Det er vigtigt at være med på den sidste nye femogtyveøre. Og nu, da vi angiveligt svinger væk fra Det Internationale Perspektiv og skal til at kigge på vores “nationalkarakter” (når vi lige får overstået remigrationen), lad os da kigge på Det Nationale. Lad os se på, hvad der ligger i fundamentet til Den Nationale Selvforståelse. Med andre ord: – lad os kigge lidt på Nationalepos.

Efter sigende skulle musik-og-danseforestillingen “Elverhøj”, af Heiberg og Kuhlau, være Danmarks Nationalepos. Hvilket er en opfattelse, der ikke har slået rod i alle og enhvers nationale selvforståelse. Således mener flere og flere – måske i takt med Den Åndelige Oprustning og De Kristne Værdiers generhvervede fokalpunkter – at “Gesta Danorum” (Danernes gerninger) af Saxo Grammaticus er en langt bedre kandidat. Sommernattens kogleri versus Sværdets klang og krigens gny … – om man så må sige.

Men selvom det er vigtigt – og det er det altså bare! – at assimilere de til enhver tid gældende nationale værdier, så skal det jo ikke forhindre os i, at kigge på en række nationale eposser fra splitter andre lande, om ikke andet så for at bestyrke vor egne særkender og helt særlige kvaliteter, ikk’ sandt? Og lad os begynde nogenlunde så langt væk som vi overhovedet kan komme (og i denne sammenhæng tænkes der hverken på Månen eller Mars).

satellitfoto af Kerguelen

Okay, okay! Kerguelen, der er en ø i det allersydligste Indiske Ocean, er ikke nogen Nation, og den er iøvrigt totalt ubeboet, bortset fra hvalrosser og pingviner … og nogle meteorologer af fransk etnisk herkomst. Og alligevel har vor hjemlige Claus Deleuran lavet et udmærket lille epos om øen, i sin “Mikkeline på skattejagt”. Hvilket naturligvis er et sidespring, for intentionen var at besøge Kina.

Dette er Sun Wukong eller “Abe” eller “Abekongen” i beretningen “Rejsen mod Vest”, som er Kinas Nationalepos. Og det handler om Abes kamp mod Himmelkejserens tyranni og ikke mindst hans bureaukrati, der ikke lader hverken Det Nuværende Kina eller EU noget efter. Bortset fra en oh-so-cute kinesisk tegnefilm om marodøren, så har Milo Manara også været der:

– og hans udgave er nok tættere på forlægget i al sin anarko-revanchisme, uagtet den smålumre krydring og den ikke helt gennemtænkte kobling til vestlig kapitalisme. Men den er der, og den er værd at læse, når man har fået nok af tegnefilmens sødladne selvretfærdighed (og så fik jeg vist det hele med).

Næste stop er Indien. Og hér støder vi på noget, der skal komme til at forfølge os: – hvad er oprindelig tekst? Og vi husker, at elverhøj var Heiberg&Co, mens “Gesta Danorum” var Saxo og hans kildemateriale. Så Saxos funktion var altså “redaktørens”. Og med det indiske nationalepos, der umiskendeligt må være “Mahabharata”, er vi også stillet overfor det forhold, at det drejer sig om en samling af myter og legender, ofte mere end 3000 år gamle, der – på et eller andet tidspunkt – er blevet samlet til én beretning. “Den skyldige” skulle være en “Vyasa”, der egentlig blot betyder “samler”, “arrangør”, og vi har altså – igen – med en redaktør at gøre. Mere af det samme, lige efter pausen!

På vores vej vestover (“Rejsen til Vesten”), kommer vi forbi en guds velsignelse af lande, og det er ikke utænkeligt at nogen vil anføre, at “Tusind og én nats eventyr” vel må høre til et sted i nationaleposkanonen. Til hvilket der at svare, at igen har vi at gøre med en række fortællinger – ikke mindst om Sindbad Søfareren og Aladdin – der kommer fra disparate regioner i hele det arabiske område. Og de fik så en renæssance på euræisk grund, da først en fransk adelsmand og opdagelsesrejsende oversatte dem, engang i syttenhundredetallet, og senere da Sir Richard Francis Burton oversatte dem omkring 1870. Efter sigende skulle Sir Richards udgave være særdeles saftig. Det tror man gerne.

Ham hér, han skriver ikke puttenuttet, vel?

Idet vi må indse, at vi dybest set intet ved om afrikanske nationaleposser, næppe tiltænker Israel at havet ét, udover fortællingen om diasporaen, og faktisk intet ved om Tyrkiet, udover at det er en forpost for et osmannisk rige, der ikke eksisterer længere (og måske derfor?), når vi frem til Grækenland! Den vestlige kulturs vugge – hvabbehar’!

“Odysséen” handler om Helten Odysseus hjemrejse fra krigen mod Troja, beskrevet i “Iliaden” ( fordi “Troja” hed “Ilion” – forvirring fremmer forståelsen). Og det tager så Odysseus tyve år at komme hjem til Ithaca, hvor hans elskede hustru – Penelope – holder bejlerne fra døren (eller ihvertfald ægtesengen) – fast i troen og fast i kødet, overbevist om at Han nok skal komme hjem (“I’ll be back!” som man siger). Men Odysseus må gå så mange grufulde oplevelser og umenneskelige anstrengelser igennem, før han endelig kan slå alle bejlerne ihjel. Der kan man sgu’ tale om “Terminator”.

Både “Odysséen” og “Iliaden” tilskrives “digteren Homer”. Blot er der opstået diskussionen om, hvem Homer egentlig var, og i særdeleshed hvad har var, i forhold til de to værker der tilskrives ham. Var det virkelig ham, der sad og digtede disse hexametere i sit ansigt armsved? Var “han” i virkeligheden nome de plume for en række bidragydere? Var han redaktør af en række ældre fortællinger, der nu – pludseligt – blev fremlagt som en endelig fortælling om Den Store Helt – eventuelt som et in your face til Sparta, der jo havde beretningen om Leonidas og De 300 ved Thermopylæ?

Og således når vi, via Adriaterhavet, de italienske kyster. Igen: – hvad ved vi om Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Albanien, Det Tidligere Jugoslavien? Eller man kunne sige: – researchen er endnu ikke nået dertil.

Egentlig er det lidt sært, at “Orlando Furioso”, skrevet af 1500-tals-digteren Ludovico Ariosto, skulle være Italiens Nationalepos. Man ville vel have troet, at et mere nationalnært klenodie kunne være Dante Alighieris “Guddommelige Komedie”. Men sådan er det! Og det sære ligger deri, at Orlando er den samme figur, som “Roland”, i det franske Nationalepos “Le chanson de Roland”, der led døden i bagtroppen efter Kong Karls tilbagetog, et sted i Pyrenæerne, i kamp med baskere (andre steder står der “saracenere” – vælg selv!) Og så trutter Roland i hornet “Olifant” og bliver dræbt. Hvilket jeg har udredt andetsteds i dette forum

Og når vi nu er hér i området: – en hurtig afstikker til England.

Hér forestiller man sig vel nok at Englands, eller måske ligefrem Storbritanniens Nationalepos må være fortællingen om “Kong Arthur og Ridderne af det runde bord”. Og det er det vel også. Men det er bare ikke særlig engelsk, idet “Le mort de Arthur” er en fransk digtcyklus, der blev redigeret af Thomas Mallory i 1500-tallet. Og i en hvis forstand kan man sige, at Tolkiens “Ringenes Herre” var et forsøg på, at skabe et ægte engelsk Nationalepos, befriet for fransk indflydelse, hvilket er pænt håbløst. F.eks kan man påpege, at de østerlandske tropper, der kommer i tredje bog rider på “Olifanter”, og iøvrigt er der ikke noget der hedder “England” i den tidlige middelalder: – der er små kongeriger, men fremfor alt er der normannere og “Danes” … Danelagen: – Danskernes Lov! På den måde er det måske korrekt med “Gesta Danorum”?

Med hensyn til Tyskland kan der næppe herske den store tvivl. Det Stortyske Nationalepos er naturligvis “Der Ring des Niebelungen” (Ringenes Herre), der i grunden er en genfortælling af en pan-germansk mytekreds. “Pan-germansk” i betydningen, at folkestammen germanerne var temmelig adspredt indtil folkevandringstiden i 4-500-tallet ifvt, og først fandt et fodfæste i det nuværende Tyskland, da Frankerriget opløstes indefra af evindelig arvestrid. I alle fald befinder vi distanceret i såvel tid som rum, nærmest en tiltrådt en mytisk fortid, når Siegfried og Hagen og Krimhild og Wotan indtager de skrå brædder og lader herr direktor Wagner forestå brag og ballade og trutterut og tjingtjing, mens embouchuren virkelig får noget at arbejde med.

(Hr Trampenberg elsker den gamle musik/ Med bomfaldera og kukkuk og dikdik/ Han døde igår/ Han blev dikket ihjel!/ NB: – begravelsen skér fra Bror Kalles Kapel)

Det officielle Sverige fastslår med stoisk ro, sikkert som resultat af en trang til at vise sig neutral i ethvert spørgsmål (as if), at Sverige ikke har noget egentligt Nationalepos. Man nævner i flæng flere forskellige muligheder, herunder “Erikskrönikan” , som er fra 1300-tallet, og hernæst Mobergs “Utvandrarna” fra 1950’erne. Noget af et spænd, tør man sige.

Det vil dog være rimeligt at påstå, at med “Niels Holgersens Forunderlige Rejse” præsenterede Selma Lagerlöf en pænt valgbar kandidat. For Niels rider på en gås gennem det ganske Sverige og beskriver det i al det herlig- og storslåethed. Der er intet øje tørt.

Norge er ligeså skarp som sine fjeldtinder: – Norges Nationalepos er “Heimskringla” af Snorre Sturlason … som var islænding! Men okay, okay, Snorre fortæller om de norske kongeslægter, og så skulle den jo bare være fjong-gongeli-gong!

Og så kommer vi til Finland, hvor det store opus er “Kalevala”, og det er noget med noget på. Der er en skabelsesberetning. Der er kampe mellem det gode og det onde. Der er kærlighed og kamp, mystiske og mytiske artefakter, troldkællinger og magiske eliksirer, troldmænd og kriger og hævn og had, og den sorte sø Tuonella, og smeden Ilmarinen og krigeren Vainamoinen, og det hele er en samling af lokale myter og legender, samlet af sprog- og folkemindesamleren Elias Lönnrot.

Alligevel er der så meget saft og kraft i Kalevala, at ikke nok med at det må kaldes Finlands Nationalepos, så fik det også maleren Axel Waldemar Gallén til at skifte navn til Akseli Gallen-Kallela hvorefter han malede en hel suite af billeder – eller illustrationer – til denne storslåede fortælling:

Så når vi, i vores mere eller mindre fibonniciske rundgang, til Rusland. Ikke “Sovjetunionen”, ikke “SNG”, ikke “Rusland”, som det fremstår i den nuværende geopolitiske internationale debat. Og man må vel nærmest tale om det, som et begreb.

Igen, ligesom med Danmark, står vi overfor to muligheder. Den romantiske og den mere krigeriske. Hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom Danmark og Rusland faktisk har en lang fælles historie. Og man kan hér blot tænke på at Zar Peter den Store kom til Danmark for at lære at bygge orlogsskibe. Og man kan dernæst tænke på, at Volodomir, Wladimir og Valdemar er det samme navn, stavet på forskellig vis.

På den ene side er der den næsten Orfeus/Eurydike-agtige fortælling om “Ruslan og Lludmilla”, hvor Ruslan må møde og bekæmpe utallige farer og modstandere –

– før han endelig kan forenes med sin elskede Lludmilla, der er fanget af Iskongen.

Alternativet til denne beretning er fortællingen om Alexander Nevskij. Og se! Det er faktisk en historisk figur, nok bedst vakt til live i Eisensteins berømte film af samme navn:

Og musikken af Prokofiev er ganske indbygget i filmens koreografi.

Kort fortalt: – de teutonske riddere vil undertvinge det fredelige russiske folk, men dette folk går, med fyrst Alexander, til blodig modstand, og det hele ender i et frygteligt og dødeligt slag på Peipus-søen ved Pskov. Hvilket er vrøvl, men historien er god.

Med lys og lygte har researchholdet søgt, at finde et Nationalepos gældende for USA – eftersom det selv i disse nationaltider, at der kigges derhen. Men eftersom USA for det første er en samling af stater – man kunne kalde det nationer, med nogen ret – er der ikke rigtigt nogen fællesnævner. Hertil kommer, at Føderationen blev “født” nogenlunde samtidig med formuleringen af ideen om en nationalstat, så kan det volde vanskeligheder, medmindre man vil synke så lavt som til at sige:

Hér på kanalen vil vi måske nok mere pege på et par mulige kandidater til en fremtidig position. Man kunne forestille sig James Fenimore Coopers indianer-cum-frihedskæmper-romaner: Den Sidste Mohikaner:

Eller “Læderstrømpe” af samme forfatter.

Alternativet kunne være “Huckleberry Finn” eller “Onkel Toms Hytte”. Personligt, når nu skribenten har givet sig selv lov til at stå frem, vil jeg påstå at Det Sande Amerikanske Nationalepos er romanen og filmen:

fried green tomatoes at the whistlestop café

Der er 192 nationer repræsenteret i FN. 3 nationer er ikke. Den Vestafrikanske Republik er ikke, fordi “man” er tvivl om, hvorvidt der er tale om en nation eller blot et landområde diverse guerillabevægelser, lokale krigsherrer eller oversøiske “interesser” kæmper om. Den Palæstinensiske Stat er ikke med, fordi den ikke er anerkendt (!). Og Vatikanstaten er ikke med – fordi den ikke vil!

I dette indlæg har vi beskæftiget os med en tolv-tretten stater, i forhold til pågældende stats Nationalepos. – Det må siges at være et absolut mindstemål, omend ikke helt ubetydeligt. Så der er masser at gå igang med, hvis man føler for det eller er nysgerrig. God fornøjelse – og (selvfølgelig)