Shy

Shy

Max Porter kan noget med kor af stemmer, der også indbefatter andre end de menneskelige. I “Lanny” handler det om en ung dreng, der forsvinder, og det lokalmiljø, der elsker ham – og historien blæser som et blad gennem alle de mennesker, som havde berøring med titlens Lanny, og Døde Papa Skælrod, en form for gestalt af naturen og stedet og jorden, hver med deres stemme. I “Sorg er et væsen med fjer” skiftes stemmen mellem en ung enkemand og hans to børn – og så den krage, der flytter ind i hjemmet med det formål at få dem gennem sorgen.

I “Shy” er der stort set kun én person. Men der er stadig mange stemmer; denne gang er de bare i hans hoved.

Igen er titlen navnet på et ungt menneske, der er forsvundet. Her er det bare med vilje.

Da vi først myder Shy, er han stukket af fra “Last Chance”, et hjem for forstyrrede unge mænd. Han har en rygsæk fuld af sten, og han forsøger at flygte, men stemmerne følger med – og gennem dem får vi så fint antydet det liv, der har ført frem til denne situation.

“Shy” er en lille roman – som Porters andre – og handlingen dækker kun nogle få nattetimer, men alligevel formår den at afdække et liv. Ligesom hovedpersonens tanker er det et liv, der er slået i stykker og sat sammen igen på siden som fragmenter. De råber i munden på hinanden, og de skurrer, men langsomt danner de også et billede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Zenia Johnsens “Alt det her” – hos hende er det den samme stem, der fortæller, mens Porter skifter i både tone og skrifttype, men virkningen lander samme sted: en mosaik, hvor sprækkerne er fulde af følelser. Meget få af dem er gode følelser, men de er virkelige.

Porter har begået en af de bøger, hvor det er fristende at læse den hurtigt igennem, men man holder sig tilbage for at få hele smagen med. Og tillader man sig selv det, er den kraftfuld. Han har fravalgt det lidt større blik, som f.eks. Døde Papa Skælrod gav, hvilket til gengæld trækker læseren helt ind i Shy; og det er ikke et kønt sted, men det er et nødvendigt sted at kende.

0
Invaders from Mars (1986) Road Train (2010)

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.