Lovecraft country (2022)

TMDb

Vi har haft et gensyn med Lovecraft country, to år efter dens oprindelige udsendelse, og den står om muligt stærkere nu.

Det er stadig en medrivende, brutal og sprudlende dekonstruktion af racismens rædsler, filtreret gennem — I ved, tentakelmonstre og magiske kulter.

Da jeg først så Lovecraft country i 2020 havde jeg stadig romanforlægget frisk i erindringen, og jeg var vel kritisk overfor de ændringer, serien gjorde. Denne gang kunne jeg se den på bar arm, og nød den langt mere.

Romanen har mange af de samme kontraster mellem pulpgenrer og generationer af afroamerikaneres hverdag. Forskellen er, at romanen er skrevet af en hvid forfatter, Matt Ruff, hvor HBO-serien er adapteret af bl a afroamerikanske forfattere og producenter.

Det skal ikke tage noget fra Ruffs gode intentioner! Hans mission er netop at give en racistisk forfatters (Lovecrafts) værker et racetolerant spin — og jeg holder selv meget af hans roman, hvilket var med til at skrue forventningerne til TV-serien i vejret.

Serien tilføjer bare en ekstra, levet dimension. Den bringer i højere grad afroamerikaneres historiske og levede trauma til forkant, og kontrasterer dem smukt med både samtidige og nyere taler mod undertrykkelsen.

Serien Lovecraft countrys styrker ligger i høj grad i dens inddragelse af specifikke historiske hændelser, som sætter fiktionen og horrorgenren i skarpt relief.

Serien går desuden et skridt videre, og sidestiller også kønsdiskrimination, klasseskel og stigma omkring LGBTQ+-folk med racisme — uden at miste hverken fokus eller pulp-elementet, som er historiens anden røde tråd.

Dog taber serien pusten i opløbet, og den forstemmende afslutning er ukarakteristisk hastig, abrupt og kynisk.

Det historiske gab mellem fiktionens slut-’50ere og 2020 er i sidste ende dens akilleshæl. Det ville runge falsk at ende i en utopi, hvor de rædsler den har skildret bliver uddrevet.

I stedet ender serien, som har givet stemme og sang til afroamerikaneres liv under Jim Crow, på et isnende hævnmotiv uden fortilfælde i de foregående ti afsnit, hvilket er en skam.

På trods af den misantropiske tone, serien ender på, er Lovecraft country adskillige gensyn værd. Man må omfavne den som en rejse, der er bedre og vigtigere end rejsemålet.

Her er sammenligning med forlægget i bogens favør. Dens slutning er i det mindste både tilfredsstillende og respektfuld overfor virkelighedens fortsatte ofre for systemisk racisme — uden at gøre nøglefigurer til ofre.

Overordnet karakter efter at have set serien to gange: 7.5/10★

Som et PS, jeg kunne ikke lade være med at søge information om den anden sæson, der var tale om den første tid efter Lovecraft country sluttede.

Hvis zombier var det bedste, forfatterne kunne komme på, så forstår jeg godt, HBO smækkede pengekassen i…

Oprindeligt anmeldt på Mastodon 27. august 2022

Comments

  1. Pingback: Den grågrumsede rumklang af OuPoPo – SUPERKULTUR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.