Der er sprækker i alting. Der er dem, som vil påstå, at det er der, lyset kommer ind – men efter endt læsning af Morten Walthers Rasmussens “prosadebut for voksne” kunne man nok godt komme til den overbevisning, at det snarere er der, hvor tingene siver ud. Lyset eller meningen eller alle de svært definerbare menneskeligt følelser. Alt det, der umærkeligt kan forsvinde fra et liv og efterlade mennesker tilbage med et forvirrende hul indeni.

“Efterhånden ganske højt over jorden” er en novellesamling på ni fortællinger. En familiefar med alt for meget styr på sit liv gribes af en mærkelig trang. En mand forsvinder for måske at genopstå. En jagt bliver der, hvor alle trådene glider sammen. Tallene bliver den eneste måde at forstå verden. Det er mennesker på godt og ondt.

MWR er solidt funderet i det realistiske og beskriver genkendelige menneske og forståelige liv, men har også en forkærlighed for at ryste dem – at se, hvor meget der skal til, førend sprækkerne opstår, og hvor de fører hen. Nogle gange falder tingene fra hinanden, og andre gange følger folk blot de brudlinjer, der nu opstår. Nogle gange er det konkret og forståeligt, og andre gange efterlades både læser og fortæller i en usikkerhed – er vi faldet ud i en uvirkelighed eller blot en uvirkelighedsfornemmelse?

Som læser sidder man lidt på afstand af de hele og følger, som betragtede man skæbner gennem en kikkert – eller måske kikkertsigtet på en riffel. Man har det overblik, de ikke selv har. Man ser sprækkerne, inden de falder over dem – eller i dem.

Afstanden bliver understreget af, at vi gerne får historierne fortalt på anden hånd – det er ofte ikke fortælleren, der rammes, men en bror, en hustru, en nabo eller andet, og vi får tilskuerens blik på, hvordan livet forandres. Også beskuerens naturligvis , omend det ofte er på subtile måder. I “Blood Beech” (som nok er min favorit i skarp konkurrence med “Der kan stadig ske ting”) er det den ungdomskammerat, Peter, som fortælleren har hængt sammen med – i skiftende afstand – siden universitetet, som pludselig forsvinder. Det er naturligvis Peters familie, det går hårdest ud over, men fortælleren kan også mærke efterdønningerne i sig selv – og tvivlen, da han måske finder Peter igen.

“Efterhånden ganske højt over jorden” er en så fint balanceret samling – MWR er en kontrolleret fortæller med tekstbevidsthed og et greb om sit værktøj. Nogle vil måske føle sig lidt for lang på afstand af personerne, men når de rammer allerbedst, kan man som læser ikke lade være med at spekulere på, om sprækkerne måske slet ikke er i historierne, men i én selv.