ET ESSAY

Mit første sprøde møde med Philip José Farmer (amerikansk science fiction forfatter, 1918-2009) var novellen “Sejl videre! Sejl videre” i Jannick Storms antologi “Den elektriske myre” (Borgen 1972). Og der var ovenikøbet en lille artikel med, hvor PJF fortæller lidt om den “worldbuilding”, der ligger til grund for novellen.

Oven i ovenikøbet præsenterer Storm PJF som “avantgardistisk”. Og selvom jeg – i en alder af ti-tolv år – ikke forstod dét ord, så forstod jeg (noget af) meningen, og var i fuld sving med at skrive “koncepter” til historier, der tog udgangspunkt i myter og indsatte dem i en “realistisk virkelighed”. Og de noter måtte så vente 4-5 år, før jeg kunne sætte noget – mere eller mindre – fornuftigt sammen. Og fred med det – glemslen sletter alle spor. Men hvad nu, hvis der virkelig findes djinner i denne verden? Hvad nu, hvis stjernerne kun er huller i Olbers paradox? Hvad nu, hvis der virkelig fandtes galeoner, der sejlede gennem rummet på en ætervind?

I 1978 udgiver Ole Lindboe og Svend Kreiner Møller artikelsamlingen “Virkelige eventyr”

– i hvilken der – blandet meget andet godt – kan findes Palle Juul Holms “Ædle vilde – syge guder”, en fantabuløs introduktion til PJFs forfatterskab.

I en alder af de dér 15-16 år, hvor jeg havde brugt et par år på at læse John Carter på Mars og Lensman-serien af “Doc” Smith, udfra en antagelse om, at jeg lærte at læse engelsk ved at starte med noget nemt, ramte Holms artikel mig i såvel intellektet som gonaderne. Vold og sex i science fiction – HVAD giver De mig, Fru Heilbunth?

“Fisse mig hér og fisse mig dér! Forpulede piratbumser!” som Mikkeline udbryder i første bind af “Thorfinn”, da piratkokken – i tjaldet tilstand – “gør tilnærmelser”. Eller sagt på en anden måde: – det kommer vi tilbage til!

I “Ædle vilde – Syge guder” bruger Holm en del tid på PJFs to store romanserier. “The world of tiers” og “Riverworld”. Og især “World of tiers” “talte” til ét eller andet i mig – navnlig fordi Holm henviser til William Blake, der i sin næsten kierkegaardske søgen efter Den Rette Sandhed (ikke det æstetiske, ikke det etiske, men det religiøse – arme mand!) formulerede en helt ny mytologi, med dertil hørende guder der bærer interessante navne, ja, vi strejfer næsten H.P. Lovecraft: – Urizen, Enitharmon, Tharmas, Urthona, Orc. Og det er disse næsten-guder, som vor hovedperson, Robert Wolff, møder, da han går igennem et garderobeskab (!) og kommer til Den Lagdelte Verden. Og imens læste jeg Blake op til kvalmegrænsen, og af min forstående far fik bøger med Blakes “visuelle output”, om man så må sige.

Rudolf Broby-Johansen skriver om én af Blakes ætsninger, at manden (Blake) ikke har en stand forskid på anatomi, men tydeligvis selv tror på sine visioner, hvori der ligger en ubetinget styrke, der kommer beskueren til gode.

(dette kunne være en illustration til Cordwainer Smiths “A planet named Shayol”)

Nåmmen, alle disse næsten-guder, som Wolff møder, er alle søskende. De lever for evigt. De har ubegrænsede ressourcer til deres rådighed. De hader hinanden og de bygger mikro-kosmosser, der primært er fælder, mens de – hver og én – kun er besat af, at være “kalif i stedet for kaliffen”. Eller – i det mindste – slå konkurrenterne af banen. Sært genkendeligt!

Personligt nåede jeg at læse “sagaen”, indtil en tredjedel inde i “The lavalite World”. Så kunne jeg ikke mere. For PJF var tydeligvis også løbet tør for damp i et evigt forhindringsløb mellem verdener, der ikke gav udsigt til nogen som helst løsning på noget som helst. Men – MEN! – de tre-fire første romaner i serien er det rene guld, når man er lidt deprimeret over at være lønslave og prioritetsbestyrer. Man kan altid blive til Wolff/Jadawin – bror til syge guder, eller Kickaha – høvding over kentaurerne.

Bortset fra … – at det kan man ikke, for “Kickaha” er Paul Janus Finnegan: PJF!

-Som så – i anden inkarnation – hedder Peter Jairus Frigate, og optræder i PJFs “Riverworld”-serie, der er blevet tilstrækkelig eksponeret andre steder, hvorfor jeg ikke sér nogen grund til at gentage noget som helst. Bortset fra én – måske 2 – ting: – Ligesom i “World of tiers” løber PJF sur i “jagten på Skaberen”, når han skal udrede, hvad der foregår i Riverworld-universet. Og det begyndere mere og mere at ligne – ikke Philip José Farmer; men derimod Philip Kendred Dick. hvilket ikke er pænt sagt, men herfra set yderst korrekt. Og hertil kommer at PJFs forklaring på “sjælevandringen” i Riverworld, bliver en gennemskuelig bortforklaring, der på mange måder ligner Star Wars-universets “forklaring” på hvad The Force er: – det har et-eller-andet at gøre med Midi-chlorians, mitokondrier, something-agtigt, ikk’sandt? “It’s in your cells – don’t you understand?”

PJF havde to andre “serier” kørende: – “Dayworld” (1985), 3 romaner, og en lidt mere “hovsa-se-lige-hvad-jeg-kom-til-at lave” -serie om Brer John Carmody, en lægbroder i Sankt Jairus-ordenen. “Sankt Jairus” (se ovenfor 🙂 ). Og historierne (fem-seks noveller og en roman, “Night of Light” (1966)) handler om, hvordan Carmody fiser rundt i universet i en overbevisning om Guds eksistens, men hele tiden bliver konfronteret med tegn på det modsatte. (På en måde minder John Carmody mig om Frank Herbert “Jorj X Mckie” fra hans Conscienticy-univers … – hvilket skal forstås som en anbefaling)

And now to sex!

Philip José Farmer har fået ry for, at være manden der introducerede sex i science fiction. Ikke som et “påhæng”, en bemærkning om at “så bollede de”, men som en integreret del af fortællingen. Og netop “The Lovers” (novelle 1952, roman 1960) er et godt eksempel herpå. Kort handlingsref. med spoilers og hele molevitten: – Hal Yarrow ( hvilket betyder røllike, der er blevet brugt som lokalbedøvende middel!) lever i et teokratisk samfund, konstant overvåget af sin gapt, der hedder Pornsen (!), der skal sørge for at han holder sig på dydens smalle sti (der er så smal, at en linedanser ville blive svimmel). Men da Hal kommer til planeten Ozagen møder han Jeanette, en kvinde der får hans slumrende kønsdrift i omdrejninger, samtidig med at hans tillærte, oplærte, totalitært inducerede, moralkodeks giver ham hovedbrud og kvababbelser. Og finten er nu, at Jeanette ikke er et menneske. Hun er et insekt. Men ikke blot er hun et insekt, hun er en snylter på de insektoider, der bebor Ozagen. Og resultatet af Hals og hendes samlejer er, at hun bliver gravid – med nymfelarver af sin egen art … – hvorefter hun dør, da larverne æder hende op.

Samme år (1960) udgiver PJF romanen “Flesh”, der handler om den efter 800 år hjemvendte rumkaptajn, Peter Stagg (!), der bliver udnævnt til “Sunhero” og sat til at “imprægnere” den hele klodes kvindelige befolkning. Og det eneste jeg vil sige om dén, i dette oplyste forum, er, at den unægtelig minder om “Le Surmale” af Alfred Jarry. En konstatering jeg lige vil lade stå dér, men som jeg vender frygteligt tilbage til.

I 1968 giver PJF den fuld skrald med udgivelsen af to romaner om detektiven Herald Childe, der forvilder sig ind i et okkult-erotisk univers og undergår diverse forvandlinger, og alt drejer sig om penetrationer og sekreter. James Bond i BDMS-klubben med lykantropi i ascendanten. Til hvilket der er at sige, at de to romaner var bestilt som månedlige episoder i herremagasinet “Playboy”. Bunden opgave – men gode penge!

Farmer nævner et sted, at han har haft en “sexobiologiske fase” i sit forfatterskab. Og det må man sige “ja” til, hvis man eksempelvis læser novellesamlingen “Strange Relations”, blandt andet indeholdende den formidable “Mother”. Og – vil min påstand være – netop denne “ouevre” placerer PJF i et interessant spændingsfelt mellem Freud og Jung – og et strejf af Nietzsche … for smagens skyld.

Til gengæld føles det ret påklistret, når vi i “A Feast Unknown” bliver bekendt med, at vores hovedperson og helt, Lord Grandrith, har en gepard-hun med på sine raids i bushen. Jo! For hun – geparden – har anatomiske egenskaber, der gør hende lige så anvendelig som en kvinde (man må håbe, at det Grandrith, der taler og ikke PJF).

Og med Lord Grandrith er vi ovre i en “faible”, der er specielt Farmersk: – hans dybe og inderlige fascination af Tarzan-myten.

Tillad mig at springe mellemregningerne over (dem kan man gøre sig bekendt med i Palle Juul Holms artikel “Ædle vilde – syge guder”), når jeg påpeger at vi hér har at gøre med en civilisations- og kulturkritik. Og aldeles ikke fordi Edgar Rice Burroughs skabte sin Abernes Konge i en kulturpolitisk modus, men fordi Farmer stillede det ret interessante spørgsmål om Oplysningstiden – herunder Rousseau med “Emile” – gjorde os klogere på “den menneskelige tilstand”; eller om det blot var endnu et forsøg på, at knalde forudfattede meninger og “moralske” vilkår i fjæset på menneskeheden? “Naturens søn”? Javel, ja! Men kan han opføre sig ordentligt … ?

Palle Juul Holm anfører i sin artikel, at Farmer ikke har haft umiddelbar adgang til venstreorienteret tænkning, og slet ikke Marx. Og det er lidt sjovt, fordi PJF selv anfører at:

“I’ve written in many fields: – adventure, space operas, parallel worlds, pocket universes, psychological, political, sexual, biological, pastiche (!), religious, horror, time travel, ESP (det var dengang), “biographical”, metaphysical and marxistisk. Det sidstnævnte henviser til Groucho, Chico og Harpo. Ikke Karl!” og Farmer nævner i den forbindelse, at det har tilknytning til hans “polytropical paramyths”.

Så Farmer var udmærket bevidst om Karl – det havde blot ingen betydning i hans amerikanske univers. Hvilket ikke forhindrer ham i en samfundskritik, der kan virke dybt reaktionær, men dog har såvel historiske som politiske rødder.

Jeg nævnte tidligere, at “Flesh” godt kunne ligne Jarrys “Surmale”. Og det vil jeg nu “toppe” med, at PJF havde en trang til at emulere tidligere tiders “Kiosklitteratur” – herunder, som nævnt Tarzan-bøgerne. Og der kan man nævne “The Other Log Of Phileas Fog”, “The Windwhales of Ishmael”, “Greatheart Silver”, “Venus on the half-shell” samt “Ironcastle” – henholdsvis Jules Verne, Hermann Melville, Charles Dickens, “Kilgore Trout” og H. M. Rosny (den ældre) …. – ham med “jagten på ilden”.

Jeg ved ikke om jeg har fristet nogen til at give sig i kast med Philip José Farmers forfatterskab, bestående af jeg ved ikke hvor mange romaner – og sikkert firdobbelt så mange noveller.

Personligt er jeg dog ikke færdig med Farmer – der er så mange lommeuniverser, der stadig trænger til udgranskning eller genlæsning – også selvom manden kan være lidt besværlig. Og heldigvis for det –