Forlaget Afkoms udgivelser er gerne en legeplads – de giver plads og mulighed til, at tegneserieskabere, store som små, kan prøve kræfter med gerne kortere historie og gerne horror uden undskyldninger. Det gør deres tegneserier til en blandet fornøjelse: fulde af energi, men også meget svingende i kvalitet, for nu at sige det lige ud.

Deres nyeste udgivelse hedder Skumringstid, og der er jeg i den sære situation, at den først og fremmest har gjort mig irriteret på forlaget. For indholdet er nogenlunde som forventet, men indpakningen bærer ikke tegn på, at forlaget har lavet den slags før. Der er store, trælse fejl, som burde være undgået, og som påvirker læsningen af tegneserierne.

Kigger man på forsiden, er det svært at gætte, hvad titlen er, med mindre man får den vendt i den rette vinkel i forhold til lyset og bruger energien på at afkode den svagt hævede skrift – måske er det et fejlslagent trykkeeksperiment, måske er det for at lade Kent Overby Stücks forsideillustration shine (hvilket den da helt klart fortjener), men træls for læseren er det under alle omstændigheder. Dernæst kommer man til indholdsfortegnelse og forord, der er sat så langt ud i margenen, at man indbydes til at brække ryggen på hæftet voldsomt (okay, det er måske et gesamtkunstwerk, der skal gøre læseren til en del af det blodige indhold). Så kastes man ind i de korte tegneserier – som ikke adskilles eller prydes med nogen form for titelblad, så det kan være svært at aflæse, hvornår en historie starter og slutter. Det er helt ærligt alt sammen fejl, forlaget burde have undgået, synes jeg.

Men hvad så med indholdet? Som forventet er det meget forskelligt – men som et resultat af forlagets indsats kan man også se tilbagevendende navne, som helt klart har udviklet sig, og det er der, metoden giver bonus.

Temaet i Skumringstid er nordiske sagnvæsener, så skaberne har kastet sig over mere eller mindre kendt væsener fra folketroen. Nøkken, elverne, gravsoen, helhesten og andre kommer listende ud af mørket for som regel af lade en grusom skæbne overgå menneskene. Historiemæssigt er der måske nok en tendens til, at den grumme skæbne er hele historien, men hvis jeg skal pege på et par skabere, som formår at både tegne og fortælle en historie, må det i mine øjne være: Rebekka “Bennizone” Myttersen med kirkelammet, Bjarke Friis Kristensen med skiftingen Casper Bygum og Bjarke Andresen med gravsoen og Bjarke Johansen med lygtemænd – mens andre, som f.eks. Lauge Eilsøe-Madsen leverer visuelt imponerende sider. Men jeg tror sagtens, at man for hver enkelt historie i Skumrigstid kan sige, at de har personlighed.