– Jeg så på det, der lå på mt sengeleje, og som stedse blev mere og mere overgroet af spindelvæv, mens munden voksede og voksede.

Denne forvandling, der fandt sted for mine øjne, ville snart afsluttes i det frygteligste, når det – der var under skabelse i resterne af kroppen – ville bryde frem. Og der var ingen redning for dette menneske. Og jeg tøvede for længe …

Det begyndte at ryste og dirre i bylten, og den voldsomme bevægelse forplantede sig til hele teltet, og endeligt rystede pælene og sejlet og flagrede som vinger, og kulbækkenet blev blæst ud og faklerne revet på gulvet.

Et uigennemtrængeligt mørke sænkede sig og en modebydelig stank, som brændende orangeskaller, bemægtigede sig luften omkring mig, mens de sorte vinger rejste en veritabel storm i mit telt. Alt truede med at falde fra hinanden, men blev til stadighed oppebåret af en kraft, der havde været glemt siden Verden var ung.

– Jeg slog min stok i jorden og rejste mig. Og stokkens top glødede grønt og sendte sit grelle lys ud i teltets ruin, oplyste de væltede møbler og strakte skyggerne ud mod resterne af teltflige og strejfede det – nu – flængede leje og rejste sig mod teltets loft, hvortil også mit blik løftede sig.

Og der var han.

Mægtige Sogoth, det krybende Kaos, én af de ældre Guder – en uhyrlighed, hvis livsgnist verulerne havde tændt. Og han hang dér, med pulserende bagkrop og sløvt blafrende vinger, der ustandseligt skiftede til glasagtige tendriller og igen tilbage til fligede lædervinger. Og øjenklyngerne syntes at dreje om hverandre i det ulmende skær fra min stok, og blåligt slim stod ud af utallige kødrør, der voksede frem mellem øjnene. Og på hele hans nåletynde forkrop hang stadig resterne af de mennesker, der havde inkuberet hans mulighed for at træde ind i Verden. Og nu var han igang med at opløse disse i slim og slubre dem i sig med de mest modbydelige sugelyde. Og stanken var ubeskrivelig og dannede i min hjerne de afskyeligste billeder, somom den rædsel der hang dér, i teltets tag, ikke var afskyelig nok.

Den afgav adskillige lyde – insektagtige, svage, våde klik fra øjne der åbnes og lukkes, men de fleste en ækel symfoni af fløjter og skalmejer … – som pustede nogen gennem en edderkop …

Og stadig pulserede Sogoth monstrøst og teltet svajede og dirrede i hans knitrende favntag.

Jeg slog ild med min stok og alt begyndte at brænde som ramt af svovl og fosfor, og den blå ildkugle rejste sig mod teltloftet og omspændte alt, selv mig, i sin smeltedigel. Og Sogoth skreg med et menneskes røst, mens lufttrykket sendte os til vejrs med uimodståelig kraft.

– Min krop brændte – hvert eneste hår forkullede i denne ildstorm, og jeg var omgivet af Sogoths klistrende form, der var brudt ud i lys lue med en stank af smeltede myrer. Og mine øjne brændte fast til hans krop og mine ører løb ned ad mine kinder og min ryg forkullede og blev til surt støv.

Et vindstød bragte ildkuglen – og den form vi nu var blevet så smerteligt fælles om – ind over skoven. Jeg kæmpede og slog, og nedkaldte forbandelser over disse fortidige guder, der beherskede Verden før menneskets komme – og nu var de atter trådt ind i kødets rækker, mens min krop langsomt absorberedes af Sogoths gloende form.

I en sidste kraftanstrengelse, der overgik den fulde styrke af den kraft, der får Solen til at løfte sig over horisontens kant, tvang jeg min stok, gennem den enhed, der nu var vor fælles krop, og vi styrtede til jorden som et sort, forkullet stjerneskud.

Den formiddag ældedes jeg langt mere end mennesker kan tro –

Og jeg vaklede fra resterne af et mørkbrændt skelet, hvis indre organer væltede rundt – blind og døv og uden sans for noget, udover denne uendelige smerte. Og jeg krøb og kravlede, kun opretholdt af den kraft der én gang gjorde mig til det jeg er. Men jeg forudså ikke den rædsel min tilsynekomst mellem træerne ville sprede blandt mændene i lysningen ved det afskyelige Hus – det Hus der er grunden til al vor elendighed –

Fire spyd gennemborede mig, og der var en sådan styrke bag, som kun kan manifesteres af mænd, der er grebet af panik og rædsel – og hvirvlende blev jeg sendt ned i skovbunden, hvis grannåle begyndte at syde omkring mig ved varmen fra min brændte krop –

– og der blev jeg liggende, mens alting smeltede; sten og træ og jord og glas, og jeg faldt hen mens min krop gjorde hvad den burde og måtte –