Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var vild med Dave Eggers’ “The Circle” – så da han meldte ud, at der kom en fortsættelse, blev det modtaget med nogen glæde. Og det gav bogen ekstra point, at Eggers nægtede at sælge den på Amazon US.

Det skulle have været så godt, men så blev det faktisk skidt.

“The Every” starter nogle år efter “The Circle”. Kæmpefirmaet The Circle har nu opkøbt et vist firma, der sælger ting over nettet (kun omtalt som The Jungle) og er blevet et endnu større monopol; deraf det nye navn, der bedre afspejler deres værdier og mission. Man kan dårligt bevæge sig på nettet uden at benytte en af deres services eller komme i kontakt med dem på en eller anden måde – søgning, SoMe, ehandel og så videre. Forestil dig en digital Godzilla, der opæder data og udspyr radioaktive sociale forandringer.

Men altså en Godzilla, der tilbedes af stort set alle.

Delaney Wells er ikke en af dem. Hun har en plan om at bringe giganten i knæ, og hun har tilrettelagt sit liv efter den – så hun fremstår som en ønskværdig ansat i firmaet og kan komme inden for murene. Delaneys superkraft er, at hun kan koncentrere sig i mere end et minut ad gangen, og hun læser bøger – så som en slags humanistisk James Bond går hun til jobsamtale med en skummel plan. Hun forærer firmaet en ide, hvilket er et sjældent råstof i et firma styret af algoritmer, og bliver modtaget med åbne arme. Nu undercover beslutter hun sig for at forgifte firmaet med dårligere og dårligere ideer, indtil verden indser, hvilket åg den lever under.

Det skulle være så god en plan, men så var den faktisk skidt. For alle ideer bliver modtaget med glæde og ført ud i livet, uanset hvor tydeligvis idiotiske Delaney synes, de er. The Every griber dem, og menneskeheden modtager dem.

Og et eller andet sted her væltede bogen for mig. For hvor “The Circle” ramte en så fin balance mellem satire og troværdighed, synes “The Every” at snuble over sine egne holdninger og lande tungt i satiren – på et tidspunkt synes bogen at blive Eggers, der siger: “Se, hvor dumme alle tech-evangelisterne er. De KAN da ikke blive dummere, vel? JO DE KAN! Men nu er grænsen altså også nået … NOT!” Det føles som at blive pisket med våde stråmænd snarere end at læse en god historie. Fortællingen går i stå, så forfatteren kan klemme sine pointer ind – han gå endda så vidt som at introducere en techkritisk professor, der skriver lange monologer til Delaney (Delaney kan ikke svare af frygt for, at firmaets algoritmer skal opfange forbindelsen mellem dem). Til tider kunne man (jeg) godt få fornemmelsen, at det egentlig er de monologer, Eggers har lyst til at afholde i stedet for at skulle klemme en handling ind mellem sine ord.

“The Every” har steder, hvor den rammer lige så klokkeklart som “The Circle”, men for mig druknede oplevelsen simpelthen i, at det føltes, som om bogen burde have været halvt så lang. Hvis man har en højere tolerancetærskel for satire end jeg, vil man forhåbentlig have en bedre oplevelse. Det håber jeg, for jeg ville så gerne anbefale den.