KIRKEGÅRDSBOGEN. Nobody “Bod” Owens er, indtil sit 1½ leveår, en ganske almindelig dreng. Seks måneder efte hans fødselsdag bliver hele hans familie myrdet af  en Man Jack. Han søger, tilfældigt, ly på en kirkegård hvor de døde tager sig af ham. Silas bliver hans vogter og mentor. Sammen, men mest hver for sig, oplever de Bod’s opvækst og færden i den verden der ligger mellem den levende og den døde.

Neil Gaiman er i vanlig storform i “The Graveyard Book”. Hans univers er underfundigt, spændende, underholdende og helt igennem Gaiman’sk. De der har læst Gaiman tidligere, vil ikke være i tvivl om at dette også er Gaiman.

At Neil er i “vanlig” storform betyder også, at man efterhånden kender hans virkemidler. Hans typiske lead-and-decive måde at skrive på er i flittigt brug. Det er letgenkendeligt og det virker rigtigt godt.

Man skal være mere end almindeligt god til engelsk for at få fat i alle Gaimans spidsfindigheder, men det betyder ikke alverden for historien hvis man ikke er det. Og lige netop historien er pragtfuld. Uventet på en måde som kun Gaiman kan gøre det. Selvom hans univers er meget lig hans andre bøger, formår han alligevel at favne bredt i forhold til at skrive følelser. Med ganske få ord kan han få læseren i rette stemning. Det er en gave, og det er helt eminent.

Jeg kan på det varmeste anbefale “The Graveyard Book”, men ville nok gennem den til de kolde vinteraftner. Vinteren er, efter min mening, den mest Gaiman’ske årstid.