Der er et klassisk fortællegreb i dystopien, hvor personernes vej gennem deres omverden beskrives næsten drømmende – som om de flyder gennem et næsten hvidt landskab, hvor kun de få ting, der interesserer dem, kommer i fokus. Tid og sted er ikke så vigtigt som personernes manglende forbindelse til verden. Noget af det samme gør sig gældende i Lone Aburas’ “Den frie verden” – som så på ganske eminent vis brydes op, da fortælleren beskriver sig selv; som en af de eneste unge mennesker i hendes omgangskreds går hendes far op i, at hun lærer vigtigheden af at arbejde. Af den grund har han tvunget hende til at se “Matador”.

Den frie verden, hvori historien foregår, er et ressort for rige mennesker, hvor de unge mennesker, der er fokuspunktet, lever det lette liv. De går op i sig selv, og de behøver ikke gå op i andet. På den måde kunne der næsten være tale om en socialrealistisk roman, men til tider ynder forfatteren at trykke på fremtidsknappen. Fortællerens bedstemor ligger gerne i dvale, men vågner nu og da op til rasende monologer om verdens sande tilstand. Der er lidt fremskreven teknologi.

Ærligt talt føles det ikke altid, som fremtidsknappen er strengt nødvendig for historien – men på den anden side er det også i de stykker af historien, hvor Aburas flere gange rammer ganske perfekte – og underholdende formuleringer. Der er sådan lidt light leverpostejballard over oplevelsen.

På den positive måde, forstås. For trods lidt YA-tone og en historie, der ikke bevæger sig voldsomt, måtte jeg opleve mig selv være ret så glad for “Den frie verden”. Sprogknappen fungerer rigtig godt.