Lone wolf and cub: Sword of vengeance (1972)
Efter drabet på hans hustru vandrer den udstødte samurai Omagi Ittō det feudale Japan tyndt, med hans treårige søn Daigorō i en barnevogn… De præcise adelsintriger bag deres forvisning er lidt uklare, men hævnmotiv bag det hele er det vigtigste.
Denne første film om det blodige familieforetagende lider lidt under at fortælle baghistorien i flashbacks og en urelateret senere historie, men det ænses ikke når musikken først spiller.
6/10★
5 kommentarer
Når jeg kommer i det sofistiske hjørne, kan jeg godt finde på overvejelser i retning af: – Hvis nu IKKE Frank Miller havde introduceret “Lone Wolf and cub”, ville den serie så have haft nogen bevågenhed udenfor Japan? – med det tilstødende (og sofistiske) spørgsmål: – Hvor mange andre serier ved vi så IKKE noget om (exeunt Miller)?
Anywayses – som vi siger – den skal jeg edderbukkemig ha grabberne i, så tak for oplysningen.
Uh, der er så mange ubekendte i den ligning, at det er svært at sige enten eller. Vi havde nok ikke fået de danske (ufuldstændige) udgaver uden Millers medvirken, MEN at han selv blev introduceret for (og inspireret af) serien var jo del af en japansk kulturbølge som ramte USA i startfirserne.
Der var en del manga i luften, helt uofficielt altså, og selv hvis Frank Miller ikke havde involveret sig i den amerikanske version af “Lone wolf and cub”, trak han en del på Kazuo Koikes billedfortællinger så tidligt som i “Daredevil” — og filmene havde allerede eksporterets til vestlige kung fu-elskere — så jeg tror absolut det amerikanske marked indirekte var præget til at præsenteres for mangaen i en eller anden form.
Så skal det selvfølgelig tilføjes at den engelske udgave som Miller lagde navn til, heller ikke var komplet, og “Lone wolf and cub” først forelå færdigt oversat til engelsk i 2002…
Og det går lige op for mig – ved at gøre mig selv den anstrengelse, at se hvad der står (altid en god ide) – at jeg nok har “sofistikeret” migselv op i hjørne, al den stund jeg var overbevist om, at filmen er spritny. Og det er den da, i den grad, lige nøjagtig ikke! 1972 – altså bortset fra, at det (jo) er oldtiden, så er den da samtidig med den “Kurusawa-bølge”, der ramte Europa i årene 1966-75.
Man bør checke sin egen mambo, inden man kommer for godt igang – og det er ikke sikkert jeg får det lært 🙂
Som de siger: ” – wakarimazu ka?” & åbenbart ikke altid – (og er det så nu, jeg skal svare “Hai” eller “Dozo”?)
Måske er det mere korrekt at spørge om Frank Miller havde lavet “Ronin”, hvis ikke han havde læst “Lone Wolf and cub”? Bare for at vende perspektivet 180 grader – hvilket muligvis er det rigtigste.
Jeg går lige en pønitensisk canossagang for ikke at se mig ordentligt for! Mea maxima culpa.
(Men jeg skal sgu se den alligevel)
Nandayo?! Du læser ikke årstallene efter filmtitler? 😄
Ja, “Lone wolf and cub”-filmene rammer et sweet spot, både stilistisk og i tidsramme, mellem Kurosawas samuraifilm og de mere kulørte kung fu-film, som landede i vesten i ’70erne. Og producenterne slog en genistreg i og med at de første fire film alle udkom i løbet af 1972…! Dels er det smart at lille Daigorō ikke bliver synligt ældre (altid en udfordring med barneskuespillere), men fremfor alt at forgængeren var i frisk erindring når en ny film kom i biograferne.
Sammen med at de to sidste kapitler i serien så kom med et års ventetid (hhv 1973 og ’74) er det næsten et mesterstykke i kunstigt skabt efterspørgsel, som f eks MCU lykkedes at genskabe med pausen mellen “Infinity war” og “End game”…
Av! La’ vær’ og spark! Jeg ligger allerede ned 🙂