Nogle gange læser jeg bøger, hvor jeg har en fornemmelse af, at jeg muligvis mangler en eller anden form for litterær receptor – hvor tekst og historie bare glider af mig som vand på en gås og ikke bliver hængende for bare at rumstere en lille smule. Det er ikke dårlige bøger – bare bøger, der vil noget andet og for mig ganske forståeligt.

En sådan bog er “Til Dancing Boy” af norske Sara Johnsen.

Der er ingen tvivl om, at den vil finde sine læsere – og den vil endda liste nogle fine science fiction-elementer ind imens – for der er ikke noget at udsætte på forfatterens sprogkunst. Portrættet af hovedpersonen styrer hun med sikker hånd, og historien er roligt og velovervejet struktureret. Men samtidig må jeg også indrømme, at det var en bog, der fik mig til at falde hen – for pludselig at indse, at jeg havde læst et godt stykke uden egentlig at læse.

I et snarligt Norge ejer Lizz og Boje et orgasmeri – som ved hjælp af sensorer og en ikke nærmere udspecificeret proces lader folk udleve deres (våde) drømme og endda til tider hjælper dem med afhængighed og andre dårligdomme. En dag møder en ung mand ved navn Sigurd op og beder om et program, der skal omhandle begær overfor naturen – og Lizz tror, han er én, hun har leder efter i mange år.

Det bliver startskuddet til en række omvæltninger i deres liv – og en række flashbacks tilbage til Lizz’ ungdom og frem. Begær og kærlighed er temaer, der løber som en meget stor rød tråd gennem hendes liv.

Afsættet er godt – personerne er lige præcis så specielle, at man bliver nysgerrig på dem, og teknologien er der stort potentiale i. Men heromkring tager Johnsen en omkørsel, hvor jeg som læser ikke rigtig var med – historien synes at gå lidt i stå, mens vi dykker ind i Lizz og hendes problemer. Så hvis man er til den slags psykologiske portrætter, vil jeg nok anbefale; men hvis man mere vil have samspillet mellem teknologi og menneske, bør man nok tøve lidt mere.

“Til Dancing Boy” er ellers en form for socialrealistisk science fiction, jeg godt kan lide – fremtidsvisioner med fokus på helt almindelige mennesker, og hvordan forandringer påvirker dem. Men der er Johnsens blik nok hårdt fokuseret på menneskene. Til tider får hun med nogle enkle strøg antydet ting om sin verden, men det får desværre kun lov at blafre ude af fokus.

En af de bøger, hvor jeg så gerne vil høre en, der er vild med den, forklare, hvilke kroge den satte i dem som læser.