Thor er en ganske almindelig dreng. Han bor på landet, han er lidt ensom, han er lidt forvirret over det med pigerne, han er ikke alt for dygtig i skolen. Det mest specielle ved ham er nok, at han har en lettere manieret far – man kunne godt forestille sig, at der var en farbror ved navn Reje på stamtræet.

Og så er det Thors fødselsdag: 11 år.

Det, beslutter farmand, må betyde, at Thor er gammel nok til at få stukket arvestykket mellem hænderne: farmors gamle krage-gevær. Og ud på jagt drager de, hu-hej vilde dyr, og far nedlægger en havørn. Han er også ved at være træt af den vanlige boeuf stroganoff.

Men der i græsset finder Thor ørneungen og beslutter sig fluks for at redde den, hjælpe den og adoptere den. Den er nu hans lillebror, men må leve et liv skjult for faderens blik – og for den skovfoged, der jagter krybskytten. På trods af det trives den lille fugl – den lærer at tale, den elsker bøger, den hjælper sin “storebror” med lektierne.

Thor er noget, der ligner lykkelig – men det er en lykke bygget på en grusom løgn.

Jeppe Sandholts tegneseriedebut, “Ørn”, er en forunderlig mursten – næsten bogstaveligt talt: 836 sider i et format, hvor der måske er 2-3 billeder på hver side. Og det er en mursten, der lander godt og tungt i maven på læseren, for Sandholt slipper afsted med en sjælden balance, hvor “Ørn” er fjollet, tåbelig og overgearet, men også knugende, frydefuldt sprudlende og ganske enkelt gribende. Det er få 800-siders værker, man uden problemer kan lade sig trække igennem uden at stoppe op, men her er et af dem. Det er en tegneserie, der kan læses af børn og voksne, uden man føler sig talt ned til.

I interviewet på Nummer9 siger Sandholt, at han ikke er så dygtig en tegner som Rune Ryberg eller John Kenn Mortensen – det har jeg ikke kompetencen til at afgøre, men hans streg passer perfekt til den historie, han har valgt at fortælle. Selv der, hvor historien forsvinder ind i Thor og vennernes rollespil, og vi får en skæbnetung fantasy-montage. Det får mig til at se frem til, hvad han senere vil kaste sig over, for der er i mine øjne ingen tvivl om, at der er et talent, som kan spænde over et hav af historier.

“Ørn” er en varm anbefaling.

Den mindede mig også om, at Sandholt har skrevet kortromanen “Varulv” fra 2016, der klart vil blive gravet ud af reolen.