Der er ingen tvivl om, at Hauptmann havde/har/kommer til at have ret godt tjek på de militære aspekter af sin vision. Måske kneb/kniber/vil det knibe lidt mere med forståelsen af det temporale aspekt i hans operation. For selvom vel kun de færreste vil benægte Naylands tese om, at 30 soldater med moderne våben, snildt ville kunne nedlægge Den Romerske Hær (SPQR – og alt det dér), så er det netop kun en tese, der ikke tager højde for de implicitte forhindringer, der ligger i selve det at rejse i tiden. Hvilket vi vil se nærmere på.

(Konrad Koblenz Hauptmann)

Vi er i besiddelse af fortrinlige, og troværdige, efterretninger om hvad Hauptmanns planer var. Han ville være Kejser/Cæsar, og agtede derfor at indtage Byzans i det 4. århundrede, hjulpet af 30 trofaste og hengivne mænd og kvinder, hvervet fra det regiment, han tilforn havde været oberst for.

Det er hér på sin plads at indskyde, at ihvorvel tidsskibene var tilgængelige, så var de også strengt bevogtede og sjældent anvendte, idet det var blevet konstateret at deres nytte var af minimal karaktér. Deres primære anvendelse var som observationsposter, der kunne indsamle information om historiske begivenheder, som ville kunne komme historieforskningen til gode. For eksempel viste det sig, at Joshua/Jesus ikke var én, men flere, personer – herunder „Barabbas‟, hvilket blot var navnet på en radikal modstandsgruppe i Judæa – på daværende tidspunkt. Og ligeledes er det blevet godtgjort, at Napoleon blev henrettet af bøddelen i Lille, men at man siden forgav hans dobbeltgænger, der var placeret på Sankt Helena med seks kasser Constantia – tilsat en kende stryknin i likøren.

Med sine 30 tropper bemægtigede Hauptman sig tre M788 APC’ere, samt et tidsskib, og forflyttede sig tidsmæssigt til 392 AD og geografisk til det sydøstlige Bulgarien – Trakien. Muligvis med en idé om at man hermed var med til at hævne slave-oprøreren Spartacus, der netop stammede fra disse egne. Men ihvertfald med den klare intention, at indtage Byzans med uovervindelig våbenmagt, eftersom der teknologisk set var noget af en afstand mellem parternes våben.

Hauptmanns tre APC’ere var udstyret med landtorpedoer, LAZ45-microwave-emittere og neutronnet-kastere. Hvoraf det sidste måske er særlig interessant, militærteknologisk set. Der er simpelthen tale om, at målet bliver „infuseret‟ med en ekstra neutron i samtlige molekyler, hvorfor det givne objekt bliver tynget – ikke ladet – og skvatter sammen under sin egen vægt.

Byzans er – på dette tidspunkt – ikke ubekendt med denne pludselige indtrængen. Jeg mener: – selvfølgelig har der været efterretninger fra oplandet om sære „landskibe‟, der bevæger sig ved egen magt. Og følgeligen udsteder Kejser Teodocius ordre om, at nedkæmpe disse rebeller, der tvinger heste ind i lukkede vogne – for hvordan kunne det ellers lade sig gøre, at bevæge køretøjer af den størrelse?

Det første sammenstød mellem Byzans og Hauptmanns tropper, finder sted i nærheden af det senere Plovdiv i sydvest-Bulgarien, 600 kilometer fra Byzans. Og selvom det ikke lyder pænt at sige det på den måde, må man konstatere, at Hauptmann og hans tropper i et „snuptag‟ fik slagtet otte byzantinske bataljoner, den morgen.

Herefter indtog Hauptmanns 22 højt uddannede kamptropper atter de tre Leopard-kampvogne og fortsatte mod Byzans.

Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at bekymringen var stigende ved det byzantinske hof, da der indløb meldinger om det totale nederlag overfor så lille en fjende (på den ene side), med så voldsomme våben (på den anden). Og til trods for den senere Clausewitz‛ fuldt ud berettigede termer om „Krigens Natur‟, og strategiens inhærente Gnothi Seauton, iværksatte man en mobilisering af ti tusinde krigsduelige mænd. Og sendte dem vestpå mod Hauptmanns fremrykkende panser.

Mortérgranater, haubitzere og AK-47’ere var rigeligt til, at Hauptmann kunne slå igennem flanken af de fremrykkende byzantinere. Og resten blev slået på flugt af en vedvarende ild fra Leopard’ens 120 millimeter kanons wolfram-granater. Hvorefter fremrykningen mod Byzans kunne fortsætte.

Næste træfning mellem Byzantiske tropper og Hauptmanns 17 elitesoldater, fandt sted ved den Auctinske Vold, cirka 300 kilometer stik øst for bymurene.

Igen led byzantinerne et forfærdeligt nederlag, mens der ikke var nogle faldne blandt Hauptmanns 12 mands besætning, og man fortsatte fortrøstningsfuldt mod Byzans i de tre Mark One Tanks, bevæbnet med Hotchkiss maskinkanoner og Elswick Six-pounder morterer.

Det var begyndt at gå op for de militærstrategiske ledere, at Volden for alt i verden måtte forsvares mod disse „landvætter‟ og „drager fra Orcus‟. Og Hauptmann blev overdænget med pile, spyd og – af alt – „græsk ild‟, hvilket er en blanding af kogt guano og petra oleum – altså en slags napalm.

Hertil kom et rytter chok, det var ganske umuligt for skytterne i Mark Etterne helt at afvise, og en tank med tre ombordværende gik tabt.

Hauptmann samlede sine resterende 6 mand, og de fortsatte på deres cykler mod Byzans, bevæbnet med forladergeværer og håndgranater.

50 kilometer fra byporten blev de holdt op af en dekurie, og uden tøven trak Hauptmann sin Smith&Wesson og skød øjeblikkeligt halvdelen, mens hans mandskab fik tid til at tage ladegreb og derefter skød resten.

Iført panser og plade og med spændte armbrøster fortsatte man mod byporten, alle tre.

Afhængigt af perspektiv må man konstatere, at afslutningen blev sørgelig. For Hauptmann, såvel som for hans 30 mænd, der troede at kunne „Erobre Romerriget med moderne våben‟. Og Hauptmann dør to meter fra Den byzantiske byport, iført læderharnisk og bronzealderhjelm, med sit trofaste triskeleskjold ved sin side, og spyddet „Gae Bulba‟ i højre hånd, gennemboret af 30 byzantinske pile.

Hvad gik galt?

Ja, først og fremmest må man konstatere, at Konrad Hauptmann må have anset Naylands teori for et rent militærteknologisk anliggende. En sandhed, der blot manglede eksemplificering. Men samtidig må man konstatere, at hverken Nayland eller Hauptmann havde nogen forståelse af temporalteknologi eller „bedstefar-paradokser‟. Og det er beklageligvis blevet et nuværende og verdensomspændende problem.

Decimeringen af Hauptmanns tropper (uden at hverken han selv eller andre i hans mini-hær opdager noget), skyldes det simple faktum, at de sejrer i diverse slag. For ikke nok med, at de udrydder deres egne forfædre (og fædre er hér det betydningsbærende navneord), ligeledes betyder „sejrene‟, at visse teknologiske landvindinger bare ikke bliver gjort. Herunder militær-teknologiske – og derfor falder Hauptmanns „udrustning‟ tilbage og tilbage og tilbage, samtidig med at hans „flok‟ bliver mindre og mindre. Fordi han – og hans kompatrioter – dræber forfædrene til teknologer, videnskabsmænd, ingeniører, der skulle have frembragt de våben, Hauptmann „oprindeligt‟ tog med sig, da han stjal et Tidsskib!

Med Hauptmanns „manøvre‟ står vi med et „generations-tab‟, idet forfædrene til de videnskabsfolk, der skulle have opdaget og udviklet adskillige teknologier, blev dræbt i Hauptmanns „byzantinske krig‟.

„Kunne man så ikke tage tilbage og dræbe Hauptmann?‟ Jo! Men da var det jo allerede for sent. „Hvad så med at dræbe Hauptmann inden han vokser op og stjæler tidsskibet?‟ Også et glimrende forslag, hvilket dog forhindres af et yderst kedeligt faktum: – Konrad Koblenz Hauptmann bliver først født om 200 år!