“Kongen! Kongen!” hviskede det i nåletræerne. Solen gik ned bag bjergenes takkede rand, og et blåt tusmørke sænkede sig. En hvidlig dis emmede om de sorte træstammers rod.

“Kongen kommer!” Et egern holdt inde med sin gumlen på en kogle. Det lyttede. Gumlede. Og pilede så ind i underskoven med resterne af koglen i munden.

En ugle på en gren tog et skridt indad mod stammens skygge. Den lukkede sit ene øje. Dernæst det andet. Åbnede så atter det første.

En ræv vejrede lugten af mennesker i nærheden, tænkte sit og ilede bort. Og langt nede i dalen ventede huset. Mørkt og tyst, eksisterende uden på nogen måde at røbe sin tilstedeværelse.

Et sidste glimt – som af messing – brød gennem mørket, genskinnet fra de højeste bjerges snetækte tinder. Kyrasser og skjolde genskabte lyset, mens kolonnen adstadigt bevægede sig ned i dalen. Hestne fnøs af træthed og visse af de yngre mænd nikkede søvnigt.

Den forrestw i kolonnen, en mørk kriger fra nordens stammer, en mand ved navn Samrain, vendte sig i sadlen mod de tre, der red side om side en snes meter bag ham.

– Herre Konge, sagde Samrain, hvilket fik manden af de tre til at løfte et sortskægget ansigt og stirre på stifinderen med havgrønne øjne. – Vi nærmer os stedet for vort sidste natkvarter. Imorgen når vi frem til Deres Majestæts mægtige og smukke by!

Kongen strøg sin spidse kobberhjelm af hovedet og rakte den til højre, hvor hans general, Angren, tog imod den. Hørgult hår tittede frem under ringbrynjens hætte. Natten sænkede sig over dalen, mens himlen svøbtes i blåt og violet.

– Ja! sagde Kongen. – Det skal blive godt at se Steria igen, selv efter denne pragtfulde tid. Vi kommer tilbage i triumf, men jeg frygter at jeg er for træt til noget større triumftog! Et suk undslap hans dybe bryst, hvorefter han rettede sig op og højtideligt sagde: – Samrain, min ven! Når vi har slået lejr, vil jeg bede dig samle alle mine mægtigste krigere og komme til mit telt. Jeg har tidender til jer, som vil lette mig for en udmattende byrde, men som sikkert vil berede jer nogen sorg … eller i det mindste bekymring!

Samrain vendte sig om og så ned i dalen. Som den eneste, og måske fordi han var fra et fjernt land, kunne han tale til Kongen med ryggen vendt til. – Herre Konge! Dine antydninger vækker min uro, men jeg vil gøre som du befaler.

Og efter et kort ridt i tavshed, sagde Samrain:

– Nu sér jeg stedet!

Der gik et sus gennem kolonnen af våbenføre mænd. Tre tusinde mand, der sukker af taknemmelighed over udsigten til hvile, mad og søvn. Og det mærkelige hus skælvede umærkeligt, da lyden ramte dets vægge, og det var som om de sorte glas i vinduerne buede udad et kort øjeblik –

Rytterkolonnen nåede frem og lejren var rejst i lysningen foran huset. Samrain og Angren organiserede togter til en nærliggende kilde og instruerede de tre kokke med hensyn til Kongens ønsker om aftensmad og udskænkning af øl. Store bål blev tændte og dyrene blev fodret. Krigsfangerne blev lænket til svære træstammer og et palisadeværk blev rejst.

Det var vigtige fanger: – Høvdinge over fjerne, vilde stammer, der nægtede at give skat til Steria.

Kongen stod foran sit telt, nu kun iført kjortel og kåbe med pelsekant. Gulddragen med de røde rubinøjne hang på hans bryst, og han holdt sit sværd – Jermod – i højre hånd. Lyset fra det indre af hans telt oplyste hans brede ryg.

En flok på et dusin mænd, anført af Samrain, kom frem til teltet, og Kongen vendte sig imod dem, førte sin venstre til panden og berørte derefter Samrain med samme hånd. Og alle gik de ind i Kongens telt, og to vagtposter tog opstilling udenfor, da fligen var slået ned og mørket brød fri.

– Kære venner! sagde Kongen, da alle stod omkring det veldækkede bord. – Tag plads, spis, drik, lyt til det jeg har at sige. Og Kongen satte sig og de andre fulgte trop. Alle var de riddere og kommandanter af de mangfoldige korps, Kongen havde i sin hird. Undtagen Samrain – han var udelukkende Kongens mand. Men Angren var general for de almindelige soldater, og Dak – manden der havde redet ved Kongens venstre side – var general for lejetropperne, der mest bestod af sydlandske mawa-krigere. Han var derfor klædt i gepardskind, der dækkede hele hans bryst, hvilket indgød mawa-krigerne respekt, selvom Dak var født i Steria.

Så var der Tengtan, Kongens yngre brors ældste søn, der var snigmordermester og talsmand for ti snigmordere, Kongen havde i sit brød. Frein, fægtemesteren, Tradegar, krigsmageren, der havde sans for bygning af sindrige maskiner til brug ved belejringer samt opstilling af sindrige fælder. Dernæst Wilville, strategen, og Orbur: – veteranernes oldermand; en grånet, gråsprængt kæmpe med utallige ar, hvoraf det frygteligste var det, der flækkede hans ansigt, så den ene side af hans ansigt var dødt og kranieagtigt. Tynopsis, tolken, Kraan, riddernes stormester og til sidst magikeren Kvorning.

Kongen talte: – Skalmeria er et mægtigt rige. Måske ikke verdens største. Måske ikke verdens stærkeste. Men det er rige, der har forstået at tilpasse sig tidernes skiften, hvilket ikke kun kan være Kongens eller riddernes fortjeneste, men skyldes hele folket! Nu kan Skalmeria skrive sin titusindårige historie – og nu kan mærke i min krop og i min sjæl, at Skalmeria, skønt hverken rigest eller mægtigst, vitterligt er verdens ældste rige! Vi, der har rødder helt tilbage til dengang, hvor Steri og Trud brød af fra goyarnes karavane og grundlagde Steria ved floden Nûr, mærker nu at vi er ved at blive et gammelt folk. Og jeg er ved at blive en gammel mand!

Kongen holdt en pause og tog en slurk vin. Det var tydeligt, at han havde smerter i maven, men alle undlod at bemærke det, og samtidig følte alle et sært sus gå gennem denne aften. Noget var ved at ske. Noget uafvendeligt – noget skæbnesvangert.

Kongen fik greb om sig selv. Løftede sin pokal og udbrød: – En skål for Steria; en skål for Skalmeria; en skål for jer og en skål for hele folket!

Kongen strøg sig over sin hørgule manke og greb så om næseroden med højre hånd pege- og tommelfinger. Hans øjne var lukkede. Og med lukkede øjne fortsatte han: – Jeg er den sidste af min slægt. Jeg har ingen børn, der kan bestige Skalmerias trone efter mig, og hele riget vil overgå til Sorte Churs hånd efter min død! Det er Kejserens ret.

Han holdt igen en pause, hvor han atter drak vin af pokalen, og syntes fjern og i smerter.

– I løbet af det sidste år har vi underlagt os Precu, Gremark, Listerland og Hymur. Vi har udvidet riget betragteligt og beskyttet vores yderste forposter. Men jeg frygter at det kun vil være til liden hjælp, for i sidste ende har vi kun kæmpet for Kejseren. Når jeg dør tilhører riget Sorte Chur!

Kongen stønnede og greb om bordkanten med hvide knoer. Trætheden og smerterne stod tegnet i hver en fure, hvert et træ i det gråsprængte ansigt, og gradvist slukkedes det grågrønne havblink i hans øjne.

– Venner! råbte han i et pludseligt sæt, der rettede hele kroppen op. – Venner! Jeg orker ikke engang at holde triumftog!

Og en skæbnetung stilhed sænkede sig i teltet. Selv faklerne brændte mere lydløst og med mindre lys. Udenfor havde vinden lagt sig, og det syntes som holdt alle tre tusind mænd vejret ved de flimrende bål.

Kongen fortsatte sin tale: -Men det er ikke det hele! For at finde ud af, hvorfor det nu går os alle så ilde, må vi søge langt tilbage i historien – langt tilbage i tiden … – det har jeg nu indset – nu! Lige nu og hér, lige hér, på dette sted, hvor vi befinder os! Og du – Kvorning – du skal berette om felttoget mod verulerne, således at ingen hér tror, at det er en gammel mands senile vrøvl!

Hvorefter kongen satte sig tungt, og den kutteklædte skikkelse, der gik under navnet Kvorning, rettede sig op med et sæt. Han var tydeligvis en mand uden alder. Hans røde overskæg dækkede tillige det meste af hans underansigt, og hans skikkelse var en moden mands – men hans øjnes dybde røbede en viden om verden, der ikke ville kunne samles i et enkelt liv.

Samrain huskede legender om troldmanden Wrenning, der i hans folks allerældste historie stod som den, der havde revet dem ud af Surts klør og sendt dem på vandring, for – for altid – at være i sikkerhed.