Antigonish
Derude i den virkelige verden snakkede vi digte. Jeg har indrømmet, at jeg ikke er god til poesi, men jeg forsøger alligevel, og så er der jo altså nogle stykker, som alligevel bliver indfanget af min hjerne. Som sjældne kosmiske partikler, der indfanges i store grotter fyldt med vand og afgiver deres egen Cherenkov-lys. Og det fik mig til at slå Williams Hughes Mearns’ “Antigonish” op – det er det, der lyder sådan her:
Yesterday, upon the stair,
I met a man who wasn’t there!
He wasn’t there again today,
I wish, I wish he’d go away!
When I came home last night at three,
The man was waiting there for me
But when I looked around the hall,
I couldn’t see him there at all!
Go away, go away, don’t you come back any more!
Go away, go away, and please don’t slam the door…
Last night I saw upon the stair,
A little man who wasn’t there
He wasn’t there again today
Oh, how I wish he’d go away….
Og én ting er digtet (det er jeg vild med), men hvordan har Wikipedia valgt at illustrere det? Med et billede af en tom trappe, selvsagt. Man fristes til at misbruge Wittgenstein – det, der ikke kan illustreres, må ikke illustreres.
6 kommentarer
@janus Prøver forgæves at fortolke titlen.
Er der tale om Ødipus' datter? Det er der jo intet i digtet der giver udtryk for.
Eller skal det fortolkes anti-gone-ish, altså en slags ikke forsvundet-agtigt. Måske, han er der ikke men han skal gå væk er måske en slags anti-gone?
…
Næhhh, det er såmænd bare den by hvir digteren blev inspireret af et tomt hus.
@pmakholm @janus Se, det der – det er digtanalyse, man kan forholde sig til 🙂
Jeg elsker Emily Dickinson – hendes poesi er ren Metal men jeg kom i tanke om et af hendes digte som bare er nuttet (og sandt), og som ligger samme sted i min hjerne som Mearns’. Det lyder sådan her:
I’m Nobody! Who are you?
Are you – Nobody – too?
Then there’s a pair of us!
Don’t tell! they’d advertise – you know!
How dreary – to be – Somebody!
How public – like a Frog –
To tell one’s name – the livelong June –
To an admiring Bog!
Der må være et eller andet band derude, som spiller Emilymetal!
I had no time to Hate—
Because The Grave would hinder Me—
And life was not so
Ample I
Could finish—Enmity
Jeg har lidt en ting for nationalromantiske digte. Jeg ved godt det er noller, men jeg synes alligevel det er lidt fedt. Dog i den her, Guldhornene af Oehlenschläger, må man nok erkende at gode gamle Adam nok ikke har nogen ide om hvordan livet på landet har været 😉
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.
Jo. Men hævdede han det? Regnede man med, at han havde det?
Fornylig stødte jeg på en gammel romersk bog om landbrug, som er skrevet af jordens ejer, der ikke ved … helt nok. Det er jo ikke ham, der arbejder med jorden. Men det færdige resultat rimer og alt muligt!