Allehelgens gengangere, 1: “Varslet”, af Algernon Blackwood
Kan man høre den samme podcast to gange, eller bliver den bare en skygge, måske endda et spøgelse af sig selv for hver gang man lytter til den? Det stykke lommefilosofi er bare dække over, at Superkulturs podcastredaktion er kommet til kort overfor oktober måneds afsnit.
I ugerne op til allehelgens aften (også kendt som Maskernes Nat) genudsender vi derfor crémen af de public domain-spøgelseshistorier, som tidligere blev udsendt som del af vores julepodkalender 2020. Se de oprindelige show notes for flere detaljer!
Download her, eller abonnér på podcastens RSS-feed!
2 kommentarer
Jeg syns helt klart man skal køre noget genkik (Hej, Lillebror og Ingrid) af den hyggelige uhyggelige slags. Også selvom jeg ikke fatter, hvordan den der Hallowed Eve har kunnet indpas på dansk (nordisk?) grund. Men okay – det hele hænger jo sammen med Høstens – derfor Dødens – Gud, Samhain, der jo var keltisk, og selvom der er lidt skænderi om det, så har vi herhjemme Kimbrerne (fra Himmerland), der tydeligvis var en keltisk befolkningsgruppe. Det kan man jo lige overveje …
Mandens personlige/private UDGYDELSER kan godt gi’ mig gøjseren, men jeg vil alligevel mene at Ray Bradburys UDGIVELSER passer godt til årstiden. Især: – The Autumn People, Something Wicked This Way Comes og The Halloween Tree.
De to sidste er iøvrigt filmatiserede – men ikke noget hurradadér. Dog kan de – i en snæver vælling – da godt ses, sammen med familiens yngre segment. Eller bare hvis man er i det humør.
Bøgerne er nok dog bare bedre.
Ikke desto mindre: – på engelsk er der udtryk vedr. skiffy-litt. der hedder “cozy catastrophe”. Det er sådan noget Doyle og Wyndham knald. Man kunne måske derfor opfinde termen: – homely horror, som et forsøg på at oversætte “hyggelig uhygge”. Og hér på associationers banegård har jeg dertil en lille anekdote (thi, hvad gør man ikke for at eksponere sig selv):
Jeg arbejdede engang på et fritidshjem. Og om eftermiddagen blev der serveret et eller andet næringsmiddel for ungerne. Dette blev kaldt for “hygge”: “- Så er der Hygge! Ind på stuerne”. “Stuerne”? Lyder også hyggeligt – men betød bare, at ungerne var delt op og “hørte til” en gruppe og en pædagog, der havde ansvaret for et lokale.
Oftest skulle recipienterne sidde ved “stuens” borde og indtage “hyggen, mens pædagokken evt. læste en historie (eller gav en generel skideballe – enormt hyggeligt, do!). Men til tider blev der bare langt af disken, ude i køkkenet. Dette blev kaldt “flydende hygge”.
En eftermiddag, hvor dette gik for sig, råbte én af de helt store knægte (dengang gik man på fritteren til man var 14): – Så er der Flydende Uhygge!
Så blev han smidt ud, og det kom til forældresamtale og skærmydsler. Og det er nok det mest uhyggelige –
Jeg går derfor helt klart ind for at hylde Den Store Græskarmand, ligesom Linus/Thomas, og mener at han snildt kommer op på siden af Julemanden. Og udgiften er den samme 🙂
– Henning
Asså, jeg ved godt at den amerikaniserede fejring af halloween betragtes som noget nymodens, fremmed gøgl, men allehelgensaften er jo en gammel tradition — også i Danmark, hvor den så ikke har nået samme højder som i den anglofone verden.
Som vi også fremhævede i julepodkalenderen 2022, så er det hip som hap, hvilken specifik dato man sætter på denne dødsfest, for julen har samme træk hvis man graver lidt under overfladen. Søg på Feilberg i sidespalten, så myldrer der masser med spøgelser og julefolklore frem! Det er hele den mørke årstid, som vi finder uhyggelig og melankolsk, men det gør det ligesom mere tåleligt at fokusere rædslen ned til én nat — bum! Og så er det ovre.
Tak for anbefalinger og kommentarer! I vores ydmyge podcastregi har det nok lange udsigter før vi kan bringe Bradbury-historier, for med hans læserskare kommer værkerne næppe i public domain lige med det samme… Så er det godt, du påpeger dem i stedet 🙂