me!

Der var omkring 15 “skuespillere”, 4-5 andre var med til scenografi, scenearbejde og fremstilling af kustymer og rekvisitter, 2 dramaturger (drama-lærerne) og en komponist (musiklæreren). Hertil to studerende, der var knaldhamrende dygtige til sminkning og make-up … – og det kunne man godt se, på en daglig basis, når de havde iført sig krigsmaling. Og så var der Morten, som IKKE skulle op på nogen scene, men som brændte for at optage hele moletjavsen på vi-deo og tage nogle goe’ fotoer af hele affæren.

Ubu Roi - Wikiwand
Max Ernst

Bortset fra syning af kustymer, video&foto, musik og sminkning blandede jeg mig op i alt, for i udgangspunktet var det mig, der havde “solgt” projektet til holdet. Og som noget af det første, redigerede jeg i Alfred Jarrys manuskript – jaja, jeg ved godt det er helligbrøde, men udbruddet “prostata” er bare ikke særligt terrængående, så jeg tyv-stjal “pislort” fra ABC-teatret opsætning, fra et par år tidligere. Og der var forskellig andet. F.eks at jeg også instruerede, lavede scenegange, bestemte lyssætning og scenografi. Et eller andet sted midt imellem Kloge-Åge og en smerte i nakken.

Herefter gik jeg igang med en plakat til forestillingen – lavet som linoleumssnit – udfra nogenlunde denne scenografi:

Alfred Jarry's Ubu Roi: The Most Punk Play Of All Time - Flashbak
Originalteksten siger “Polen” – derfor Warszawa. For os blev det til “Langtbortistan” med skyldig tak til Sonja Rindom

Og alt imens dette foregik, og alt imens vi øvede og øvede replikker og scenegange, var de – oppe på “systuen” – ved at udtænke en grum hævn.

Det største scenografiske problem var “phynancial-hesten”. For i de fleste tilfælde – i de fleste opsætninger – er den blot tentativt, konjunktivt, tilstedeværende, kva den “phynans-kasse”, den trækker med eller på sig. Men vi ville kraftknuseme ha’ en hest ( ” – åh giv mig en hest , mor …. ” – uvedkommende association. Skrid!), også fordi den skulle i krig mod russer-høvdingen, og havde en ret central rolle i “Æblemostsangen” (et nyt og innovativt indslag, der bidrog positivt til den almindelige forvirring). Så vi lavede – i sløjdlokalet i kælderen – en …. – ja, en træhest – som så selvfølgelig skulle polstres og udstyres med hoved&hale (” – som vi to kan ride på … !” HOLD NU KÆFT!). Og så var der altså bare det ved det, at “dyret” skulle op ad en slidske, for at komme op på den “catwalk” vi havde lavet mellem Scene 1 og Scene 2. Og den var tung som død&helvede.

David Hockney. Phynancial Horse. Design for the play Ubu Roi. 1966 | MoMA
(David Hockney, Phynancial Horse, 1966)

Denne beretning tildrager sig en tid, hvor man kunne blive optaget på seminariet – både pæd. og lærer – med udgangspunkt i en studentereksamen (hvilket vist forøvrigt stadig er tilfældet, også for andre uddannelser, hvorfor man faktisk kan blive uddannet psykolog som 22-årig – tag den, søster lagkage!). Og vi var altså tre mand, der faktisk havde hørt lidt efter i de gymnasiale fysiktimer. Derfor kunne vi opfinde “The Horsing System”, hvorved den halvanden hundrede kilo tunge “rekvisit” med et “snuptag” kunne bringes op ad kanten til afgrundes rand, og dette kunne ovenikøbet gøres scenisk/dramaturgisk forsvarligt, idet der kun skulle 4 “vagtposter” til at gennemføre manøvren, som involverede et tov og to taljer. Til gengæld måtte “dyret” så bliver stående dér, resten af forestillingen, idet det ville være forbundet med decideret livsfare – for både skuespillere og publikum – at skubbe krabaten tilbage i “hullet”. Men det gav vist også en hvis “nerve” til forestillingen, at der stod så sær en “trojaner” midt i det hele. Alt dette gik under navnet “the horsing-system” på hele holdet.

Min senere hustru havde rollen “Fortæller”, eftersom “geniet hér” som sagt havde redigeret i den oprindelige tekst – også lidt fordi vi ikke havde mod på at opføre de tre (komma 141528)-4 timer der skal til, hvis man både vil opføre “Pere Ubu” og “Ubu Roi”. Og af mere private årsager deltog faktisk også min datter – godt emballeret inde i sin mor. Hvilket var en lidt spøjs ting, idet fruen var udklædt som fransk apache (med overskæg og hele dynen) samt – af biologiske årsager – en strutmave. Og i solidaritetens hellige navn var jeg nødt til at iføre mig en “fat-suit” (længe før det begreb opstod), bestående af tyve kilo bomuld der, som forestillingen skred frem, mere og mere blev til en “wet-suit”. Aldrig har jeg dog følt mig så svanger! Herunder man sér hvordan:

Yours truly som Kong Ubu, 1985. Foto Morten Hedelund

“Systuens” forfærdelige hævn –

Nu kunne det være fikst, hvis jeg så rundede af med en henvisning til Putin, der var en del af indledningen. Men Yby er ikke nogen Pytang. En mere ‘patalogisk – for ikke og sige: “patologisk” – kunne derimod udmærket være Donald Trump. Virkeligheden overgår fiktionen.

Comments

  1. Janus

    Der er grundlaget for en film i den her tekst 🙂

    Men argh, det sidste, afgørende billede mangler!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.