The Eyes Are the Best Part

The Eyes Are the Best Part

Der er historier, som jeg forestiller mig med larvefødder – ikke fordi de nødvendigvis er tunge eller langsomme, men fordi de bevæger sig fremad med et roligt og forudsigeligt tråd. Handlinger har konsekvenser, som fører til nye konsekvenser, som fører handlingen fremad. “The Eyes Are the Best Part” er en af de historier, og den bevæger sig indledningsvist med en overraskende lethed.

Måske er det, fordi setuppet er så stærkt, at den sendes af sted med ekstra energi. Ji-Won er alene i en nedslidt, lille lejlighed med sin mor og lillesøster – faderen har forladt dem, og moderen er mere eller mindre gået i stykker af det. Men snart kommer mor hjem med gode nyheder: hun er forelsket. Og snart flytter George ind – hvid og meget glad for koreansk kultur på en måde, der virker lige dele parodisk og foruroligende. Den type, man ofte møder på internettet. “Jeg taler koreansk!” for dernæst at maltraktere noget, der måske er det rette sprog.

Sammenbruddet i Ji-Wons normale verden sætter snart sine spor i hendes sind og udmønter sig i en fokusering på øjne – det bringer held at spise fiskeøjne, så hvad ville det mon bringe at spise Georges øjne.

Desværre mister romanen den indledningsvise fremdrift – larvefødderne kører stadig, men det er forudsigeligt og hen ad vejen også lidt kedeligt. Vi ved, hvor vi skal hen, men vi skal føres hen ad vejen. Der er momentvise glimt, hvor Monika Kim rammer balancegangen på kanten af det absurde (såsom Geoffrey, klassekammeraten med det skingre motto “I’m an ally!”) Desværre holder de ikke ved og falder i grøften, hvor de nok er lidt kedelige.

2
Episode 352 – Damn Brown Porter og Aktuel Æstetik Episode 351 Faraway Friends og A spiller B for C

2 kommentarer

Henning Andersen

Udfra et kulinarisk – og naturligvis personligt smagsmæssigt – perspektiv, må jeg sige at jeg tvivler på påstanden. Jeg har smagt torskeøjne, fåreøjne og griseøjne, og – modsat hvad man måske skulle tro – er det blot noget lidt småsejt stads. Men rå fiskeøjne skulle vist iøvrigt være en kilde til ferskvand, hvis man er skibbruden og tørster.
TIL GENGÆLD har alle fugle en lille muskel i/på bækkenet. På engelsk kaldes den “oyster” og DEN smager godt. Og for pattedyrs vedkommende er der “kæber” – som egentlig ikke er selve gebisset, men derimod den kind-muskel der styrer slagets gang 🙂
Hvilket altsammen overhovedet nok næppe har en dyt at gøre med romanen, der her er tale om. Sådan er der så meget, ikk’sandt!

Og så er der de stakkels dyr, som må lægge kød til Rocky Mountain Oysters, men det er en helt anden sag.
Der skulle – ifølge romanen – være held ved fiskeøjnene. Jeg er dog ikke sikker på, at fiskene er enige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.