Et glas koldt, forfriskende mælk.

Det tænker jeg, at Philip Wylies “Triumf” har været, da den udkom i 1963. En roman, der forsøgte at fremstille de utilslørede konsekvenser af atomkrigen, samtidig med at den tilstræbte et, forestiller jeg mig, ret fremadskuende syn på racerelationer i forhold til samtiden.

Det glas mælk er den såmænd stadigvæk. Det har bare stået fremme på bordet siden. Og modnet.

“En roman om den tredje verdenskrig” er undertitlen, og det er en passende beskrivelse. Russerne iværksætter et overraskelsesangreb, og USA besvarer ilden. Begge supermagter tømmer deres atomarsenaler mod hinanden (tror man), og hele den nordlige halvkugle er snart ubeboelig.

I Connecticut overlever 14 mennesker dybe nede i jorden i det beskyttelsesrum, som en forudseende millionær har ladet bygge. De har mad, vand, luft og radio, så de kan høre på, hvordan deres del af verden går under – og naturligvis analysere sig frem til mange vidtløftige konklusioner, for vi befinder os i den del af genren, hvor videnskabsmænd og rigmænd dårligt kan gøre noget galt (man kan se den ligge på en vis Elons natbord). Wylie synes klart, at de skulle have haft kontrollen over verden, i så fald ville det ikke være gået så galt.

Historien som sådan handler mest om at få tiden til at gå – og det besværlige faktum, at der er flere mænd end kvinder i beskyttelsesrummet, hvilket logisk set må give problemer (og det gør det da også). Men det gør også plads til overraskende forelskelser på tværs af raceskellene, og Wylie bruger sin indfangne flok til at komme med sine holdninger til alskens sociale problemstillinger.

I et sideplot vender de onde russere tilbage fra de underjordiske huler, hvor de har gemt sig, for at udføre næste trin i deres udspekulerede plan: verdensherredømmet. Heldigvis har amerikanerne også haft bagtanker, så en eller anden form for lykkelig slutning kan man ane forude.

Desværre er Wylies forsøg på at lade sine personer forenes på tværs af alt det, der adskiller dem, ikke blevet kønnere med alderen. For at være ærlig er der en undertone af “Vi er jo alle lige gode … det er jo næsten, som om vi alle er hvide!” Så tæt på målet og så ansigtet forrest direkte ind i målstolpen.

Wylie er nok mest kendt for “When Worlds Collide” og “Gladiator” (som angiveligt inspirerede Superman), der netop er kommet på dansk med den lidt øjenbrynsløftende titel “Overmennesket”. Dem skal jeg ikke udtale mig om, men “Triumf” er ikke en roman, man behøver gøre sig besværet med at opsøge. Den føles, ærligt talt, lidt nyttesløs.