Thomas er enkemand efter et biluheld, hvor han selv sad bag rattet, og hans kone blev slået ihjel. Sorgen er en ustoppelig kraft, og hans liv er ikke en urokkelig genstand, så det falder fra hinanden, og han synker ned i alkohol og selvmedlidenhed.

Det er et job, der giver ham mulighed for at komme ud af det – han skal spille på en kro Vestjylland, og ikke alene er aftenen en succes, han forelsker sig også hovedkulds i stedet. Snart har han solgt sit gamle hus og er flyttet til Vadehavet. Der er ingen skove og høje, mørke træer, som minder ham om den aften i bilen.

Men der er andre ting. På godt, men så sandelig også på ondt.

Thomas forelsker sig i en enlig mor med to børn; men også hun har en fortid, og kan man overhovedet komme videre i livet, når man kæmper med sorgen og alkoholismen – og snart også en mørk skikkelse, der trænger sig ind i Thomas’ hjem. Og kommer nærmere og nærmere.

Aske Munk-Jørgensen har en god plads i den del af dansk horror, der forsøger at gøre Stephen King kunsten efter og kombinere socialrealisme og det levede liv med overnaturlig horror. I dette værk er hans styrke især, at han tør nuancere billedet af sin hovedperson – Thomas er hverken helgenbillede eller martyr. Til tider holder man med ham, og på andre tidspunkter har man lyst til at sparke ham i Vadehavet (og her mener jeg hele vejen ud over lavvandsstrandene).

Thomas flytter fra forfatterens eget Sorø til Vestjylland, og det er en velvalgt scene til at skabe den grundlæggende uro, der bærer en god omgang horror. Havet er altid derude, og Thomas mærker det uro i sig – som naboen siger, render de alle rundt på digerne i tide og utide.

“Når frosten kommer” er grundlæggende en god og gedigen omgang dansk skræk.

Men jeg kan heller ikke lade være med at føle, at den havde potentialet til endnu mere – den stærke base følger ikke helt med i højden: de andre personer i bogen bliver lidt tynde figurer, der alle orienterer sig mod hovedpersonen – det overnaturlige fænomen bliver sært uintegreret i historien – og slutningen er voldsomt abrupt. Det efterlader “Når frosten kommer” som en vellæst fornøjelse, men desværre også ret hurtigt glemt.