Op mod solen ler vi

Op mod solen ler vi

Tilbage i 1999 udkom Christian Haun (dengang også Nielsens) første roman, “Naut”. I årene derefter gik det hurtigt: “Et sekunds orkan” i 2001, “Rock Nekropolis” i 2002, “Reservatet” i 2003, “Jor” i 2005, “Hans Broges Bakker” i 2007 og “Sig farvel til dig selv” i 2009. Derpå fulgte en længere pause, så den faste Haun-læser (undertegnede) måtte vente helt til 2017, førend “Hus år hus” kom på gaden.

Hauns udgivelser har været kendetegnet af et stærkt genrekendskab, men også en mere litterær tilgang end lignende forfattere, en forkærlighed for Århus og en apokalyptisk nerve. Og de to sidste på listen havde en fornemmelse af overgangsværker – ikke alene på grund af pausen i udgivelserne, men også fordi de begge bestod af tre kortere historier. “Hus år hus” var tillige et brud med Hauns tidligere udgiver og udkom hos mellemgaard.

Fem år har vi måttet vente på hans nyeste, “Op mod solen ler vi”. Og her virker det, som om han har taget et skridt videre. Der er kommet en ny udgiver på, Jensen & Dalgaard, hvilket blot bekræfter min opfattelse af dem som et af de mest spændende danske forlag. Og så er “Op mod solen ler vi” Haun tilbage i romanformen – endda i længere form end hidtil. Sider 356 slutter historien på.

Inden da har den været vidt omkring.

Den starter i hovedstaden Belreve. Vi får fornemmelsen af et klassisk, men også lidt tidløst sted. Etienne lever i en herskabslejlighed, hvor han fungerer som både tjener og elsker for frøken Lily – et liv, der passer ham. Han fremstår som lidt naiv, men også glad og veltilpasset. Det er ikke meget, Haun lægger frem til at starte på, men han formår at pakke en masse ind under den pæne overflade. Snart viser Etiennes rolige liv sig at være mindre stabilt, end han troede – et tyveri betyder, at alting begynder at vakle for snart at falde helt sammen, og pludselig er han på flugt og tvunget til at lære verden at kende. Verden er fyldt med mysterier. Etienne selv er fyldt med mysterier.

Læseren er med som passager, og historien folder sig ud som en blomst – efter faste linjer, men alligevel unikt smukt.

“Op mod solen ler vi” er en roman, der kan læses på mange måder, mistænker jeg. Selv finder jeg spor af ganske klassiske historier (men hvilken type vil jeg ikke afsløre, for den skal have lov at udfolde sig selv), men fortalt med en ganske anden sensibilitet, end jeg ville forvente. Haun viger udenom de veje, man ville regne med – der er ingen episk storladenhed, ingen grafiske excesser, ingen forsøg på at slå læseren i hovedet, men i stedet en ferm sprogbeherskelse og en til tider drømmeagtig afvikling af historien, der gør den helt sin egen. Det gør han blandt andet ved at sætte begrænsninger – historien fortælles stramt gennem Etienne og hans forståelse – og ikke vige tilbage for at stramme de begrænsninger.

Jeg er i de senere år stødt på flere forfattere, som bevæger sig i det rum mellem genrer og forventninger, som Haun er så stærk i – men det er en fornøjelse at se ham tilbage i topform. “Op mod solen ler vi” er en roman, der vil byde på mange læseoplevelser, men ikke nødvendigvis svar på alle sine gåder. Og deri ligger allerede et tilløb til genlæsning.

2
Se, det var et rigtigt julerollespil! Star Trek: Kager, S2 Ep13

2 kommentarer

@janus Yay! Janus! You're back 🥳

Janus siger:

Oh, den her røg i hjemmesidespamfilteret – nu tjekker jeg lige, om man kan svare på Mastodon-kommentarer tilbage til Mastodon. Vi er alle amøber i et forsøgsglas!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.