– Fredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen!

Så! Altså! I henhold til de fire smarte drenge, der andetsteds kaldes “Evangelisterne”, nemlig det hér easter bunch:

Markus, Matthæus, Lukas og Johannes, så begav det sig således, at da Judah havde angivet Joshua (der aldeles ikke var “Kristus”/”Christos” (den salvede), på daværende tidspunkt) til øvrigheden – altså romerhøvdingen Pontius Pilatus – ville denne provinsguvernør tilbyde amnesti til en fange, i anledning af højtiden. Det var der tradition for. Valget stod – angiveligt – mellem Joshua, som Pontius ikke kunne se noget galt i (hvad havde dog han gjort af utyskestreger) eller Barabas (Barabbas – pick any!), der var tyv, morder og oprørsk opvigler.

Og den udfoldede beretning om det kan man enten læse sig til, hos de fire nævnte kloge-åger, eller se denne lille smarte video om:

– Og det er så én udlægning.

For os der har læst Sven Wernströms “Kammerat Jesus” eller set tegnefilmen “En plads i Himlen”

– er der også den mulighed at Jesum var et ejegodt menneske, der ønskede alt godt for sin næste og præ’kerede et “kærlighedens evangelium”. Og det er jo egentlig smukt tænkt – og vel ment som et eksempel til efterfølgelse.

Imidlertid eksisterer der frasagn om en anden udlægning af Jesus/Barabbas-dikotomien, der måske er mere samtids- og nutids-nær, nemlig at der er tale om én og samme person: – Der er den “Jesus”, der kommer med budskabet om fred g kærlighed, og den samme “Jesus” der kommer med et ultimatum til såvel øvrighed (Pilatus) som til den selvetablerede menighed for “den rette tro”.

SÅ! Pilatus spørger ikke “folket” hvilken fange, der skal have amnesti! Han spørger om hvilken fremtid de ønsker sig: – fred med Romerriget eller Den Totale Krig.

Folket valgte:

God Påske

Fredag var en bitter dag//Men skøn var Påskemorgen