Som konsekvens af nogle betragtninger i kommentarsporet til min anmeldelse (?) af Lars “v.” Triers “Riget: Exodus” (hej Allan og Janus!), har jeg været nødt til, at overveje om jeg koketterer med at være mystisk eller om jeg bare lever i en helt anden verden. Og bortset fra en sidste bemærkning i denne noget “auto-erotiske” indledning, skal jeg spare læseren for yderligere ego-reference (hvilket jeg alligevel ikke kan holde!). Sidste bemærkning:

– jeg havde en medstuderende, der var autist. Og han sagde til mig, at måske er det sådan at autister er Det Moderne Menneske, netop fordi autister har det bedste med faste rammer og ting på rette plads i den cerebrale sættekasse – og ikke har så meget tid til, hvad andre måtte tænke eller føle eller være interesserede i. Ét styk komponent, lige til at sætte ind i den samfundsmodel, Danmark synes at manifestere sig som. Og jeg er tilbøjelig til at give Thomas ret.

I et længere forord til “Rosens navn” causerer Umberto Eco over udgangspunktet for, samt omstændigheder bag, romanens tilblivelse. Og det helt centrale – ifølge ham selv – er, at han havde en trang til at slå en præst ihjel. Hvilket så blev til en munk – men dog blot på papir og ikke i nogen konkret virkelighed. Og i “Riget I-III” gør Trier gældende, at “måske er det blevet for meget med det intellektuelle hovmod”, eksemplificeret ved Rigshospitalet, hvorfor hele trilogien er én lang henrettelse af dette symbol på det, efter Triers mening, alt for rationelle.

Både Eco og Trier henter potentiale i det labyrint-symbol som Borges igen og igen vendte tilbage til. For slet ikke at tale om Bibliotek/Arkiv-metaforen, samt dybe kældre og høje tårne (og skyd hul i Freud!)

“Labyrint” betyder “dobbelt-økse hal”.

Og for så lige, at føje de to ting sammen (Hukommelspalads og Labyrint), så vil det ene forekomme en udenforstående som det andet. Vi kan ikke kigge ind i hinandens hoveder, før obduktionen – og derefter er det omsonst. Men vi kan gøre noget andet – heldigvis! Vi kan tale om holdninger, hvilket er et begreb som både den postmodernistiske trend samt Francis Yokohama angiveligt skulle have lagt i graven, udfra devisen at samfundet er perfekt, og herefter vil der kun være mere af det samme. Hvilket i mistænkelig grad minder om Anselms ontologiske gudsbevis.

Dette går fint i spand med noget som jeg fik at vide, som en nærmest utilnærmelig “sandhed”, dengang jeg uddannede mig til “inklusions-pædagog”, nemlig at “samfundet” skal betragtes som “vilkår”, hvorfor der ikke skal stilles spørgsmål til det (& basta). Se, et sådant udsagn finder jeg bekymrende – mildest talt – for hvad er så formålet? Jo, formålet er den konstitutionelle opretholdelse af “Vilkår” – accept, javist, men samtidig funktionsduelig instrumentalitet:

“As wanton boys to flies are we to gods; they kill us for their sport” kunne være en udlægning af det forhold, at det “moderne menneske”/individet ikke har en chance for at gennemskue, hvad de postulerede “vilkår” gør med høn/hen. Og hér er det, at den “laterale tænkning”, som blev introduceret af Robert M. Pirsig i “Zen and Motorcycle Maintenance” burde komme på banen ( og skyd hul i Pirsig). For hvis man nu tænker – hæhæ – “ud af boksen”, og kan konstatere at såvel Borges, som Trier som Eco som f****** Pirsig agerer INDENFOR de højtbesungne vilkår, er det så ikke blot en hymne til samme?

Med andre ord er der tale om litterære og kinematografiske udlægninger af en genkendelig weltschmerz hos læseren/seeren/beskueren. Men det holder sig til en konstatering: – vi er alle i samme båd! “Life’s a bitch, and then you die!” – “Livet er som en barneskjorte: – alt for kort og møgbeskidt!” & det er så det “guld” vi enten kan trøste os ved, eller gå videre med?

Vi er ikke afskåret fra at vide, hvad formålet med vores eksistens er. For den er ganske tilrettelagt af et samfund, der fremhæver at “vilkår er vilkår og det kan der ikke laves om på”. Og skulle man være i tvivl, kan man jo altid overveje den beredvillighed, der var ifht “corona” – altså indtil Minotaurus havde fået nok, sad i solskinnet på Dronning Louises Bro og tyllede bajere på græsset (sært nok ret tæt på blegedammene ved Rigshospitalet)

Formålsløshedens Evangelium er alle de bøger, film, tv-serier, der blot udstiller den følelse af formålsløshed, der har bemægtiget sig det moderne menneske, der ikke ejer – og aldrig har fået lært – at have en holdning til andet end hvad det får besked på, gennem medier, undervisning og opdragelse. Og nej! – ihvorvel jeg elsker konspirationsteorier, så er der ikke hér tale om en forestilling om en sammensværgelse, men om en konsekvens af politiske dispositioner og beslutninger. Men for at imødegå det, kan det være nødvendigt at tænke i radikalt andre baner, hvilket så står i risiko for at blive lidt sært.

Der er ingen grund til at ønske sig tilbage til et polariseret Danmark anno 1985-1992. Been there, done that. Men der kunne være mange gode grunde til at overveje labyrintens skrøbelighed, dersom man hellere vil holde med Tyren end med pengepugeren Minos.

Dobbeltøkse! Grib den!