Neon Genesis Evangelion

Neon Genesis Evangelion

Jeg er ret vild med mechas. Kæmpemæssige japanske kamprobotter der springer rundt og tamper andre kamprobotter, kaijus eller andre forfærdeligheder. Som oftest med en teenager ved roret, forvirret og usikker på sin plads i verden. Og det er jo lige præcis sådan en man gerne vil give en 50 million spacedollars dyr kampmaskine.

I Danmark kom de til landet med tv serien Robotech fra 1985. Det var en amerikansk forarbejdelse af tre uafhængige japanske anime serier. De var ikke lange nok til man kunne sende dem ud på tv-markedet i Amerika, så de blev klippet lidt til, fik lagt en ny historie ned over sig og engelske stemmer på – og vupti, så var Robotech født.

Når man ser den i dag, så er det efterhånden en ret gammel serie. Men Young Simon Aakjær var blown away. Det var første gang jeg så en tegnefilm med et gennemgående plot med karakterer der havde reel udvikling og dødsfald blandt hovedpersonerne.

Det er dog Neon Genesis Evangelion jeg vil snakke om. Det er også en mecha serie, men i en helt aldeles anderledes klasse. Ligesom man i fantasy kredse hiver Ringenes Herre frem i stedet for Dragonlance, når man skal overbevise folk om at genren kan noget.

Evangelion er en serie på 26 afsnit og beskriver hvordan den 14 årige Shinji bliver hentet af sin far, for at blive pilot i regeringens Evangelion enhed. Dens opgave er at forsvare jorden mod Englene, en undenjordisk kraft der dukker op for at tilintetgøre og ødelægge.

15 år tidligere ramte et meteor sydpolen i det 2. Nedslag, slog milliarder af mennesker ihjel og kickstartede 3. Verdenskrig. Det er i hvert fald den officielle historie. Hint: det er nok ikke rigtigt!
Shinjis mor forsvandt for 11 år siden, og siden har Shinjis far, Gendo, ledet forsvaret mod Englene. Han har også undgået Shinji, fordi drengen minder ham om sin forsvundne kone. Jeps, Gendo er en rigtig røv. Og som serien udvikler sig, bliver Gendos status som den værste far i hele animes historie stadfæstet med syvtommer søm.

Umiddelbart er det en mecha serie som så mange andre, hvor unge teenagere tvinges til at styre biomekaniske kampmaskiner, men man skal ikke kradse specielt dybt før der vælter kabbalistiske, shinto, jungianske og kristne symboler, tanker og filosofier op.

Det er en lidt kompleks serie. I klassisk anime stil kommer forklaringen på hvad der egentligt foregår, drypvis gennem serien. Vi følger Shinjis forsøg på at forlige sig med sin far, Gendos forsøg på genoplive sin kone, skumle hemmelige selskaber med planer om transcendering og mere ensomhed, tristesse og fremmedgørelse end nogen anden anime i verdenshistorien. Det er alt sammen superduper.

Problemerne dukker op i slutningen af serien. De sidste to afsnit foregår inde i Shinjis bevidsthed, mens han oplever transcenderingen på egen hånd. Det er lavet meget anderledes end resten af serien, mere impressionistisk om man vil. Der er heller ikke megen forklaring på hvad der foregår. Seerne bliver efterladt til at forsøge at finde hoved og hale i det på egen hånd.

Seerne og fansene blev hidsige og vrede, og brokkede sig højlydt. Så efter nogle år kastede folkene bag serien sig over at bygge en afslutning som fansene ville blive glade for. Det blev til filmene Evangelion: Death(true)2 og The End of Evangelion. Den første var en sammenklipning af serien, så nye seere ikke skulle se hele serien først. Den anden kom med en ny slutning. Mere eksposition, mere mecha action og  apokalyptiske scener i klassisk anime stil skruet op på 11.

Alt i alt udmærket. Fansene var glade, skaberne glade. Pengene rullede ind til studiet, først gennem serien og senere via Playstationspil, pachinko maskiner og lignende. Alt var godt og i 2007, kastede studiet sig over en en reboot af serien.  Der blev planlagt fire film, som skulle laves med ny og lækker teknologi.

De første to fulgte serien ret tæt. Der var små ændringer hist og her, nogle nye karakterer der dukkede op, men ikke noget i større stil. De var vellavede, spændende og interessante. Film to slutter med Shinji der i sit forsøg på at redde en veninde og næsten starter transcenderingen ved et uheld. Men han bliver stoppet, da en anden mech hamrer ned i hans fra det ydre rum. (Jeg elsker anime, hvis der er en given mulighed for at løse et problem stille og roligt, så vælger anime ofte at skrue op på 9000!)

Film 3 og 4 springer helt væk fra historien i den oprindelige serie. Verden er sat 14 år ude i fremtiden, alt er mærkeligt og ingenting giver mening.

Den starter med en længere actionscene hvor Shinji bliver befriet fra et satellit fængsel hvor han har været i stasis i 14 år. Han bliver taget med til sine gamle kammeraters nye hovedkvarter, men ingen vil fortælle ham (eller os) hvad der foregår. Det føles som om karaktererne bevidst danser med idiot kuglen, for at få plottet drevet fremad.
Så da Shinjis fars folk vil kidnappe ham tilbage, går han frivilligt med. Og sætter dermed det større metaplot i gang, og som altid i Evangelion handler det om transcendering. Skurkene vil starte den og heltene vil stoppe den.

Jeg er ikke ret vild med afslutningen på Evangelion rebuild serien. Plottet er for sært, der er for megen religiøs technobabble som ikke bliver forklaret. Hvis man ikke har set den originale serie, så er man virkelig på herrens mark.
The Guardian har en ret lækker beskrivelse af technobabble niveauet i den sidste af filmene. “Evangelion 3.0+1.01 is predictably packed to the rafters with shrill philosophical loudhailing involving a peculiar fusion of Christian reference points and tech-speak that often feels – in the midst of interminable aerial battles – like a pentecostalist preacher screaming the contents of a programming manual at you.” Yeah…

Som selvstændig historie er de sidste to film sikkert ganske fine og coole. Men problemet er, at de er jo ikke selvstændige. De skal jo gerne hænge sammen med resten.

Hvis man har tid til at se en 26 afsnits serie, synes jeg snildt man kan se den originale serie. Tegnestilen er lidt gammeldags, men det har også sin charme.
De første to afsnit af rebuild serien er også gode… men derfra er jeg ikke så imponeret. Jeg holder mere af slutningen fra The End of Evangelion.

5
Episode 255 – Gamma Big Doink og Kedelig Kødsovs Modstand og håb

5 kommentarer

@simon Having been a fan since a teen, I felt the ending to the rebuilds was a cathartic release. We were all on a journey for years and then at the end well yeah, its like we were all allowed to move on with our lives. I never felt that before in a series, so the ending has stuck with me quite a bit. It's a complex series but I found it often very rewarding when the time is put in to understand everything.

For fanden, Simon, du frister med ting, som jeg ikke har tid til!
Og i parentes bemærket: “danser med idiotkuglen” er mit nye yndlingsudtryk 🙂

Simon Aakjær Johannesen

Lokke lokke, den er på Netflix. Den originale serie og de to ekstra film. De fire nye må du på Amazon for at se (eller låne de 3 første af mig ;))
Full disclosure, jeg har nappet Idiotkugle ideen et eller andet sted fra. Måske TvTropes. I disse tider med blogosphære plagierings anklager, så er det bedst at undgå at komme i SoMe dødsmøllen 😉

@simon Uh, jeg har dyppet tæerne i Evangelion, både den oprindelige serie og de nye, psykotrippende film. Begge har en vis attraktion, primært på mecha-siden, men jeg har ret svært ved den overgribende historie. Måske det er tid at se den igen efter denne anbefaling 🙂

Man får heller ikke mange hints om den overordnede historie. Til gengæld er det meget spas, bagefter, at gå på nettet og dykke ned i EVA wikien og prøve at lure hvad der egentligt foregik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.