Hele oplægget trodser både troens og velviljens grænser. Trods spændende øjeblikke og godt skuespil forbliver “Inside man” en overkonstrueret, men hul skrivemanøvre.

Det ligger lige for at sammenligne Moffats arbejde post-Sherlock og –Doctor Who med Russell T Davies’ — og der står Moffats tendens til at iscenesætte spektakulære konstruktioner tydeligere frem.

Primært fordi, selv når Davies lægger et elaborat, spekulativt drama som Years and years op, så er der en menneskelig kerne i værket, i figurerne og deres relationer.

Den menneskelige motivation bag Inside man synes udelukkende at være forfatterens eget behov for applaus.