Jeg er ret vild med anime. Der er en  tendens til manisk melodrama og enorme følelser. På et tidspunkt i mecha serien Gundam Seed er de to venner Kira og Athrun fanget på hver sin side i en krig. For at beskytte deres andre venner, er de nødt til at flyve rundt i deres kampmechs og skyde på hinanden, alt i mens de råber hinandens navne over radioen. Det er så fedt og episk. 
Det er lidt som i Point Break, hvor Keano Reeves har Patrick Swayze på kornet, men elsker ham så meget at han ikke kan skyde ham – og er nødt til at skyde op i luften for at komme af med sine følelser.  

Det er den ene side af anime, der er også en anden side. Mere fjollet, mere noller. Som f.eks. Kill la Kill. 

Ryuko Matoi er på vej til Honno Citys Honnouji Academy for at få hævn over sin fars morder. Det eneste hun ved, er at morderen brugte en del af en kæmpe saks til at begå mordet med. Den anden del af saksen har hun over skulderen og med den har hun planer om at begå den helt store hævn. Det lader til at lederen af akademiet Satsuki Kiryuin har svaret på mysteriet, men hun vil ikke sige det. Kun hvis Ryuko kan klare hende, vil hun afsløre det. 

Og først skal Ryoko gennem gymnasiets sociale rangstige ved at banke de forskellige klubber og deres præsidenter, før hun når frem til gymnasiets 4 elite officerer, lidt som Bruce Lee i  Game of Death hvor han skal op af pagoden. 

Med sig har hun sin enorme saks og en skoleuniform som faderen har skabt. Og den er på ingen måde en almindelig uniform. Ikke nok med at den kan transforme sig om til en superslutty udgave af sig selv, så giver den også hende voldsomme evner og er i øvrigt intelligent. 

Men meget tyder på at gymnasiets kungfu krigere også er i besiddelse af magisk kungfu tøj. Og på et tidspunkt bliver hun angrebet af en halvnøgen mand med maskingeværer (som lignede symaskiner ret meget). Og det var her hvor jeg for alvor tænkte – hvad i alverden er det der foregår?

Det viser sig at de magiske kungfu uniformer er lavet af Life Fibers, levende tøjtråde. De kommer fra rummet og oven i købet har formet vores evolution, så de tidlige mennesker begynder at gå med tøj. Med tiden har de tænkt sig at høste vores energi og sprede sig som sporer gennem universet. Yes, vampyrtøj.

Umiddelbart er Kill la Kill en standard hævn anime, som gør grin med mange klassiske anime troper. Selvom historien er dum (alien vampyr tøj?!) så lykkedes det instruktøren at give galskaben en intern logik, med interessante karakterer som vi går op i. Så alt i alt,  på trods af vanviddet, så virker det faktisk ganske godt.
I starten skulle jeg lige vende mig til at vi var i parodiland. Især havde jeg det lidt stramt med Slutty Transforming Skoleuniformen. Men som det væltede på med fjollede og dårske ting, kunne jeg bedre forholde mig til det.

Nudist Beach oprørsgruppen, som også bekæmper life fibres, skruer meget op for nolleriet. F.eks. med deres mechs, hvor kun pelvis er dækket af  maskinen. Eller ham med symaskiner som maskingeværer og trådruller på sine ammobælter. For slet ikke at snakke om deres leder, som ofte optræder uden andet end et bælte og stråleglans fra potentielt krænkende kropsområder (så der ikke kommer nogle klager).

Hver gang folk transformerer eller bruger et signiture move så i bedste anime stil, så skal man selvfølgelig sige at man gør det. Og her understøtter serien fint med at smække et gigantisk LOGO på skærmen, så der ikke er nogen der er i tvivl om at det er fedt og vildt.

På trods af den noller handling, så er serien i stand til at hive melodramaet op på 11 og gøre det superfedt, når det virkeligt gælder. Det er som regel når Ryuko har fundet inspirationen overfor en modstander, der har gjort et eller andet slemt og nederdrægtigt. Så skifter den tegnestil og så bliver det lige pludseligt superalvorsmode, mens kungfu krigerne poser med alle deres følelser plastret til på ansigtet. God damn, jeg elsker anime.