– Jeg påkaldte og hidkaldte og bandt dem til Ordet, Igg, at du, Mægtige Herre, til hvem al smerten og mørket må tilkomme, Yog-Sottoth, og du, toturenes muse, Ng’Harath, du – tidens stormester – Nyarlahothep, og du – det krybende Kaos – Sogoth, må føje mig mere i tankens mening end i mit ord, at I Alle, i fjerne tider og rum, I Guder, overfor hvilke denne verdens liv blot er et vift med en vinge, og atter borte, at I – påny – må se fremad, at I må tjene den lov, som skabte Jer, da rummet var ungt og tomt, ved den stemme, som én gang gav Jer plads. Åhe, at høre mig er Jeres lov, og I må komme til mig, og adlyde mit mindste vink, for jeg er Wrenning, jeg er Kvorning, men jeg er også Mana-Jooth-Suthai, den største kriger for Orden, og jeg er Roon, og ved dette navn er det Jer pligt at skælve, for det er er navnet på Tomheden, der end ikke vil lade Jer uberørte, skulle det nogensinde slippe fri af min tanke – og jeg kræver, JEG KRÆVER, at I vil være hos mig i denne stund, og i nat skal I dvæle hos mig, blandt de stjerner I aldrig burde have forladt – Jeg kræver: MIN RET!

Og der blev sort for evigt –

– Ud af hvilken evighed, der voksede et hæsligt ønske om stemme –

Hvilket blev til –

– Og jeg vidste, at jeg havde fejlet, skønt jeg samtidig var i besiddelse af evner og kræfter til at vende et tilsyneladende nederlag til nye sejerrige tinder – blot hvilke var mig ikke klart –

Jeg måtte blot være, mens jeg hørte på den velkomst, der blev spyet ud af det stjerneløse rum –

En stemme – en stemme som kloder, der rasper mod hinanden:

” – … for jeg har kaldt, og i min kalden er blevet hørt, og jeg er yderst – yderst! – tilfreds med den tribut, der tilfalder mig, og mig alene, og som I har frembragt til kanten af mit skød … – for jeg er Ng’Ffatt og jeg lytter til det ebbende liv, der vil bringe mig ind i jeres verden … jeg har ventet jer … kom og bliv ét med mig … nægt ikke, for jeg er evig og evindelig … jeg er den, der skænker alt eksistens … jeg skabte alt liv på jeres begrædeligt lille klode … jeg skuede menneskets fødsel på dens øde overflade … og jeg såede hadet og lysten til vold og drab i menneskets ynkelige sind … for lang, lang tid siden – og på afstand! På næsten uendelig afstand, fra mit enlige sted, langt på den anden side af stjernedyb, ingen på denne verdens overflade magter at forstå … alene i uendelighedens afgrund – alene – alene – og jeg ville være forblevet alene, havde det ikke været for Kandar, kogler i verulernes vold, og så rigeligt betalt af deres fyrste og mester, selveste Chur … Chur! Dét af mine utallige børn, der behager mig mest …. for jeg er Altings Mester … og Chur befriede mig, ved at tilkaste sin dyrebareste slavinde den formular, der befriede mig fra mit evige fængsel på den anden side af uendeligheden …

… Ng’Ffatt kom ind i denne verden, meget langsomt. Som en udvækst. Blot en knude på armen af den slavinde Chur havde givet Kandar i vold … og Ng’Ffatt voksede, indtil jeg opslugte hele slavinden i min vækst og overtog, som mit eget, alt kød denne krop besad … og sidenhen voksede jeg i samme takt som Kandar kunne fodre mig med slaver, og som tiden blev lang lærte jeg fra de sind, jeg voksede ved – ALT om denne verden … og jeg voksede i håbet om, at nå min fulde størrelse før hele Verdensaltet nåede det fuldbyrdelsens øjeblik, hvor altings ophøjelse vil nedkalde mit rige til denne ubetydelige klode og al dens væsen … snart, snart … alting vil være på linie og i symmetri og jeg vil derudaf forme min evindelighed – for jeg er Ng’Ffatt … Altings Stormester … “

– Og der var løgn og skam og ondskab i alt dette. Det vidste jeg – jeg, Kvorning, jeg Mana Jooth Suthai – og det var min styrke, da jeg tordnede mod den ondskab der – dette øjeblik – troede Verden prisgivet sin uhyrlige magt! Og jeg kastede den tilbage mod Altets bund, og bød den lyde mit bud, uden mulighed for at vælge anderledes.

Det var ikke et budskab, en ordre eller et bud. Det var en befaling – en fremtvunget accept. Det var selve eksistensen, jeg satte i pant, og jeg tvang løsningen ud af det kræ Ng’Ffatt, langt hinsides alting, hinsides forstandens og troens grænser, badet i lyset fra selve skabelsen og sænket i kaosstormens blå infernoglimt – med sindet drevet ud af kroppen og smerten en stående længsel efter mere –

Så var det overstået! Og vi var tre, der red til Steria, mens resten af hæren blev truket ind gennem døren til Huset Ng’Ffatt og fordøjet af Kaos’ mægtigste ånd –

For en pagt er en pagt –

Og vi blev modtaget som det sig hør og bør –

Først uger senere startede det.

Kong Hespar viste mig sin arm. Det grålige spindelvæv kunne ikke dække de bobler og årelignende guirlander, der hang fra hans underarm.

– Hvad er dette? spurgte han.

– Det er arvingen! svarede jeg. – Skalmerias Rige er reddet, og Steria vil bestå for evigt!

Månederne gik og udvæksten på Kong Hespars arm voksede og bredte sig. Øjne og celia voksede frem overalt på hans krop, og tit fremviste han for mig dybe sår, der ikke ville læge.

Det var på samme måde med Kerubbin, som jeg ligeledes ofte tilså: – de skrumpede begge ind og hylledes tilsidst i små bitte kokoner på størrelse med hundehvalpe svøbt i uldne tæpper.

Men Ondskaben har sin pris.

Den kokon der indeholdt resterne af Kerubbin bar jeg til Dronningens kammer, mens jeg bragte Kong Hespars kokon langt mod nord, gennem stormfulde ridt og bidende kulde og sne, til jeg nåede krindernes vandre flok.

Og ud af hver kokon kom der et sundt og friskt drengebarn, en prins ved hoffet i Steria, så alle – ikke mindst Sorte Chur – kunne se at riget havde en velskabt og berådet arving. Og i krindernes karavane en stærk dreng, der allerede tidligt viste gode evner som spejder – ham kaldte de “Samrain”: Kender af stier.

– Nu ved du besked, Samrain! Og nu er vi her igen, ved Huset Ng’Ffatt. Igen er vi samlede for at dreje Kejseren en tap – igen er vi her for at besegle det forbund der er mellem krinderne og og Steria, nu mere end før, for vi er menneskehedens eneste ambassadører, og vi må føre vor race gennem tider og steder, således at denne verden engang kan blive vores. Og mit lod er det, at kæmpe alt ondt tilbage, og den opgave tager jeg villigt på mig, sålænge pagten holdes. Og til den side af sagen har riget, denne nat, brug for hele hæren og Kongen og Stifinderen – Dig! Samrain …

Således sluttede Kvorning sin beretning.

Orbur havde gennem hele Kvornings fortælling smilet med sit knuste fjæs. Nu falmede smilet og Orbur sagde:

– Det var så beretningen om din fødsel, Samrain, og om Skalmerias forbandelse: – at blive regeret af efterladenskaberne fra en skabet krinder!

Jermod lynede og fór gennem luften –

Kongen stod –

Orbur, hovedløs, lå –

Og røde stænk tilsmudsede Kongens hvide kåbe, mens han sænkede sværdet og tørrede det af i sin kofte.

– Så alvorlig er den tilstand vi har bragt os i, sagde Kongen med smerte i hvert ord, – at end ikke vor største kriger kan tillades at vakle fra fra den ene smalle sti, vi alle må betræde for at redde mennesket. Så svært kan valget heller ikke være! Blot en krinder og en sterier, der én gang – hvert århundrede – må sikre Rigets fremtid.

Havglimtet vendte tilbage til Kongens øjne og Kvorning smilte, mens de begge kiggede på stifinderen Samrain.

Så lagde Kongen hovedet på skrå, og mens skrigene udenfor teltet tog til, spurgte han:

– Samrain! Er din krop parat til at blive Konge over Skalmeria for hundrede år? For vid, at jeg længes efter at blive spejder i krindernes flok!

Kvorning, troldmanden, slyngede kappen om sig og rejste sig fra sin stol.

– Ng’Ffatt venter! sagde han. – Og det er tid at sikre Skalmerias fremtid! Herre Konge! Krinder og ærværdige Samrain – vi må gå! For mig er det atter tid for et møde med Ng’Ffatt … – og det er en stor ære at få lov, at vriste et Rige ud af Sorte Churs hånd –

Teltfligene blafrede og alt lys gik ud. Og der var halvkvalte skrig udenfor og høvedsmændene i Kongens telt krøb tættere sammen, mens tre skikkelser uberørte gik gennem den overjordiske storm til skovhuggerhusets dørtrin, til huset Ng’Ffatt, til verdenernes port, hvor kimen til en ny Konge over Skalmeria, og ny krinder-stifinder, nu ville befrugtes af Kvornings udødelige kamp med Verdensdyret –

Sværdet Jermod ventede uberørt ved Kongens trone –

SLUT