At læse Grzegorz Wróblewskis “Androiden og anekdoten” føles lidt som at stå, hvor forfatteren stod, da han tog forsidebilledet – takket være Henning ved vi, at det er “T-krydset, hvor Italiensvej støder til Kastrupvej, og overfor ligger Filipsparken, med en – iøvrigt udmærket – legeplads”. Trafikken bevæger sig forbi én – nogle biler drejer til venstre, og man kan se, hvor de vil hen, mens andre drejer til højre. Vinduerne står åbne, så man kan høre uddrag af deres samtaler, men de er sære og uforståelige, og bilen forsvinder snart i en retning, hvor man ikke kan følge den.

Sådan var det i al fald for mig.

Den lille bog er fyldt med korte tekster – gerne én side pr styk, men nogle gange især samtaler, der spreder sig over nogle stykker – om Hr. Z. Jeg forestiller mig, at han er titlens androide; i al fald er hans forhold til andre mennesker præget af en gensidig forvirring.

Hvorom alting er, beskrives hans oplevelser og forvirring på bogens lige under 100 sider – i det, der for undertegnede var en cirka 50/50 blanding af fornøjelige, skarpe korttekster og rene absurditeter. Til tider har teksterne det science fiction-anstrøg, som også antydes af titlen, mens de andre steder svinger over i et mere socialrealistisk univers og andre gange i en kafkask tidløshed.

Der er uden tvivl andre læsere, som vil stå anderledes placeret end jeg og følge en anden del af trafikken gennem krydset. En af dem er angiveligt Jens Blendstrup, der synes at have svævet over Italiensvej og fulgt hver en lille trafikal finurlighed, for hans korte efterord er ovenud fornøjet. Så måske er Wróblewski til folk, der også elsker Blendstrup.

Som en afslutning vil jeg tillade mig at indsætte en af de sider, som jeg med fornøjelse fulgte med blikket hele vejen.