A ghost ship in space
Haunted by rich dead people?
I would pay for that

/Haiku

Titanic møder Event Horizon – jeg tænker, at det har været elevator pitchen på S. A. Barnes’ “Dead Silence”. Det var i al fald den tanke, der ramte mig – og nå ja, det virkede.

Claire Kovalik leder et lille sjak, der reparerer kommunikationsbøjer i udkanten af solsystemet, hvor de opfanger et svagt nødsignal. Det driver dem udenfor den del af rummet, hvor menneskelig færdsel ellers foregår, og de finder Aurora, der luksusliner, der forsvandt for mere end tyve år siden; på dens jomfrurejse. Draget af drømmen om at blive økonomisk uafhængige border de skibet og finder efterdønningerne af en massakre.

Og snart begynder Claire at se bevægelser og høre lyde. Hvilket ikke er helt nyt for hende, for hun har en traumatisk baggrund med spøgelser, der måske, måske ikke var ægte, så hun formoder, at der er tale om gentraumatisering … men hun er ikke den eneste, der ser ting, der ikke burde være der.

Aurora er et spøgelsesskib på mere end én facon.

Jeg har en forkærlighed for horror, der foregår i miljøet, som læner sig tilbage og triller tommelfingre, mens de venter på at slå de tobenede pattedyr ihjel – giv mig Antarktis, dybhavet eller det ydre rum og kombiner det med lidt monstre, og så er jeg en glad læser/lytter/seer/whatever. Så “Dead Silence” var ærligt talt lidt af en frisbee sendt afsted mod mit hoved.

Den ramte bare ikke rent.

Første del leverer varen – der er et rumskib fyldt med døde mennesker og et mysterium, som vokser; dertil leverer Barnes en interessant struktur, hvor hun bryder romanen op omkring midte, som vi ikke får afsløret. Men henimod afslutningen og forklaringen på hele miseren går luften lidt af ballonen, hjulpet af et par lettere karikerede skurke og en letbenet kapitalismekritik. Måske skyldes det blot de titelinducerede forventninger om noget mere “Dead Space”-horroragtigt, for “Dead Silence” har klart sine styrker.