Jeg er blevet hjemsøgt af de døde på det sidste – og indrømmet, det er lidt af en spoiler, men det er en spoiler for en næsten 30 år gammel bog, så det er nok ikke det værste, der kommer til at ske i dag.

Bogen er “The Reality Dysfunction” af Peter F. Hamilton, der udkom helt tilbage i 1996 – det må være kort tid efter, at jeg faldt over den i et stativ hos boghandleren i Middelfart og lod mig lokke af både omfang og tydelige scifi-toner på forsiden; den leverede superb underholdning, men også en stadig ulmende modvilje mod værker, der ikke tydeligt viser, at de er første bind i en serie, og du skal vente mindst et år, før du kan få fortsættelsen! Den modvilje har ulmet så meget, at den også har sat lidt ild til hele tanken om serier i det hele taget.

Men ligesom modviljen har Night’s Dawn-trilogien også ulmet i min underbevidsthed gennem alle årene – i et krydsfelt mellem “det her var sjovt” og “noget, der tiltalte unge Janus på den måde, kan ikke være sååååå godt”.

Og nu er den så vendt tilbage – kammerater har genlæst den, den er dukket op i samtaler, og nu fik den også omtale i Allans interview med NMAAR. Så jeg faldt i hullet, jeg vendte tilbage til min ungdoms overmod og kastede mig over “The Reality Dysfunction”.

Det er på en og samme tid overmåde fornøjeligt og tåkrummende pinligt.

Peter F. Hamilton kan skrive tjubang. Det vrimler med levende rumskibe og actionscener – augmenterede soldater havner i kampsituationer, helte og skurke bruger store våben eller mystiske kræfter. Men det, jeg havde glemt – og som nok forklarer min oplevelse af bøgerne som guilty pleasures – er, at han kan skrive britisk 80er-slam-horror. Og her snakker jeg ikke blot om, at det grundlæggende plot i serien er, at de døde vender tilbage (det var den tidligere nævnte spoiler – for det er måske alment kendt, men PFH skal cirka 400 sider ind, førend han begynder på den del af historien), men mere om to forhold i hans måde at skrive på, der fører mig tilbage:

1. Onde satanister er onde – og de har onde tanker. Grænsende til monologer, der kunne følges af en rystet knytnæve mod himlen. Nogle af de her personer kunne lige så godt forsøge at udleve deres egne ambitioner i en roman om giftigt slim, der hærger den britiske provins i 1982 – her sker det så bare på en fjern planet flere hundrede år ude i fremtiden, og et eller andet i den sammenstilling voldfornøjer mig som læser.
2. Sex. Alle har sex hele tiden – hvis de da ikke lige tænker på det. Joshua Calvert er en (af mange) hovedpersoner, men nok læserens primære identifikation, og han er en ung rumskibskaptajn, der klarer sig ved lige dele dashing good looks, latente psykiske egenskaber og boblende sexlyst. Forleden tog jeg mig selv i at beskrive en sommerdag med ordene “temperaturen stiger hurtigere end Joshua Calverts libido.”

Ikke desto mindre: det virker. Jo længere man kommer i bogen, jo mere fart kommer der på, og jeg kan mærke, at jeg bliver revet med af det hele. I en sådan grad, at jeg her i opløbet er mere end mindre klar på næste mursten af en bog, ja, jeg er klar til en tv-serie baseret på dem, sågar en mislykket Hollywood-storfilm, som jeg ville beklage igen og igen. Jeg er fanget i et døende kredsløb omkring vægten af Peter F. Hamiltons bøger.

Men på trods af at han er løbet tungfodet hen over mine forventninger, så har jeg stadig til tider lyst til at spraye ham med koldt vand.