Bøger inspirerede af drømme

Bøger inspirerede af drømme

Jeg drømmer sjældent – eller rettere: det er meget sjældent, at jeg kan huske mine drømme, når jeg vågner op. Når det sker, er det som regel på grund af feber – eller i de tilfælde, hvor jeg kan sige som Scrooge til de syner, der hjemsøger ham: “You may be an undigested bit of beef, a blot of mustard, a crumb of cheese, a fragment of underdone potato. There’s more of gravy than of grave about you, whatever you are!”

Drømme er sjov, når de nu engang kan huskes, men andres drømme er som regel ikke særligt interessante, så jeg vil ikke kaste mig ud i diverse genfortællinger her. Men der er heldigvis folk, som er bedre til den slags end andre, for der findes en del forfattere, som har brugt deres natlige eventyr som basis for deres bøger (altså deres drømme, omend natlige eventyr i en bredere forstand nok har afstedkommet mere skriveri). Lige præcis den genre har jeg kigget nærmere på, og en del store, kendte titler er opstået ved natlig synapseaffyring, såsom Punkt 22, Jonathan Livingstone Havmåge og Sophies valg, men måske ikke helt overraskende finder man ret mange i de fantastiske genrer, endnu mere specifikt i horror.

Så her er en tilstræbt kronologisk introduktion til superkulturelle titler, der er vokset ud af folks slumrende underbevidsthed. Som ethvert godt mareridt starter det godt og roligt, men ender i afskyelig rædsel.

1. Samuel Taylor Coleridge

Samuel Taylor Coleridge havde det muligvis lidt ligesom mig – at han skulle være syg for at huske sine drømme. Eller måske var det den opium, han tog for at afhjælpe dysenterien? I al fald skete det i oktober 1797, at han blev syg og forsøgte at afhjælpe det med lidt medicin og en skraber – og da han angiveligt havde været ved at læse om Kublai Khan, fortsatte hans hjerne i samme spor, og han vågnede op med et komplet digt: Kubla Khan.

Desværre findes der kun i dag et uddrag af den vision, der viste sig for… Coleridges ører? Historien melder ikke, om han så, hørte eller på anden vis opfattede digtet – men den fortæller dog, at han blev afbrugt i sin nedskrivning af digtet af en mand fra Porlock. Omend denne person var ukendt, William Wordsworth eller måske bare fiktiv, er han endt med at blive betegnelsen for afbrudt genialitet … og optræde i Dirk Gentlys holistiske detektivbureau.

2. Mary Shelley

En aftenkaffe i Geneve i juni 1816 er nok en af de samtaler, der har afstedkommet flest fiktionsinducerede mareridt gennem tiden. Der mødtes Lord Byron, John Polidori, Percy Bysshe Shelley og dennes fremtidige kone, Mary – og besluttede sig for at fortælle hinanden gyselige historier. John Polidori skrev “The Vampyre”, den første vampyrroman, men så absolut ikke den sidste.

Mary, måske påvirket af den evindelige regn og de dystre samtaler, drømte om en videnskabsmand, der skabte liv og blev skræmt af sin egen gerning. Kimen til utallige filmatiseringer (og ifølge Brian Aldiss også selve science fiction-genren) var lagt, og Mary Shelley lod den vokse i en roman, der udkom anonymt i 1818. Hendes eget navn optrådte først på bogen i anden udgave, der kom i 1820 – måske gemmer der sig en anden kim der, til de evindelige nørdudråb om, at Frankenstein er DOKTORENS navn!

3. Robert Louis Stevenson

Når man tænker på, at “Dr. Jekyll og mr. Hyde” handler om en mand, der forsøger at uddrive sine egne syndige lyster via et serum, som udkanaliserer hans onde side, er det let at gætte på, hvad det var for en type drøm, Stevenson vågnede op af – for derefter som i febervildelse at skrive bogen i løbet af cirka tre dage. Og at konens kommentarer fik ham til at brænde manuskriptet kunne afstedkomme visse kommentarer om ægteskabet – men heldigvis leverede hun konstruktiv kritik, så han kastede sig over historien igen. Og mindre end en uge senere forelå den kortroman, der er blevet sådan en klassiker. Den udkom i 1886.

4. HP Lovecraft

Gode gamle racistiske onkel Howard var angiveligt inspireret af sine egne drømme som barn – man fristes til at sige selvfølgelig, da manden helst ikke gik udenfor en dør og derfor havde svært ved at finde inspiration andre steder. Som barn var han også ofte syg og drømte om “Night Gaunts”, der besøgte ham om natten (hvilket lyder ret meget af søvnlammelse) – de blev senere til et digt og optrådte i “The Dream-Quest of Unknown Kadath”.

Lad mig dertil sige, at Lovecrafts Dreamland-historier er ligger i bunden af min personlige HPL-skala. Men derfor kan jeg nu godt værdsætte, hvad en velplaceret mareridt eller to har afstedkommet i hans karriere.

5. Joan Lindsay

Udflugt til Hanging Rock er faktisk grunden til, at jeg kom til at kigge nærmere på emnet. Den udkom på danske sidste år – og det er sådan en titel, jeg altid har været bevidst om i dens filmudgave, men aldrig har fået set. At den eksisterede som bog og nu også på dansk var en overraskelse – og en positiv en af slagsen. For normalt er “drømmeagtig” sådan et tillægsord, som kan blurbe mig fra at læse en bog eller se en film, men lige her var det positivt og velfungerende. Romanen (tre kostskolepiger og en lærerinde forsvundet sporløst under en skovtur til Hanging Rock i 1900) virker som en overnaturlig horror, hvor man efterfølgende har fjernet alle overnaturlige elementer og blot fokuseret på, hvordan den mystiske forsvinden påvirker samfund og nærmeste. Det, der skete ved Hanging Rock, ligger som en baggrundsstråling gennem alt, men det bliver aldrig fremvist for læseren – og det er fabelagtigt.

Bogen udkom i 1967 og var baseret på ikke blot én, men flere drømme om handlingen. Og romanens historie (inklusive det slettede kapitel, som fortæller, hvad der egentlig skete) er en læsning værd.

6. Stephen King

Evelyn Waugh og en drøm, mere skal der ikke til. I al fald var det, hvad der tilsammen ramte Stephen King på en flyvetur fra New York til London. Han havde læst en novelle af Waugh, hvori en mand holdes fanget for at læse Dickens-historier højt for sin vogter.

“Like the ideas for some of my other novels, that came to me in a dream. In fact, it happened when I was on Concord, flying over here, to Brown’s [a hotel in England]. I fell asleep on the plane and dreamt about a woman who held a writer prisoner and killed him, skinned him, fed the remains to her pig and bound his novel in human skin. His skin, the writer’s skin. I said to myself, ‘I have to write this story.'”

Lidt skete der med plottet, inden Misery udkom i 1987 – heldigvis.

7. Colson Whitehead

Colson Whiteheads Zone One er af uransagelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk (okay, måske ikke så uransagelige: det er en zombieroman, og det ville måske chokere visse af hans faste læsere) – men man har da lov at drømme om, at det sker. Det vil være passende, for Zone One startede også med en drøm.

Fra dette interview:

“Sag Harbor was a very different book for me. It changed the way I thought about books that I wanted to do. So I took almost two years off trying to think of what was next. And I had a dream [laughs] one day, July 4th weekend of 2009 and I had houseguests in Long Island. I woke up and heard them talking downstairs, and I was mad or something, because I wanted to be alone and I didn’t want to go downstairs. So I willed myself to sleep and had a dream where I was in my apartment and I went into my living room where I wondered if they had cleared the zombies out yet. And I woke up and I was like, yeah, I guess sometimes that is a strategical problem, how to get the zombies out. So it’s from a weird dream.”

Hvis jeg kunne omdanne min sociale modvilje til noget lige så godt som Zone One, var jeg et gladere menneske.

8. Stephenie Meyer

Se, jeg sagde jo, at det sluttede med et mareridt – et kollektivt et af slagsen, som vi stadig lever i efterdønningerne af. Indrømmet, Twilight udkom før Zone One, men den sidste af filmene kom senere, og en lille, krampagtigt forskræmt del af min hjerne ser bøgerne og filmene som ét værk. Meyer er mormon, så tænkt på, hvor langt ude de historier kunne have været, hvis hun havde trukket mere inspiration derfra – men nej, hun drømte en drøm om en vampyr, der var forelsket i en pige, men tørstede efter hendes blod. Det skete den 2. juni 2003, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor kedsommeligt et indre liv man har, hvis det er en drøm, man finder så mindeværdig, at man skriver datoen ned.

Jeg mener: forleden var jeg til tjenstlig (natlig) samtale, fordi jeg havde hørt en Pantera-sang på arbejdet, og min reaktion ved opvågnen var ikke at skrive en kærlighedsroman, men at tænke mig enig i arbejdets modvilje mod Phil Anselmo.

Men her er en bonus:

4
Transmissioner fra karantænen: Diane! Anaconda (1997)

4 kommentarer

Jeg får lyst til at snakke lidt om Picnic at Hanging Rock. Jeg havde vitterligt aldrig hørt om den før jeg så nogle meget glamourøse billeder af genidspilningen med Natalie Dormer. Troede det var et eller andet kostskole-kostumedrama (som I drama, romantik.. hvilket får en hel del thumbs up i min bog). Næste encounter var på en liste af Stephen King’s yndlings gyserfilm. Det havde jeg alligevel ikke set komme.
Så efter nogen tid fandt jeg endelig den filmatisering fra 75 og så filmen. Jeg synes det er helt vildt at den kan slippe afsted med så vage svar, så mange hvide kjoler, australske accenter og stadig være en gyser. Den der drømmeagtige urolige stemning gennemsyrer det hele. Det og så den australske natur det foregår i. Sikke en kombination.
Den film gjorde et indtryk på mig. Har lyst til at vise den til flere kammerater. Men jeg er helt ærligt bange for de ville synes den var for langsom. Og jeg har ikke lyst til at høre kritikken 😬

Nemlig!
“Picnic at Hanging Rock” er så dejlig “enigmatisk”, og har noget til fælles med – uden sammenligning iøvrigt – “Dæmonernes Port” af Kurosawa.
Min far – æret være hans minde -forsøgte sig med en udlægning af PAHK, der gik i retning af noget med, at pigerne var blevet voksne og tiltrådte en dimension, som de tilbageblevne ikke kunne følge. Altså noget med at der må analogier – allusioner, associationer – til, for at forklare ……
Netop! “Forklare”!
Der skete noget – den dag. Det er forklaringen. Handlingen drejer sig om, hvordan man forholder sig til det, der netop ikke kan forklares. Det minder på en sær måde om en Kübler-Ross’sk krise/sorg-stige.
Ethvert forsøg på, at specificere hændelsen som noget man kan forholde sig til, sublimerer blot hændelsen yderligere – idet man godt ved, at der er noget man ikke har forstået. Man vil bare gerne have ro i sindet.
Denne “sense of wonder” er jeg – pt – aldeles optaget af, idet den har affinitet til under-visning: – at vise underet, det underfulde.

Interessant! Det kunne være spændende at høre hvilket materiale du bruger for at komme ind på det emne.
I min korte karriere som fysiklærer på gymnasiet nåede jeg en studietur til Island. Og en af de ting jeg synes var mest værdifuld ved den tur var at man helt tydeligt kunne se eleverne få den der oplevelse af ærefrygt, af underet, af det at være bittesmå i den store sammenhæng. Vi havde en udflugt med vandring ud i Thorsmork området med gletchere og landskaber der bare var milevidt fra flade Grindsted… Nordlyset vi var heldige at fange hjalp nok også 🙂

Materiale? Ja, altså ifht den skriftlige opgave, jeg sidder og fifler med (“Hvad har science fiction med skolen at gøre?”), så bli’r det hysterisk teoretisk, med alskens kloge hoveder i vidneskranken (også kaldet “referencer”).
På det mere “kropsnære”/”praktiske” plan, er det mit indtryk, at til trods for megen bling, cgi, cowabongi og tinsel-toys, skal der egentlig umådelig “lidt” til at åbne for “underet”. For kun ganske få uger siden (inden karantænen 🙂 præsenterede jeg en 5.-klasse for “Deep Time”. Der kan man tale om åbne munde, dog uden polypper. At alt ikke handler om “nu” – at noget så dagligdags som asfalt er resultatet af liv, forlængst forsvundet liv, men liv vi er i “familie” med. Jeg lover dig for at der var “ro” i den klasse i de 45 minutter 🙂
Men du siger det jo selv, med din rejse til Island, og dine elevers – hvad? – nærmest Agent Smith-agtige “Recently I’ve had a Revelation, I would like to share with you”-følelse. (The Matrix er iøvrigt en glimrende parafrase over Platons hulelignelse 🙂 Og Nordlys, ja for søren! En effekt af et forhold, der holder alt liv på kloden levende. Og samtidig noget der har sat aftryk i det mytologiske og det litterære.
Og man kunne blive ved 🙂
Undervisning bliver først Under-Visning – såvel “underet”, som hvad der ligger “under” – når man investerer sin egen begejstring. Og som jeg van siger: – der er kun to ting, der ikke interesserer mig: strapudemaj og synkron-svømning 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.