På en afstand af 42 år kan det være behæftet med visse vanskeligheder, at undgå efterrationaliseringer, når man skal forsøge at huske, hvilke motiver der lå bag bestemte handlinger. Der er derfor ingen grund til at fæste lid til det følgende – men det er sådan jeg husker det:

Jeg havde læst en del science fiction, på daværende tidspunkt, og jeg havde også kigget indenfor i “fantasy” og “horror”, uden at finde meget af det (bortset fra “Ringenes Herre”) specielt interessant … omend jeg var fascineret af Robert E. Howards universer, med udgangspunkt i de ret så påtrængende illustrationer Frank Frazetta havde begået, i forbindelse med relanceringen mandens produktion.

(Det er iøvrigt ret tydeligt, at til forsiden af tegneserien “Kannibaler i Zamboula”, har Peter Valhalla Madsen afgjort ladet sig inspirere (for ikke at sige tyvstjålet) dette ikoniske kontrafej. Til hvilket der at sige: “amatører lader sig inspirere; professionelle hugger med arme og ben!”)

Selv tegnede og malede jeg, på daværende tidspunkt, så jeg var konstant på udkig efter inspirationskilder (Peter! du er ikke alene!)

På daværende tidspunkt frekventerede jeg (naturligvis) Fantask i København – på en ugentlig basis – og denne fantabuløse butiks senere økonomiske kriser skyldes ihvertfald IKKE mig! Og det må naturligvis være i den forbindelse, jeg er stødt på H.P. Lovecraft.

Jeg vil påstå, at jeg lærte at læse engelsk netop pga Fantask, fordi jeg simpelthen måtte læse det gigantolopiske udbud dette slaraffenland tilbød – og brugte bøger kunne man købe for et beløb, der idag ville være løgn!

Hvis jeg husker rigtigt, så var jeg meget “ræ-Vu-lotionær” på daværende tidspunkt, og det irriterede mig, at Lovecrafts fortællinger ikke indeholdt et samfundsmæssigt perspektiv – som om John Carter På Mars eller “Doc” Smiths “Lensman” gør det. Og Tiden sårer alle læger, så analyse-apparatet ændrer også karakter – især efter 42 år.

Og så var det, at jeg stødte på:

– hvor et par af mine helte (Berni Wrightson og Barry W. Smith) delte plads – og atelier – med Michael W. Kaluta og Jeff Jones – og, nåja, dem kunne man vel også kigge på … – lade sig inspirere af ( = plagiere).

Og så var det, at jeg stødte på dette:

Som sagt malede jeg selv, men jeg vil vente med de Fan-gokske og impressionistiske forbindelser til en anden god gang. For der skete to ting: – for det første var lige netop dette billede en fantastisk setting for det “opgør med Lovecraft”, jeg – skrivemæssigt – havde haft på bedding i et års tid (kva min juvenile kritik). For det andet blev jeg fascineret af det poetiske, for sé lige kunstneren til ovenstående skovhus:

Jeg forrådte ikke Frazetta, men min fascination af Jeff Jones drev mig til at opsøge mere fra denne kunstners hånd – hvilket gjorde de ugentlige besøg i Fantask endnu mere økonomisk udfordrende. Men: – Yesterdays Lily, Idyll, The art of …

Den fuldstændige udredning af Jeffrey Catherine Jones’ lidt triste eksistens på denne Jord kan læses på nettet – start bare med Wikipedia på engelsk, for som en lærer på Odinskolen sagde til mig: – C’mon! Engelsk wikipedia har så mange redaktører, at sludder og vrøvl hurtigt bliver rettet. det opslagsværk kan man sagtens bruge! DANSK wikipedia – vorherrebevares!

Jeg tror han har ret.

I moderne terminologi vil man nok bedømme J.C. Jones som “queer” – og det kan man så også erkyndige sig om, hvad er på The World Wide Web. Men det korte i det lange er at han/hun/høn/hen/haun/heechee ikke havde nogen let tilværelse. Alligevel formåede HHHHHH at lave nogle pragtfulde malerier og tegninger, der uvilkårligt må gribe beskueren – både i en klassisk som i en romantisk modus, og som en lyrisk dikotomi. Noget dekadent, romantisk …

Da jeg besluttede mig til, at transskribere ( – jo, det er! Fra papir til blog er lisså meget trans som lydbånd til skrift – know thy modi!) min “Legenden om Huset Ng’Ffatt” (en titel den først har fået nu!), var det derfor ganske naturligt at illustrere den med værker af Jones, eftersom den første indskydelse – den første inspiration – var netop DET hus, hun malte for 50 år siden.

Idag havde jeg skrevet den historie noget anderledes. Men jeg står ved den, som den er, og kan således kun håbe at den har bragt lidt oplevelse til mine prospekterede læsere, og at samme vil kunne opleve en snert af den fornøjelse illustrationerne har givet mig.

Og ellers må man bare have en god sommer.