Der er historier, som jeg forestiller mig med larvefødder – ikke fordi de nødvendigvis er tunge eller langsomme, men fordi de bevæger sig fremad med et roligt og forudsigeligt tråd. Handlinger har konsekvenser, som fører til nye konsekvenser, som fører handlingen fremad. “The Eyes Are the Best Part” er en af de historier, og den bevæger sig indledningsvist med en overraskende lethed.

Måske er det, fordi setuppet er så stærkt, at den sendes af sted med ekstra energi. Ji-Won er alene i en nedslidt, lille lejlighed med sin mor og lillesøster – faderen har forladt dem, og moderen er mere eller mindre gået i stykker af det. Men snart kommer mor hjem med gode nyheder: hun er forelsket. Og snart flytter George ind – hvid og meget glad for koreansk kultur på en måde, der virker lige dele parodisk og foruroligende. Den type, man ofte møder på internettet. “Jeg taler koreansk!” for dernæst at maltraktere noget, der måske er det rette sprog.

Sammenbruddet i Ji-Wons normale verden sætter snart sine spor i hendes sind og udmønter sig i en fokusering på øjne – det bringer held at spise fiskeøjne, så hvad ville det mon bringe at spise Georges øjne.

Desværre mister romanen den indledningsvise fremdrift – larvefødderne kører stadig, men det er forudsigeligt og hen ad vejen også lidt kedeligt. Vi ved, hvor vi skal hen, men vi skal føres hen ad vejen. Der er momentvise glimt, hvor Monika Kim rammer balancegangen på kanten af det absurde (såsom Geoffrey, klassekammeraten med det skingre motto “I’m an ally!”) Desværre holder de ikke ved og falder i grøften, hvor de nok er lidt kedelige.