TMDb

En ronin kæmper sig gennem feudale Japan for at aflive samtlige hvide mænd, som kan have været hendes far.

Jeg er ingen stor samurai-cineast, men her er godt nok ikke meget nyt under solen. Animation og -stil er superslick på en trættende uanstødelig måde à la Disney. Et midtvejsshowdown bygges op som en PlayStation boss level, komplet med pinagtigt Metallica-lydspor. Så stop dog.

Visse stil- og fortællemæssige valg forstyrrede desuden min oplevelse af serien: Helt grundlæggende spurgte jeg i løbet af afsnit 1 mig selv, hvorfor den er animeret. Serien lægger sig i udtryk tæt op ad en lang tradition af realfilm om herreløse samuraier, som vandrer rundt på må og få eller, som her, på et hævntogt.

Følgende afsnit har vist lidt mere visuel flair, som bedre berettiger den tegnede form.

Anden sten i skoen er vinklingen, at vores hovedperson er halvt europæer i en isolationistisk periode af det feudale Japan, hvor man ikke bare lukkede grænserne men formelt betegnede udlændinge som mindreværdige, eller bogstavelig dæmonisering.

Det spiller altså lidt falsk for mig i en tid, hvor vi endelig gør op med vestlig kolonialisme, at forsøge at fremhæve et af de få punkter i verdenshistorien, hvor hvide mennesker blev trampet ned og sparket ud, som eksempel på fremmedhad. På den ene side ér det et punkt i japansk historie, og vist giver det en nuancering af racefordomme gennem tiden — men i det 21. århundrede føles det som en erkendelse netop til racisters påstande om at “hvide mennesker bliver skam også forfulgt”.

Måske er det bare mine hvide fornemmelser, der bliver stødt her, allerede på højkant af de åndssvage argumenter, jeg har set online. Jeg ville nok se med mildere øjne på det, hvis serien var japansk produceret…? Min kloge søn indvendte, at de få hvide mennesker, vi har set foreløbig, ikke ligefrem vises som engle eller ofre. Det er hovedpersonens blandede herkomst og de blå øjne, der nævnes i titlen, som er genstand for den racisme, vi møder undervejs.

Og det er fair, men jeg mærker at jeg er lidt på vagt efter den indledende præmis.

Tredie punkt må nok mærkes som spoiler for i al fald første afsnit (med mindre man har kigget frem i Netflix’ synopser eller i rollelisten)… Vor hovedperson Mizu (stemme)spilles af Maya Erskine, men præsenteres som mand — dvs, det er hens omgivelsers reaktion, når de møder henne. Stemmen havde tippet mig, men det gøres til en stor reveal sidst i første afsnit, da hovedpersonen vises i fuld frontal nøgenhed som (i al fald biologisk) kvinde.

Når jeg vikler det her ind i moderne pronomener er det igen pga en diskussion som min søn og jeg havde omkring Mizus eventuelle kønsidentitet. Vi ser i flashbacks, hvordan Mizu som barn går i lære hos en sværdsmed. Den ældre, blinde mand går igen automatisk ud fra, hans lærling er en dreng. Men som Mizu bliver ældre, snører hen tøjstrimler om brystet for at identificere som dreng.

For min søn og mange andre i nutiden er det en øjeblikkelig reference til transmænd og -drenge, mens jeg så det som en ung kvinde, der forklæder sig for at omgå feudale, patriarkalske strukturer?

Dette sidste punkt er ikke så meget et problem med serien, som det er en forvirring her i stuen, når min søn omtaler Mizu som “han” og jeg med “hun” — fordi jeg ikke læser figuren som trans, men som en kvinde af blandet race, som bruger forklædninger for at skjule marginaliserede kendetegn.

Måske bliver Mizus evt transidentitet et plotpunkt længere fremme i serien? Den afklares i al fald ikke med sæson 1, der stikker kursen mod nye egne.

4.5/10★